På udkig. Scene fra et københavnsk bordel fra omkring 1900. Politiet inddelte de prostituerede i to klasser. De, der boede fast på bordellerne, og de lidt finere, som boede privat og måtte trække på gaderne. Efter et regulativ fra 1874 var der givet nøje anvisninger om, hvor i byen de måtte færdes. De måtte f.eks. ikke vise sig på Strøget, Købmagergade eller i Bredgade efter kl. 12 middag. Først fra 1894 blev der indført en lavalder på 18 år for prostitution.

.

„Aftenleg i Svanninge Bakker”, nord for Fåborg. På de mange højskoler på Fyn genoplivede man de gamle sanglege og danse, som var ved at blive glemt, men som folkemindesamlere nu registrerede. Maleren Fritz Syberg har intenst indfanget stemningen omkring de unges leg i de naturskønne omgivelser.

.

Men forfatternes billeder gengav kun en del af virkeligheden, måske kun forholdene inden for kunstnernes egne cirkler. Hvordan de var landet over, lader sig ane af den bevarede statistik. Den viser, at der fra slutningen af 1700-tallet og til midten af det følgende århundrede skete en stærk stigning i antallet af fødsler uden for ægteskab i forhold til samtlige fødsler, navnlig i København, hvor hver femte nyfødte var „uægte” mod kun hver tiende på landet.

Dog var forholdene forskellige lokalt. Når det endnu hedder sig, at de fynske piger siger: „Natten er vor egen”, så var det ikke bare en talemåde. Deres livsførelse gav sig i hvert fald udslag i usædvanlig mange uægte fødsler, navnlig på Sydfyn. Samtidens statistikere spekulerede over dette særlige fynske fænomen, og en af dem gav i 1850'erne følgende forklaring, som nok virker gammeldags romantisk i sin argumentation, men dog ender med den realistiske kendsgerning, at årsagen skal søges i de økonomiske forhold:

"Da Fyns Stift ingenlunde ellers udmærker sig ved ufordelagtige indicier med hensyn til sædelighedens tilstand, ja endogså tværtimod står særdeles gunstigt på kriminaltabellerne, så er det overraskende at se de uægte fødslers antal forholdsvis er så stort. Grunden hertil må ikke alene søges i et hos fynboerne fremherskende sanseligt og livslystens temperament, men også i andre årsager, navnlig, at der i Fyn er færre jordløse eller med ringe jordtillæg forsynede huse end i Danmarks andre landsdele, hvorved lejligheden til tidlig bosættelse formindskes."

Men forholdsvis flest uægte fødsler var der altså i København. Årsagen hertil er ikke ordentligt undersøgt, men noget kunne tyde på, at tallene forøgedes ved, at mange unge piger fra landet, der var kommet i ulykke, rejste til byen med dens anonyme tilværelse for at skjule deres skam. I virkeligheden er statistikken nok behæftet med usikkerhed, bl.a. fordi mange fodsier foregik i dølgsmål. Antallet af de såkaldt uægte fødsler var måske mange gange større, end tallene viser. Denne mørkelagte del af danmarkshistorien rummer tragedier af ubeskriveligt omfang og gru. Ud af mørket skimtes kun en enkelt statistisk kendsgerning, som understreger den sociale ulykke: dødeligheden blandt uægteskabelige spædbørn var dobbelt så høj som blandt de „ægte”.

Det må tilføjes, at det stod sløjt til herhjemme, hvad moralen angik. Danmark og Østrig delte en rekord i uægteskabelige fødsler. Ifølge statistik fra 1870'erne lå disse f.eks. i England på under det halve af Danmarks. Men definitionerne på forlovelse/ægteskab kan have været forskellige og dermed statistikkens grundlag.

En mærkelig kendsgerning er det, at andelen af fødsler uden for ægteskab kulminerede omkring 1850 og i de følgende årtier om end langsomt gik nedad fra ca. 11 procent til ca. ni procent af alle fødsler. Forklaringen må bl.a. være, at de unge piger blev bedre oplyst om metoder til at beskytte sig. Allerede fra 1850'erne udkom der – ganske vist under uigennemskuelige titler – bøger om kønsliv og konception. Meget mere afgørende blev det, at også ægtepar blev bevidste om begrebet børnebegrænsning. Af fødselsstatikken fremgår det, at der fra ca. 1870 kan konstateres en nedgang i antallet af fødsler pr. ægteskab, først i Københavns overklasse, siden også klart blandt byens arbejdere og sidst i landdistrikterne. De gifte kvinder fik deres børn i ægteskabets første år og sjældent flere efter 30-årsalderen.

Fødselsbegrænsningen, der foregik forbavsende samtidigt og parallelt i de vesteuropæiske lande, er måske et af de mest skelsættende fænomener i overgangen fra den gamle til den nye tid. Med udgangspunkt i de enkelte kvinders og mænds frie vilje skabtes en afgørende ændring i befolkningsudviklingen, den såkaldte demografiske transition. Den dannede begyndelsen til en bevidst kvindepolitik, til en opløsning af en stivnet moralkodeks og til en ny befolkningsstruktur, der for alvor slog igennem i det følgende århundrede.

En mere bevidst fødselskontrol, en lettere hverdag takket være tekniske forbedringer i husholdningen og en større selvbevidsthed hos kvinderne, alt sammen bidrog til at give dem tid og lyst til at bidrage til en forbedring af deres politiske og juridiske rettigheder. Også mændene indså nødvendigheden heraf. Uden større modstand vedtog Rigsdagens mænd love i 1857, der gav kvinderne myndighed over egne økonomiske midler. I 1899 opnåede de fuld selvstændig myndighed. Nok så vigtig var den højnelse af undervisningen af pigernes skolegang, der begyndte med Natalie Zahles virksomhed som skoleleder fra 1852. Hendes pionergerning spredtes som ringe i uddannelsessystemet. Tidligt blev to erhverv erklæret som særligt egnede for kvinder, nemlig stillingerne som lærerinde og sygeplejerske. Mulighederne udvidedes nu. I 1875 fik kvinder mulighed for adgang til universitetets uddannelser. I de første årtier var det dog yderst få, der benyttede chancen.

Langsommere gik det for kvinderne med at vinde politiske rettigheder. I 1871 stiftede Matilde Bajer og hendes mand, politikeren Fredrik Bajer, Dansk Kvindesamfund efter forbillede i andre lande. Det var dog først i firserne, da de politiske kampe også vakte kvinderne til dåd, at foreningens krav om valgret fik medvind. I denne sag som ved så mange andre reformer var det Landstinget, som forhalede udviklingen. I 1888 og to gange i halvfemserne vedtog Landstinget dagsordener, der erklærede, at „det hverken ville være i kvindernes eller i samfundets interesse” at give kvinderne valgret. Det var først et godt stykke efter 1900, det lykkedes at bryde denne konservative blokade.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De uægte børn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig