Folkestrejken

Juni 1944 blev en af besættelsestidens mest urolige måneder. Invasionen i Normandiet og russernes storoffensiv på Østfronten gjorde tyskerne i Danmark aggressive, men danskerne opstemte. BOPA sprængte Riffelsyndikatet i luften, og da københavnerne åbenlyst bifaldt aktionen, blev otte modstandsmænd henrettet og Tivoli, Studentergaarden og Den kongelige Porcelainsfabrik schalburgteret. Den 25. juni beordrede Best udgangsforbud mellem kl. 20 og 5.

Reaktionen blev en arbejdsnedlæggelse på Burmeister & Wain. Arbejderne hævdede, at de måtte gå tidligt hjem for at kunne komme ud og passe deres livsvigtige kolonihaver inden spærretiden. I stedet samledes Københavns befolkning i gaderne, hvor de tirrede tyskerne med bål, barrikader og sammenstimlen. Tyskerne svarede med at skyde på mængden, og mange blev dræbt. Den 29. juni henrettedes otte medlemmer af Hvidstengruppen, hvis leder var kroejer Marius Fiil. Seks andre fik strenge tugthusstraffe. Københavnerne gik i baglås, og da spærretiden blev lempet, fik det ingen betydning. Strejkerne bredte sig til både samfærdsel, kontorer, fabrikker og butikker. Kun gas, vand og el blev undtaget. Byen gjorde revolte. De tre øverste tyske ledere, Best, von Hanneken og Pancke, erklærede da den 1. juli hovedstaden i belejringstilstand og lagde store troppestyrker som en ring uden om hovedstaden. Der blev lukket for vand, gas og el.

Tyskerne krævede nu under trussel om at bombardere byen, at de danske myndigheder greb ind. I denne situation tog departementschefernes førstemand, Nils Svenningsen, initiativet til en række forhandlinger med repræsentanter for politikerne, bystyret og fagbevægelsen. De enedes om en offentlig udtalelse, hvori man af hensyn til befolkningens tarv henstillede at standse strejkerne. Men Frihedsrådet opfordrede til at fortsætte, og Werner Best fandt udtalelsen polemisk over for tyskerne. Således stod sagen den 1. juli. Alene denne dag var 23 blevet dræbt og 203 såret. I forståelse med Vilh. Buhl henvendte de to socialdemokratiske politikere Hans Hedtoft og H. C. Hansen sig til den tyske diplomat Duckwitz, der fik Best ned på jorden, utvivlsomt fordi han erkendte, at et militært angreb på København ville reducere hans indflydelse endnu mere. En enkelt ændring i det danske opråb fik ham den 2. juli til at genåbne de kommunale værker.

Imidlertid fortsatte strejkerne, og en katastrofe kunne forudses. I denne situation lykkedes det departementschef H. H. Koch at få kontakt med Frihedsrådet og opnå dets medvirken til at standse strejkerne på den betingelse, at Schalburgkorpset og tysk militær blev holdt inde på deres forlægninger, hvad Werner Best havde accepteret. Den 3. om aftenen appellerede Vilh. Buhl og andre fremtrædende politikere atter til Københavns befolkning om at genoptage arbejdet, men først da Frihedsrådet næste morgen i en proklamation sluttede sig hertil, kom arbejdet i gang. Da var over 100 blevet dræbt og mere end 600 såret.

Folkestrejken var besættelsestidens største enkeltkonfrontation og på trods af ofrene må den karakteriseres som en dansk sejr. Bagefter sloges Frihedsrådet og politikerne om æren for denne sejr, men det var Frihedsrådets krav og strejkens fortsættelse mandag den 3. juli samt de begyndendesympatistrejker i provinsen, der fik tyskerne i bevægelse. Parterne erkendte, at de havde brug for hinanden, hvilket førte frem til et kommende samarbejde.