Det uforenelige dobbeltmonarki

Den såkaldte helstat var et dobbeltmonarki, som efter nationalismens sejrsgang over Europa blev delt i to nærmest uforenelige halvdele, en dansk og en tysk. Den danske del, i 1855 ca. 1,7 mill. mennesker i kongeriget og i Nordslesvig, stod over for rundt regnet 700.000 tysksindede og tysktalende i Holsten og Lauenburg foruden i Slesvigs købstæder og sydlige landdistrikter. Den tysktalende del var materielt og økonomisk højere udviklet end den danske og var bestemt ikke blevet mere venligsindet over for styret i København efter Treårskrigen, men betragtede tværtimod med længsel det Stortyskland, der var ved at udvikle sig omkring det ekspansive Preussen i det før så splittede Tyskland. Ulykken var, at det dansk-tyske mellemværende ikke alene var nationalt, men også politisk. Den politisk aktive del af den tysksindede befolkning var i 1850'erne helt overvejende konservativ, medens liberale strømninger trods alt stadig dominerede kongeriget og navnlig dets landdistrikter. Desuden var der også økonomisk set et nationalt mellemværende. Den forholdsvis højt udviklede holstenske industri og handel længtes efter direkte kontakt med det tyske „fællesmarked”, den frihandelsaftale, kaldet Den tyske Toldforening, som de mange små tyske stater havde gennemført delvis som modtræk mod den østrigske indflydelse.

Uroen i det danske monarki kunne ikke holdes inden for de danske grænser. Holsten var jo fortsat medlem af Det tyske Forbund og kunne indklage den danske konge for Forbunds-forsamlingen i Frankfurt. Det var forbi med tolerancen mellem danske og tyske i hertugdømmerne. Den slesvig-holstenske oprørsbevægelse var slået ned, men dens stærke modstands-ånd kunne ikke kvæles. Og var danskerne på deres side netop så tolerante mod de besejrede, som de burde være? Næppe. Efter Treårskrigen foretog de danske myndigheder en uundgåelig udrensning blandt præster og embedsmænd, der havde været illoyale under krigen. Mindre heldig var man derimod med den sprogpolitik, der gennemførtes. At dansk rets- og kirkesprog fik lov til at blive dominerende i Nordslesvig, stemte med befolkningens daglige tungemål gennem århundreder. Værre var det, at den ansvarlige danske embedsmand på dette område, August Regenburg, muligvis efter direkte ønske af Frederik 7. også indførte dansk skolesprog og blandet dansktysk kirkesprog i 48 sogne i Mellemslesvig, et område med rundt regnet 80.000 indbyggere, hvoraf en del vitterligt var rent tysksprogede. Disse såkaldte sprogreskripter forgiftede den i forvejen bitre stemning i hele Slesvig og medvirkede til, at distrikter på halvøen Angel, der før havde været blandet sprogligt, nu blev rent tyske. Områdets præster og embedsmænd, mange af dem Regenburgs venner, troede, at de gjorde den danske sag en tjeneste ved at ignorere de mange klager over „tvangsfordanskning”. Trods klagerne blev intet ændret før 1864, og heri lå endnu en mulighed for Forbundsdagen til at blande sig i den danske administration ikke alene af Holsten, men også, i kraft af aftalerne 1851-52, af Slesvig, en mulighed Forbundsdagen vidste at udnytte effektivt fra 1856.

De politiske organer i hertugdømmerne var stadig de gamle stænderforsamlinger. I Holsten mødtes de som før i Itzehoe; i Slesvig var forsamlingens mødested som en del af opgøret med oprørerne blevet flyttet fra den tyskprægede by Slesvig til det dansksindede Flensborg. Nu havde forsamlingerne lovgivende magt for lokale sager. For de fælles anliggender, militær, finanser og udenrigspolitik, var magten som tidligere nævnt ved en forfatning fra 1855 lagt i hænderne på Rigsrådet i København, dobbeltsproget, men med dansk flertal. Denne ordning, hvor nationale og politiske interesser krydsedes, kom til veje med stort besvær. Men regeringen undlod at søge den godkendt af de holstenske stænder. Man vidste på forhånd, at den ville blive forkastet.

Dermed havde man spillet gående: stænderforsamlingen i Itzehoe klagede til de tyske magter, som – nu hvor Danmark på grund af Krimkrigen ikke havde stormagternes beskyttelse – kunne tillade sig at være aggressive. I de følgende år blev skiftende danske regeringer trukket rundt i manegen. I 1857 stillede de tyske magter Danmark et ultimatum: fællesforfatningen skulle inden tre uger forelægges Holstens stænderforsamling, der som ventet afviste loven som stridende mod aftalerne 1851-52. Da Danmark tøvede med at ændre fællesforfatningen, blev sagen i 1858 indbragt i Forbundsdagen i Frankfurt af Holsten. Her ønskede mange af medlemsstaterne, blandt andet Preussen, at sagen blev holdt flydende, så dette ømtålelige nordtyske problem måske siden kunne udnyttes til egen fordel. Forbundsdagen besluttede da, at Danmark inden seks uger skulle meddele, hvordan det ville ordne sit forhold til Holsten og Lauenburg, når fællesforfatningen nu var erklæret ulovlig. Hvis der ikke forelå et tilfredsstillende svar inden fristens udløb, ville de tyske magter skride til eksekution, dvs. militær besættelse af Holsten, måske også af Slesvig.

Dette krav skabte selvfølgelig panik i den danske regering, som med rette følte sig stillet med ryggen mod muren. Man måtte give efter: fællesforfatningen blev midlertidigt sat ud af kraft i november 1858. Dette var ikke Forbundsdagen nok. Forfatningen skulle, krævede man, helt afskaffes, når Holsten ikke ville have den. Danmark stod derefter i den situation, at helstatsordningen, som var grundlaget for freden efter Treårskrigen, nu var annulleret. At få en ny fællesforfatning stablet på benene kunne næppe tænkes efter det utrolige politiske besvær, det i 1853-55 havde kostet at få den gennemført i Rigsdagen; men især fordi man i København vidste, at Holstens stænderforsamling og formodentlig også flertallet af Slesvigs kun var ude på at sabotere ethvert samarbejde med danskerne. Det tyske flertal i hertugdømmerne ville kunne fortsætte med obstruktionen, indtil en løsrivelse fra Danmark var en realitet. Hvor længe skulle regeringen i København give efter?