Fortidens skygge

Opstandelsen over Oluf Rosenkrantz' angreb på det nye enevoldsstyre faldt sammen med en i hvert fald efter regeringens mening langt farligere trussel.

I 1651 havde Frederik 3. fældet Corfitz Ulfeldt, der sammen med Leonora Christina var flygtet til Sverige. Herfra havde de søgt at hidse den svenske regering til krig mod Danmark. Men Frederik 3. gjorde arbejdet for dem, og Ulfeldt ilede med at gå i Karl Gustavs tjeneste. Meget tyder på, at han var utilfreds med, at den svenske konge standsede uden for København og ikke erobrede hele Danmark. I et brev til Leonora Christina skrev den aldrende Kirsten Munk – i kode – at hun også frygtede en fredsslutning, så hun skulle leve videre under det danske „forbandede regimente”.

Men Karl Gustav sluttede i første omgang fred med Danmark. Corfitz Ulfeldt blev således ikke svensk statholder i Danmark, men ved Roskilde-freden i 1658, som han selv var med til at gennemtrumfe som svensk forhandler, fik han alle sine godser og len igen. Han fik løfte om „fuld fyldestgørelse og erstatning for al lidt skade”, og Leonora Christina fik den grevindetitel igen, som Frederik 3. havde frataget hende. Men Ulfeldt måtte give afkald på generhvervelsen af rigshofmesterposten.

Ulfeldt søgte nu at gøre karriere i det svenske. Han købte godser og fik len i Blekinge og udnævntes af Karl Gustav til at være en af de tre kommissærer, der skulle sørge for, at de skånske stænder aflagde ed til den svenske konge. Men adel forpligter. Ulfeldt var utilfreds med, at den skånske adel og dermed han selv ikke bevarede de privilegier, adelen var vant til at have i den danske tid. Den skulle blandt andet stille soldater og betale told. Desuden havde Ulfeldt af Karl Gustav fået løfte om et fornemt embede, men udnævnelsen lod vente på sig.

Så genoptog Sverige krigen mod Danmark. Det bekom ikke Ulfeldt vel. Tabte svenskerne krigen, ville han miste alt det, han havde fået ved freden i 1658. Da skete det, at nogle borgere i Malmø, opmuntret af Københavns udholdenhed under den svenske belejring, svor sig sammen om at befri deres by. Men komplottet blev afsløret, og under retssagen mod de implicerede hævdede flere af dem, at de var i ledtog med Ulfeldt, og at denne i øvrigt havde røbet Karl Gustavs plan om at storme København i februar 1659 til dem, så de kunne viderebringe den til den danske konge.

Karl Gustav reagerede med at sætte Ulfeldt i husarrest. Det hjalp ikke denne, at han kaldte det hele for nogle forbryderiske kumpaners infame opspind. I december 1659 erklærede en kommissionsdomstol, der undersøgte hans sag, at han havde gjort sig skyldig i højforræderi. Men eftersom Ulfeldt lå alvorligt syg, ventede man med at afsige dommen. Før det kom så vidt, var Karl Gustav død og freden i København undertegnet. Stærke kræfter virkede nu for at få løst Ulfeldt-sagen, så den svenske regering ikke fik blåt blod på hænderne umiddelbart efter fredsslutningen, og Ulfeldt blev da også løsladt på den betingelse, at han i al fremtid ville opføre sig som en tro svensk undersåt.

Men før Ulfeldt fik den besked, var han stukket af til Danmark, forklædt som præst. Frederik 3. agtede imidlertid ikke at tilgive sin gamle fjende, men spærrede ham i stedet inde på Hammershus fæstning sammen med Leonora Christina, der var rejst til København for at slutte sig til sin mand. Efter mere end et års fangenskab var parret gjort så møre, at de gav afkald på det meste af deres danske gods og alle de rettigheder, de havde fået ved den første fredsslutning, og som ikke var blevet ophævet ved den anden. De måtte desuden forpligte sig til at opholde sig dér, hvor kongen besluttede, de skulle bo, ikke besøge Sjælland, ikke komme ved hoffet og ikke forlade riget uden kongens samtykke. Og Leonora Christina måtte for anden gang slippe sin grevindetitel.

Ulfeldt blev bragt fra Bornholm til København, hvor han den 21. december 1661 knælende og edeligen lovede kongen at tjene denne, som det sig en „ærlig arveundersåt vel egner og anstår”. Men før Ulfeldt-parret rejste videre til Fyn, hvor de skulle bo på Ellensborg, Leonora Christinas mormor Ellen Marsvins herregård, sendte Corfitz Ulfeldt kongen et brev, der indeholdt beskrivelsen af en opfindelse, han selv havde gjort, og som han bad kongen holde hemmelig. Opfindelsen gik ud på, at man kunne sætte en fjendtlig flåde, der lå i havn, i brand, hvis man i havnemundingen hældte en større mængde tran og tjære på vandet og tændte ild til den. Så ville de fjendtlige skibe bryde i brand, mens éns egne ikke risikerede noget. Corfitz Ulfeldt betroede kongen, at han også havde andre gode forslag at stille ham.