Amalienborg Slotsplads den 5. juni 1915 med nogle af deltagerne i det grundlovstog, som Dansk Kvindesamfund og forskellige stemmeretsorganisationer havde arrangeret for at takke kongen for hans underskrift på den grundlov, der nu langt om længe gav kvinderne og – mindre bemærket i samtiden – tyendet stemmeret til rigsdagsvalgene. I den sidste fase af grundlovsforhandlingerne var spørgsmålet om kvindernes valgret ikke det store stridspunkt. Men en del af disse kvinder havde oplevet en tid, hvor deres krav var blevet mødt med hån og uforstand.

.

Østre Landsret den 1. februar 1920 under den første nævningesag i Danmark. Selv om allerede grundloven af 1849 havde foreskrevet, at nævninge skulle indføres ved særlige sager, gik der nøjagtig 70 år, før dette løfte blev indfriet. Det skete med retsplejelovens ikrafttræden den 1. oktober 1919. Danmark var dermed et af de sidste lande i Europa, der indførte nævningeinstitutionen. Den første nævningesag blev rejst mod en finsk sømand, som i Nykøbing Falster havde stukket en hattemager ihjel. Nævningesalen er identisk med den midlertidige folketingssal.

.

På et tidspunkt, da forhåbningerne om en snarlig krigsafslutning fortonede sig i gastågerne på vestfronten, måtte den aldrig mundlamme socialdemokratiske ordfører Frederik Borgbjerg henført citere Brorsons „Hvad skal jeg sige, mine ord vil ikke meget sige”. Lyrikken skyldtes afslutningen på fem års seje grundlovsforhandlinger. I april 1915 blev der mellem alle fire partier indgået et forlig, der i maj blev bekræftet ved et „fredsvalg” til Folketinget. Alle medlemmer genopstillede. I de fleste kredse var der kun én kandidat, og der førtes ikke valgkamp. Det genvalgte ting vedtog herefter på ny grundlovsforslaget, og den 5. juni underskrev Christian 10. den anden junigrundlov.

Afgørende for resultatet var, at flertallet i Landstinget var skiftet i juni 1914. Under den nationalpolitiske borgfred følte de øvrige politiske partier det naturligt at inddrage Højre og de Frikonservative i forhandlingerne fra slutningen af 1914. Sammen med J. C. Christensens – efter de radikales mening – stadig mere træske konservatisme betød dette, at den nye grundlov kom til at rumme betydeligt flere konservative garantier, end de oprindelige grundlovspartier havde forestillet sig.

Det store demokratiske fremskridt var, at også kvinder og tyende fik del i den almindelige valgret, og at den kom til at gælde for begge ting. Modtagere af fattighjælp var dog fortsat forment valgret, såfremt hjælpen ikke var eftergivet eller tilbagebetalt. Valgretsalderen til Landstinget blev sat så højt som 35 år, mens den til Folketinget i løbet af en årrække skulle nedsættes til 25 år. Medlemmerne af Landstinget skulle vælges for otte år. De øvrige konservative garantier var mht. en erstatning af de kongevalgte medlemmer en bestemmelse om, at det afgående Landsting skulle vælge en fjerdedel af det nye tings 72 medlemmer. Yderligere indføjedes et krav om folkeafstemning ved fremtidige ændringer af grundloven, hvor et flertal og mindst 45 procent af samtlige vælgere skulle stemme for en ændring. Endelig var det bemærkelsesværdigt, at ingen af partierne under forhandlingerne insisterede på en grundlovsfæstede af det parlamentariske princip.

Med inddragelsen af Højre i forhandlingerne var valgmåden til Folketinget atter blevet et centralt problem. Partiet havde et vidtgående interessefællesskab med Socialdemokratiet om indførelse af forholdstalsvalg, mens Venstre fortsat søgte at fastholde så meget det kunne af fordelene ved valg i enkeltmandskredse. Resultatet blev et indviklet kompromis, der gav anledning til dramatiske stridigheder, indtil sagen løstes endeligt i 1920.

