De første år

Med Olaf Tryggvasons død var Sven Tveskægs stilling sikret. Jarl Håkons sønner Erik og Sven regerede nu i Norge og anerkendte den danske konge som overherre, og Sven Tveskæg har måske endda genvundet det direkte herredømme i Viken. Han stod på venskabelig fod med den svenske konge Olof Skötkonung som nu var hans stedsøn, og han havde intet at frygte fra tyskerne som havde nok at gøre med at slås med slaverne.

Dette var en forbløffende ændring i forhold til den tidligere situation, sådan som Adam af Bremen har beskrevet den. Adams beretning om Svens regeringstid er i visse henseender helt utroværdig, mest slående i påstanden om at Sven tilbragte 14 år i Skotland som landflygtig. Næsten lige så usandsynlig er hans fortælling om at den svenske kong Erik invaderede Danmark i Svens regeringsperiode. Adams negative syn på Sven Tveskægs person og hans kongegerning har imidlertid præget både middelalderlige og moderne beretninger om hans regeringstid. Det har medført, at man har været tilbøjelig til at overse det næsten samtidige vidnesbyrd i en anonym forfatters hyldestskrift til ære for Knuds dronning Emma og hendes søn Hardeknud. Ifølge denne forfatter var Sven „den lykkeligste af alle den tids konger” der som dreng „blev elsket inderligt af alle, og kun blev hadet af sin far”.

Som vi har set er der al mulig grund til at betvivle historien om at Sven nogen sinde skulle være blevet taget til fange af vikinger eller slaver. Det andet element i det dystre billede af Svens første år som konge, den svenske invasion, er ikke helt utænkeligt, men bevismaterialet er yderst spinkelt. Thietmar nævner ikke invasionen, og det gør hyldestskriftet til dronning Emma heller ikke. Man har prøvet at se et holdepunkt for Adams version af begivenhederne i den klage som Slesvigbispen Eckehard fremførte på et kirkemøde i Gandersheim i år 1000 om at hans „bispedømmes område er blevet plyndret med barbarisk grusomhed, staden lagt øde, kirken forladt, jeg har intet sæde”. Men der savnes arkæologiske indicier for at der skulle være sket en sådan ødelæggelse i Hedeby, så man bør formodentlig ikke have tiltro til dette vidnesbyrd om forholdene i Danmark omkring slutningen af 900-tallet; det er tom retorik fremsat af en tysk biskop som undskyldning for at han havde forsømt at indtage pladsen på sin bispestol.

Der findes også en række klare tegn på at Sven både i de første år og senere hen havde succes som hersker. Han udstedte mønter i sit eget navn i eller kort før 997, og samtidig begyndte en stor dansk produktion af efterligninger af engelske mønter, dog uden kongens navn, formentlig i Lund. Et par af dem bærer i hvert fald møntstedets navn Lund. Man har tidligere ment at der i virkeligheden stod London på disse mønter, idet man ikke troede at Lund var grundlagt så tidligt. Den indvending kan nu skydes til side, da nye arkæologiske undersøgelser har vist at den første kirke i Lund blev bygget i eller før 990.

Endnu et udtryk for at Sven besad den effektive magt i Danmark er de to vikingetogter til England som fandt sted under hans ledelse. Tidspunktet for det første af disse overfald kan ikke afgøres med sikkerhed, men efter alt at dømme var det i 991 da Essex blev angrebet. Svens andet flere måneder lange togt til England foregik tre år senere, da han blev støttet af Olaf Tryggvason, formentlig som Svens forbundsfælle. Disse angreb er bestemt ikke foretaget af en konge der har følt sig truet og desperat har prøvet at genoprette sin magt og ære. Tværtimod er de udtryk for Svens absolutte selvtillid. Formålet var naturligvis at bemægtige sig et rigt bytte til aflønning af de krigere, som hans magt beroede på.

Sven besværede sig ikke med at vedligeholde de fæstninger og broer hans far havde bygget; de fik lov til at forfalde. Hvis Haralds fald som tidligere antydet til dels skyldtes de urimelige byrder han havde pålagt befolkningen for at gennemføre sit byggeprogram, kan det kun have været velset at Sven ikke opretholdt dette prestigebetonede byggeri. Dertil kommer at man ikke længere havde brug for anlæggene. Der var ingen umiddelbar fare for tysk invasion, og selv om flokke af sørøvere altid var en potentiel trussel var de private vikingeflåder omkring år 990 mest optaget af togter i det vestlige Europa, især England. I forsvaret af Danmark mod indre og ydre fjender synes Sven at have stolet på sine krigere, sit lid. Det var en berømt hær som man havde lige så stor respekt for i Danmark som i Sachsen og England.

Medlemmerne af et lid skulle have løn. Loyalitet var ikke bare en æressag, det var også et spørgsmål om fortjeneste. Den romerske forfatter Tacitus' ord 900 år tidligere, at „berømmelse vindes lettest under fare, og man kan ikke holde en stor flok krigere med forsyninger uden vold og krig” stod stadig ved magt. Høvdingenes gavmildhed ernæredes ved krig og plyndren. På Østersøen kunne man tilrane sig meget bytte, og mange vikingelid kappedes om at få fat på det. Adskillige angreb foretaget af norske vikinger anført af folk som Erik Håkonson eller Olaf Tryggvason er besunget i bevarede skjaldedigte, men mindet om de sikkert langt talrigere danske bander har ikke sat sig sådanne spor. Vi kender dog navnene på flere danske høvdinge foruden kong Sven. Torkel og hans brødre Hemming og Sigvald nævnes i flere kilder, og runeindskrifter rummer endnu en række navne. „Ulf tog tre gange gæld i England. Det var den første Tosti betalte. Så betalte Torkel. Så betalte Knud”, hedder det på en runesten fra Uppland. Sibbi den Kloges lid rejste en sten til minde om ham i Karlevi på Øland hvorpå der står at „En mere retskaffen søfarer vil aldrig regere i Danmarks land.”