Det europæiske opgør

I vinteren 1869-70 herskede en mærkelig dyster stemning i Danmark, en følelse af uro for fremtiden ved overgangen til det nye årti. I december holdt D. G. Monrad, hjemkommet året før fra sit lange ophold på New Zealand, to foredrag på universitetet, som han siden udgav under titlen „Om politiske drømmerier”. Det var mere mareridt end drømme. Foredragene tolkede tidens bekymring for fremtiden i almindelighed og i særdeleshed for det lille Danmarks mulighed for at overleve mellem europæiske stormagter. Det var tunge tanker fremført med Monrads særlige evne til at tryllebinde sine omgivelser. Tilhørere har fortalt, hvordan sceneriet i det store, kolde auditorium på Frue Plads disse mørke vintereftermiddage forstærkede stemningen af uhygge. Lokalet var kun oplyst af nogle få stearinlys på katederet, hvorfra en stor, dansende skygge af talerens firkantede skikkelse kastedes op på bagvæggen. Monrad oprullede billedet af, hvordan nye stormagter, et samlet Tyskland under Preussens ledelse og sydpå Italien under Garibaldi, ville dominere stadigt stærkere og gøre fremtiden for små lande som Danmark usikker. Han stillede også spørgsmålet, om den danske befolkning havde tilstrækkelig karakterstyrke og nationalfølelse til at modstå kommende storme i Europa.

Siden Monrad var rejst til New Zealand, var der sket afgørende forskydninger i magtforholdene på det europæiske kontinent. Krigen mod Danmark og det efterfølgende opgør med Østrig havde givet Preussen et voldsomt overmod, hvad angik følelse af egne kræfter. Landet stod nu som Centraleuropas behersker. En lang række tyske småstater bøjede sig for Preussen. I 1867 dannedes Det tyske Forbund, og året efter sluttede Bismarck et toldforbund med de sydtyske stater Bayern og Württemberg, der ellers havde været ham fjendtligsindede.

I Danmark fulgte man med bekymring denne udvikling, men trøstede sig med, at det tyske overmod nok ville blive holdt i ave af Napoleon 3. s Frankrig, der tilsyneladende fortsat strålede af magt og rigdom. Napoleon blandede sig jævnligt i tyske anliggender, fik som tidligere nævnt indsat sin paragraf 5 i freden mellem Preussen og Østrig i 1866 om en fremtidig afstemning i Nordslesvig og viste sig også i andre sammenhænge villig til at støtte små stater som Danmark mod Preussen. Men de herhjemme, som fulgte nøjere med, indså, at Napoleons store optræden i udenrigspolitik dækkede over en stadig svækkelse af hans position i fransk indenrigspolitik. Liberale kræfter pressede ham i foråret 1870 til en forfatningsændring. Det ulmede i den franske befolknings undergrund.

I sommeren 1870 følte Bismarck sig stærk nok til at tage det store opgør med Frankrig. Han provokerede selv det brud, der førte til krigen. I hele Europa holdt man vejret i nervøs spænding på udfaldet. I Danmark var det øjeblikket, man havde set frem til siden 1864. Napoleon gik i krig, hed det sig, bl.a. for at tvinge Tyskland til at gennemføre folkeafstemningen i Nordslesvig. Nu kunne Danmark få den revanche over for Preussen, man håbede på.

I foråret 1870 var der sket et ministerskifte i København. Grev Holstein fra Holsteinborg overtog ledelsen efter grev Frijs fra Frijsenborg. Men til forskel fra før havde grev Holstein foruden gode godsejervenner optaget tre af de nationalliberale ledere, C. C. Hall, A. F. Krieger og C. E. Fenger, i regeringen. Det var især dem, politikerne fra tiden omkring nederlaget 1864, der blev begejstrede, da krigen brød ud i 1870 og ønskede, at Danmark straks sluttede sig åbenlyst til Frankrig. I Paris mærkede man de danske sympatier og sendte straks tilbud om en alliance. Den skulle forhandles af en særlig kejserlig udsending, greven af Cadore, som afrejste med skib. Spændingen i København var stor. Tietgen var straks på benene og tilbød at lægge en undersøisk telegrafledning fra Dunkerque til den danske vesterhavskyst. Gennem den kunne de franske generaler dirigere den forenede dansk-franske hær imod tyskerne. Københavns befolkning modtog greven af Cadore med begejstring, men ministrene og især udenrigsministeriets direktør, Peter Vedel, var mere skeptiske ved bekendtskabet. Greven var både hoven og uvidende. Da Vedel sagde, at en alliance med Frankrig ville sætte hele Danmarks eksistens på spil, svarede greven meget taktfuldt „Le Danemark est si peu de chose”, Danmark betyder så lidt. Men det franske tilbud var reelt nok. Frankrig ville sende et korps på 26.000 mand, der skulle landsættes på Als, og en panserflåde, der sammen med den danske marine skulle afskære de tyske østersøhavne. De jernklædte, dampdrevne krigsskibe var tidens sidste militære fornyelse.

De nationalliberale aviser i København råbte på krig i disse varme sommerdage. Men der var et flertal, som holdt igen. Et folketingsudvalg forlangte og fik en redegørelse af udenrigsministeren om forhandlingerne med Frankrig og manede regeringen til forsigtighed. Det var den første spæde begyndelse til Rigsdagens kontrol med udenrigspolitikken, spiren til det senere Udenrigspolitiske Nævn. Godsejerne i regeringen tænkte slet ikke på krig, særlig da greven af Cadore hverken virkede tillidsvækkende eller hans tilbud tillokkende. Desuden var kong Christian fra begyndelsen imod nogen tilnærmelse til Frankrig. „Hold ørerne stive,” sagde han til Krieger og de andre ministre, da Cadore forlangte et definitivt svar med det samme.

Det gjorde de. Alliancetilbuddet blev afvist, og Cadore rejste hjem netop i de samme dage, hvor de første telegrammer fra krigsskuepladsen i Frankrig indløb og afslørede begyndelsen på katastrofen: Frankrigs totale nederlag over for den preussiske krigsmaskine. Den 2. september indesluttede og fangede tyskerne ved Sedan over 100.000 franske soldater og den franske kejser selv i én eneste omgående bevægelse. Begejstringen i København blev til beskæmmet flovhed og forfærdelse. Nederlaget fra 1864 stod først nu for alvor klart for danskerne. Der faldt skæl fra manges øjne den vinter. Nederlaget var definitivt. Danmark var et lille, hjælpeløst ørige lige for næsen af Europas mest militaristiske stormagt. Fremtiden var netop så ubarmhjertig, stålgrå og uromantisk, som krigen selv. Det pralende tyske kejserrige, som udråbtes i Versailles efter sejren over Frankrig i 1871, gjorde så at sige Danmark mindre og svagere og vort mest ømtålelige problem, det dansksindede Nordslesvig, meget større.