Underskrivelsen af grundloven blev landet over fejret ved moder og demonstrationer. Kvinderne, der nu endelig havde opnået formel politisk ligestilling, udgjorde her et stærkt islæt. I København gik ca. 20.000 kvinder med festklædte repræsentanter for Dansk Kvindesamfund i spidsen i procession til Amalienborg for at takke kongen for hans underskrift. Christian 10.s svar til de mange kvinder viste, at der endnu var grænser for forestillingerne om den fulde kvindefrigørelse. Kongen betonede, at kvindernes plads fortsat var i hjemmet. „Her kan kvindens indflydelse ikke erstattes, thi gennem barnets kærlighed til hjemmet vækkes kærligheden til vort fælles hjem, Danmark.”

Grundloven skulle træde i kraft et år efter vedtagelsen, men for at undgå en valgkamp under krigen udsattes dens ikrafttræden i flere omgange til april 1918. I den mellemliggende periode blev der i kvindeorganisationerne og partierne ført en heftig debat om kvindernes politiske mål og strategier. De foregående års skuffende erfaringer med kvindernes kommunale valgret skærpede debatten. Alle var enige om, at så mange kvinder som muligt skulle opstilles og vælges. Det mest radikale standpunkt var kravet om et uafhængigt kvindeparti, der havde en vis tilslutning i Dansk Kvindesamfund, mens andre fandt det uheldigt at uddybe kløften mellem kvinder og mænd ad denne vej. Afgørende blev det nok, at både socialdemokratiske og konservative kvinder afviste det selvstændige kvindeparti. Socialdemokraterne fordi det ville tilsløre, at der også mellem kvinder var klassemodsætninger, og de konservative fordi de så det som et hovedmål at bekæmpe socialisterne. Følgen var, at de politisk aktive kvinder gik ind i de eksisterende partier, som dog i de følgende år kun i meget begrænset omfang opstillede og valgte kvinder. Kvindernes valgdeltagelse kom næppe til at påvirke styrkeforholdet mellem partierne i nævneværdig grad.

Den enkeltes retssikkerhed og retssystemets udformning udgør en afgørende del af de demokratiske rettigheder. Allerede den første junigrundlov 1849 foreskrev gennemførelse af en række retsgarantier. Virkeliggørelsen var i de følgende årtier hyppigt blevet drøftet på Rigsdagen og i adskillige kommissioner, uden at det dog udmøntedes i lovinitiativer. Først i 1908 lykkedes det at gennemføre en retsplejelov, hvis ikrafttræden imidlertid blev udskudt, da den bar Albertis navn; det fandt alle for bizart. I april 1916 blev der endelig vedtaget en samlet reform af retsplejen med ikrafttrædelse i 1919.

Indholdet fulgte kravene i grundloven af 1915, hvis bestemmelser i så henseende stort set var uændrede fra 1849. Der indførtes nævningedomstole i en række straffesager, offentlighed og mundtlighed i proceduren og en adskillelse af domsmagten fra anklagemyndigheden. Den offentlige anklagemyndighed skulle herefter udøves af en rigsadvokat med bistand af et antal statsadvokater, der sammen med de lokale politimestre skulle gennemføre forundersøgelserne af sagerne. Desuden fastlagde loven appelproceduren fra underretterne til landsretter og Højesteret samt regler for vidners pligter og rettigheder.

Reformen gennemførtes i enighed mellem partierne, men fik under indtryk af krigstidens øvrige alvorlige sager ikke den opmærksomhed i offentligheden, en så skelsættende lov egentlig kunne fortjene. Zahle fandt, at det var heldigt, at han personligt var mere skeptisk over for dens betydning end de fleste jurister. „Derved sikres jeg mod svimmelhed over mit held.” Held eller ej. Den påtvungne borgfred havde sikret landet to væsentlige reformer.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den anden junigrundlov.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig