Den lettelse, fredsafslutningen betød for det danske folk, lod sig næppe skildre bedre end med de vers, en anonym digter forfattede i anledning af freden:
Vi var nu i stor nød, hver dag led store stød, vi var i angsten bunden, var næsten overvunden men Gud, som vidste at sende FRED, kan sådant afvende.
Thi:
Intet er bedre til, end FRED, jeg sige vil, af al den timelige ære, som os forlenet monne være, det kender de for sande, som ufred drev af lande.
Det var dette inderlige ønske om fred, der gav Christian 4. gode kort på hånden, da de danske repræsentanter ved fredsforhandlingerne i Lübeck meddelte ham det resultat, de havde opnået med fredsaftalen den 12. maj. Kongen skulle jo godkende aftalen, før den endegyldigt blev sat i kraft, og han vægrede sig. Vel agtede han at underskrive fredsslutningen, men kun, hvis rigsrådet ydede ham en passende erstatning dels for de udgifter, krigen havde påført ham, dels fordi fredsaftalen trods alt indebar, at han ikke alene måtte forpligte sig til aldrig mere at blande sig i Tysklands anliggender, men også – hvad der økonomisk var nok så væsentligt – måtte give afkald på de gejstlige stifter, han så møjsommeligt havde arbejdet på at skaffe sin søn, Frederik.
I deres iver efter at undgå, at fredsaftalen blev sat over styr, tilbød rigsråderne kongen ti tønder guld, én million rigsdaler, i erstatning. Kongen tøvede, men vel vidende, at der var grænser for, hvor meget han kunne afpresse et forarmet rige, bøjede han sig og underskrev fredsaftalen, selv om han erklærede, at summen langtfra var stor nok.
Tanken bag kongens krav om erstatning var, at han kunne genoprette sin finansielle selvstændighed. Krigen havde kostet ham dyrt. Og når han hævdede, at den ene million daler ikke var tilstrækkelig, var grunden den, at den faktisk kun dækkede hans gæld til enkedronning Sophie. Men derudover skyldte kongen også penge til en række holstenske adelsmænd, godt 300.000 daler. Den gæld på mange hundrede tusinde daler, fyrster og adelsfolk til gengæld havde skyldt kongen før krigen, var for længst opsagt og pengene brugt. Fra at være en af Europas rigeste fyrster var Christian 4. på få år blevet en fattigkonge. Men uanset hvor langt de ti tønder guld rakte, var de dog et udgangspunkt for, at kongen kunne genvinde sin udenrigspolitiske frihed og skaffe sig en vis uafhængighed af det rigsråd, der på baggrund af erfaringerne fra kongens tyske krig agtede at holde ham i kort snor.
De ti tønder guld skulle skaffes gennem ekstraordinære skatter. De blev også behørigt udskrevet, og den sidste daler blev indbetalt i 1637. Alligevel lykkedes det ikke kongen at bruge de ti tønder, som det passede ham. Han hævdede, de var hans, ligesom øresundstoldindtægten gik direkte i hans egen lomme. Men Danmarks svækkede udenrigspolitiske stilling øgede behovet for oprustning og fæstningsbyggeri. Bønder, præster og købstadsfolk havde ikke råd til oven i betalingen af de ti tønder guld også at yde skatter til militæret. Så lige så stille flød broderparten af de ti tønder guld over i statskassen til dækning af de voksende forsvarsudgifter. Det hjalp ikke engang, at kongen ved sin moders død i 1631 arvede det meste af sin egen gæld. Vel slap han for at betale Sophie, men selv denne besparelse var ikke tilstrækkelig til at dække det stærkt øgede udgiftsbehov.
Når kongens erstatning efterhånden endte i statskassen, skyldtes det også, at det overskud på statsbudgettet på godt 200.000 daler årligt, der ikke havde været ualmindeligt i begyndelsen af århundredet, nu var forvandlet til et stadigt større underskud. År efter år brugte staten mere, end den fik ind. Forsvaret krævede som sagt sit, men også hofholdningen var kostbar. Det var kongen magtpåliggende, at han fortsat fremstod som en hovedrig potentat. I 1634 tillod han sig at fejre sin søns, den udvalgte prins Christians, og prinsesse Magdalena Sibyllas bryllup med en kæmpefest, der i pragt overgik alt, hvad der hidtil var set i Danmark, og hvis formål var at demonstrere over for de europæiske fyrster, at Danmark-Norges konge trods alt hørte til blandt de mægtigste.
Men mens kongen forberedte og afholdt den bryllupsfest, der skulle blæse hans ry ud over Europa, fortsatte striden mellem ham og rådet om, hvordan riget skulle forsvares og til hvilken pris. Kongen foretrak en hvervet hær, og i 1637 indvilgede rådet efter års tovtrækkeri. Men det betingede sig, at de skatter, der blev udskrevet til hærens underhold, blev administreret af adelsvalgte landkommissærer. På den måde ville rådet sikre sig, at hæren ikke blev et magtpolitisk redskab, kongen kunne bruge mod adelen eller til nye udenrigspolitiske eventyr.
For det danske folk blev den hvervede hær en dyr fornøjelse. I årene efter 1637 blev der stadigt hyppigere udskrevet stadig flere og stadig større skatter, således at skattebyrden på fem år øgedes med lidt mere end 250 procent.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.