Fæ

Folk og fæ er mennesker og dyr. Selv om vendingen nu er næsten forældet, er det dog en yngre betydning af „fæ” – og betydningen fjols er endnu yngre. Oprindelig betød „fæ” gods; danefæ er død mands gods; liggende fæ er døde ting, jord og løsøre; kvik fæ er levende fæ, især kvæg. Hvis fæ lægges sammen i et „fæ-lag” opstår et fællig.

De vigtigste former for fæ i landslovene er bondens jord, huse, heste og kreaturer. Om løsøre i husene, redskaber, klæder, våben og smykker osv. tales kun enkelte steder, så uden arkæologernes bidrag af fund ville vort kendskab til tidens materielle kultur være spredt og tilfældigt. Omvendt får vi igennem lovene et ganske godt indtryk af landsbyens indretning og jord- og dyrkningsfællesskabet – og de konflikter, der opstod, og som skulle løses ved lov og dom.

Vi er tidligere stødt på bolet, bolgården eller boligen, som omtaltes i Knud den Helliges gavebrev. Her stod bønder som besiddere af gårde – på et halvt, et helt, to, to et halvt, tre, fire, fire et halvt, fem og fem et halvt bol. Disse gårdstørrelser må være fremkommet ved, at nogle oprindelige bolgårde er blevet delt eller sammenlagt. Hermed stemmer det, at Anders Sunesen forklarer, at rebning, dvs. anvendelse af opmålingsrebet, bør finde sted, hvis nogen beskyldes for at have tilegnet sig noget ud over „den sjetting eller treding eller fjerding eller halvdel eller de tre fjerdinge eller en anden sådan anpart, han har”. Bolene deles således efter meget simple talforhold. Nogle gårde rådede over flere bol, andre havde kun anparter af et enkelt bol: „De mænd, som er sammen i bol, kan lige så vel udligne med hinanden, efter at der er sået, som før …” Som fordelingsnøgle vedrørende goder og byrder var bolet en størrelse, som i den enkelte landsby var afhængig af landsbyens samlede jordtilliggende. Dermed er både boltal og bolstørrelser forskellige fra landsby til landsby.

Fra det tidspunkt bolene blev brugt til beregning af ledingspligt og skatter, låses de fast i størrelse; bønderne ønskede ikke øgede byrder, når antallet af gårde steg på grund af arvedelinger og øget folketal. Derfor deles bolene. Omvendt kan en gård ved arv eller tilkøb blive på flere bol.

Anders Sunesen forklarer, at enhver ulovlig indtagelse af fælles arealer i landsbyen skal føres tilbage ved lighedsmålerebet. Ved opmåling med dette inddeles hele landsbyen i lige store lodder, som på modersmålet hedder bol, på latin mansus, hvorved gårdenes tofter tildeles jord i bymarken i forhold til deres størrelse. Dette forhold imellem hustoften og jorden sammenligner Anders Sunesen med hovedet og lemmerne. Da gårdens andel i bymarken er afhængig af hustoftens størrelse, er denne afgørende for påligning af leding, inne (arbejdsydelser og underhold for kongen) og stud, en skat i korn.

Den omstændighed, at bymarken dyrkedes i fællesskab, var ikke til hinder for, at de enkelte gårdes andele kunne påvises. Bymarken var opdelt i et stort antal smalle jordstrimler, agre, der var fordelt imellem gårdene efter visse principper: først inddeltes bymarken i stykker af samme bonitet, de såkaldte åse. Derefter blev hver enkelt ås fordelt imellem gårdene, hvorfor hver gård fik agre mange forskellige steder.

Et sådant system afføder mange konflikter. Om uenighed i en by eller et bol siger Jydske Lov: „En mand, der siger, at han har mindre af bolet, end der tilkommer ham, bringer hele bolet til rebning. Men er et bol uenigt med et andet bol, bringes hele byen til rebning.” Helst ser loven, at alle enes om udligningen, så ingen tvinges eller forurettes: „Da er det godt skiftet, når hver mand kan nyde sin ret” dvs. at alle skal have del i jord af lige god kvalitet, men alle skal ikke have lige meget.

Men går det hele i hårdknude, „skal ethvert bol rebes, som det tidligere lå efter solen”. Man falder tilbage på solskifte, dvs. at agrenes rækkefølge i åsen blev bestemt af de oprindelige bolgårdes placering i landsbyen „med solen”: fra øst over syd til vest og nord.

Skånske Lov røber usikkerhed og tvivl med hensyn til retstilstanden, når en bonde sælger ud af sin markjord. Handel med jord – og vel også gaver til kirken – synes at være blevet mere almindelig. Lovens problem affødes af forskydningen i forholdet imellem hustoft og agerjord. Skal en bonde, der kun har sin hustoft tilbage, svare fulde skatter? Er salg af markjord overhovedet lovligt? Ifølge Anders Sunesen blev det reglen, at den, der havde haft tre afgrøder af jorden, fik ret til at bevise, at den var lovligt erhvervet. Men fortsat kunne ingen undslå sig for rebning. Solgt eller bortgivet jord rebes sammen med den gårds jord, den kom fra.

At den enkelte skulle have sin retmæssige andel af den afgrøde, der er høstet i fællesskab, er nemmere sagt end gennemført. Men længe inden høsten var afgrøderne truet på mange måder. Misvækst og marktyverier var nogle, kvæg og svin på afveje var andre. Byhyrden med sin hund og solide gærder skulle værne kornet, men markskader forekom hyppigt. Løsgående kreaturer måtte indtages og beholdes, indtil skaden blev betalt.

Vilde dyr regnedes ikke til begrebet fæ, i hvert fald ikke i fri tilstand. Men opføder nogen vilde dyr, bjørn, ulv eller vildsvin, eller vilde fugle af grum natur, som ørne, skal der bødes for den skade, de forvolder. Opføder man dyr eller fugle, der er af blid natur, såsom hjort eller høg, og de dræber en mand, bødes tre mark. Ifølge Slesvig stadsret skal den, der tæmmer et vildt dyr, f.eks. en løve, bjørn, abe eller lignende, betale mandebod, hvis nogen dræbes. Om hundehold siger Eriks sjællandske Lov: „Sker det således, at en mands hund bliver gal og bider enten folk eller fæ, skal der bødes – seks øre. Hvis omvendt en mand dræberen hund, kosteren skødehund seks øre, en mynde en halv mark.”

Om rævejagt med hunde taler Skånske Lov. Ræven kan forfølges og graves ud endog på fremmed grund. Men rævegraven skal dækkes til igen. I øvrigt skal man hæfte for alle snarer og fælder, som sættes for dyr og fugle i skoven. Høge var eftertragtede til jagtbrug. Fandt en mand en rede med høge i en andens skov, måtte han ikke fælde træet, men måtte gerne fjerne dem uden skade. Fandt en mand bier, skulle han sætte sit mærke på træet og afvente dets fældning. Lovenes regler om ret til bisværme er utroligt detaljerede for uden bier ingen honning, som var det eneste sødemiddel og dermed betingelsen for at lave mjød. I anden mands skov måtte man samle så mange nødder, som man kunne spise der eller føre bort i hat og handsker. Men bar man bort i barm og kjortelflig, kostede det bøde.

Også havet supplerede markens afgrøde: „Alle fisk, hvad enten de er døde eller levende, der tilfældigvis driver op på land, tilfalder dem, der tager dem med”, med undtagelse af stør og hval, som kaldes vrag og derfor tilfalder kongen. Støren kaldes en kostelig fisk, så finderen får betaling, og af hvalen må finderen tage så stor en byrde, som han selv eller hans hest eller hans båd – op til et seksåres skib – kan bære. Foruden hvalen nævnes en for os ukendt „løft”, muligvis en hvalart. Men fisk, som en mand kan bære, såsom marsvin eller sæl, er ikke vrag, siger Jydske Lov.

Hvad endelig angår fæ i betydningen løsøre, er allerede nævnt de sædvanlige varer, som var genstand for torvehandel, tilskåret klæde, skæftet økse, sværd med rem osv. Om ordet „stang” siger Anders Sunesen, at det i loven omfatter kæp, stok, spydskaft, øksehammer, kølle og sværd i skede. Så bøden for slag med stang omfatter også disse genstande. Skibe, bortset fra ledingsskibe, optræder i lovene mest som vrag. Vogne brugte bonden i mark og skov. „Går en mands vognaksel itu i en indhegnet skov, kan han hugge så mange aksler, som går itu for ham der.” En enkelt personvogn optræder i Jydske Lov: „Men røver en mand bondens vogn, som hans hustru sidder i, da er det fuldt hærværk.”

I Anders Sunesens skabelsesværk hedder det om tilstanden før syndefaldet: „Ej var der forskel på dit og på mit, da jo alting var fælles. Ejendomsretten er menneskets synd, som det øved' mod jorden.”

Til dette må bemærkes, at Anders Sunesen i sin lovkommentar faktisk beskriver bondens adkomst til jorden, ikke som ejendomsret, men blot som et besiddelsesforhold med ret til brug og nytte. Han bruger kun helt undtagelsesvis udtrykket ejendomsret, som da også er misvisende, når talen er om landsbyens fællesjord. Det samme gælder inden for fælliget i husstanden. Den enkeltes andel viser sig først ved udskiftning eller på dødsboskifte, hvis arvingerne da overhovedet vælger at skifte, hvad ingen udenforstående kunne blande sig i. Men en kiste med lås til opbevaring af personlige ting har de fleste haft, for det var tidens eneste gemmemøbler.

Af indbo i huset var der ikke meget i ældre middelalder, og af møbler er kun få stumper bevaret. Men skriftlige kilder fortæller dog om bænke, skamler og borde, og billeder, især kalkmalerier, viser disse møbler. En lovtekst taler om at bruge bord og dug. Bænken har vel stået langs væggen, så man var vendt imod ildstedet i husets midte; ved at holde bordsiden imod rummet fri lettedes servering og man fik varme og lys fra ildstedet. Men lyset var sparsomt inden døre. Nok kom vinduesglasset hertil med kristendommen, men det var længe forbeholdt kirker, som blev udstyret med kostbare, farvestrålende glasmosaikker, samt konge- og bispeborge, hvoraf flere havde små glasvinduer. I bondens hus kom lyset ind ad glughuller uden glas, som kunne lukkes med en lem, og fra røghullet, lyren, i tagryggen over ildstedet. Efter solnedgang spredtes mørket i rummet af det flakkende skær fra ilden og fra olie- og tranlamper, som dukker hyppigere op i fundene efter vikingetidens slutning. Fund af lysestager af metal og brændt ler viser brug af vokslys. Til brug i kirken kunne olielampen være monumentalt udhugget i granit med flere små gruber til olie i en vandret øverste flade. I bondens og borgerens hus brugtes en lille natursten med en skålformet fordybning til olie eller tran, som antændtes af en løstliggende væge. Ild fik man på den gamle facon ved at slå stål, et ildstål, imod flint.

Huset gav beboerne værn og husly – og her indtog man i fællesskab måltiderne. Skånske Lov bruger et par steder om det daglige forbrug i husholdningen udtrykket „på bord og delebræt”. Ved bordet stod husmoderen med husets nøgler ved bæltet, og på delebrættet blev måltidet af hende fordelt med en portion til hver.

Huset gav tryghed. Krænkelse af husfreden ved utilladt indtrængen var ensbetydende med det grove fredsbrud hærværk. Derfor forklarer Jydske Lov, hvad der forstås ved et hus – ud over det selvfølgelige, bondens gård, hvor lader og stalde nu er særlige huse, opført af tømmer, lerklining og strå: „Hvor som helst en mand rejser en bod enten af tæpper eller ved gravning eller opfører en risbod og selv er draget derind med sine ejendele, dér kan man øve hærværk imod ham som i hans eget hus.”

Vort kendskab til ældre middelalders dragter er sparsomt. Kun få tekstilrester er bevaret og kirkernes kalkmalerier gengiver kun sjældent bonden i arbejdstøjet. Kvinderne synes at have båret en lang klædning af linned eller uld, mændene var iført bukser og en trøje, om livet et bælte. Som overtøj en kofte eller kappe, som blev lukket ved skulderen. Pelsværk og støvler var for de rige og for de rejsende på hesteryg. Sko er fundet i mange former og varianter. Standsforskelle prægede i stigende grad påklædningen. Mødet på korstogene med Orienten betød, at fine, nye stoffer blev kendt og brugt i Vesteuropa. I Danmark var sådan luksus forbeholdt de rigeste. Om de andre hedder det i en vise fra 1200-tallet: „Drømte mig en drøm i nat, om silke og dejlig fløjl.”