Fra top til bund i købstaden

I sin gennemgang af Thisted bys situation i 1802 opregner Knud Aagaard de stedlige embedsmænd. Der var amtmand og amtsforvalter i spidsen for administrationen af Thisted amt. Byen blev styret af en byfoged og en byskriver. Der var en toldinspektør og dennes kasserer, en apoteker og en læge, og gejstligheden var repræsenteret ved sognepræsten og en kapellan.

Embedsmændene og deres familier var de førende i købstadslivet. De udgjorde den sociale og selskabelige top, og de gik i spidsen ved oprettelsen af tidens mange økonomiske selskaber. Da de første sparekasser blev etableret i de jyske købstæder i 1820'rne, var fire ud af fem stiftere embedsmænd.

Adskillige større byer havde garnison, som betød et tilskud af officerer og soldater. Odense havde således stationeret såvel fodfolk som rytteri, og i alt henved en fjerdedel af byens husstande hentede deres udkomme hos det offentlige.

Heraf tilhørte naturligvis kun de få byens førende kredse omkring stiftamtmand, biskop og den øverstbefalende. Underofficerer, menige soldater og det stigende antal bestillingsmænd som kontorpersonale, betjente, lærere og lignende delte kår med byens jævne befolkning.

Embedsmændene styrede købstæderne. Borgerne var indrømmet en vis medbestemmelse gennem de såkaldte „eligerede mænd”, oftest fire. Efter 1797 blev de valgt af de mænd, der havde taget borgerskab i byen som næringsdrivende. Det var godt ti procent af indbyggerne.

Tidligere havde kredsen været mere begrænset og væsentligst omfattet købmændene. Den almindelige reformlovgivning sidst i 1700-tallet indførte en række kommissioner – fra 1798 således havnekommissioner – hvis medlemmer blev udpeget blandt byens borgere.

Andre af byens borgere kunne beklæde hverv som postmester, kæmner eller som befalingsmand i de borgervæbninger, der over hele landet blev nyorganiseret i 1801. Borgerne var ikke værnepligtige som bondestanden, men fra gammel tid kunne våbendygtige mænd fra byerne mobiliseres til forsvar for deres by. Tilsvarende fandtes der normalt et brandkorps, hvis medlemmer var udskrevet blandt borgerne.

Ved siden af de højere embedsmænd var købmændene socialt det øverste lag. Den typiske provinskøbmand fra 1800-tallets begyndelse var på én gang reder, grossist og detailhandler. I 1806 havde Grenå seks købmænd, af hvilke den ene ejede et skib alene, de øvrige fem var i interessentskab om et andet. Skibene gik i regelen fire rejser til Norge og to til København hvert år.

Til Norge solgte man korn, malt og kød, og derfra hentede man træ og jern. Til hovedstaden sendte købmændene brænde og kød, og her indkøbte de alle øvrige handelsvarer. Grenås handel med oplandet bestod i tømmer, jern, brændevin „og hvad andre handelsvarer, der for landmanden kan være fornøden”, mens landboerne solgte korn, kreaturer og brænde til byens købmænd.

Forholdene var her som de fleste steder små, og der blev stadig klaget over de lokale købmænds mangel på kapital og driftighed tillige med dårlige havneforhold og mangelen på fabrikker til forarbejdning af stedets produkter.

Større format var der over købmandsstanden i Randers. Her var der i de samme år 56 købmænd, der drev handel på Vestindien, Middelhavet, Østersøen, Sverige, Norge og Island. Fra Randers udførtes korn, brændevin, saltet kød, tekstilvarer, uld, skind, smør og andre forarbejdede landbrugsprodukter. Byens opland strakte sig langt op i Himmerland og ind mod hedestrækningerne i Midtjylland.

Flertallet af borgerne i købstæderne var håndværkere.

Feldberederen fremstillede læder, og byens mange tømrere udøvede også snedkerfaget. Foruden de 13 kvinder, der vævede linned, var der efter Aagaards optælling seks andre koner, der syede for folk.

Fordelingen var den samme i de øvrige mindre købstæder. De mest talstærke håndværk var de samme, som man fandt på landet, og der var kun få udøvere af de fag, der producerede luksusvarer til byens og oplandets velhavere.

Forholdene var små – værksted og butik var ikke adskilte – og udenfor angav skiltet med fagets traditionelle symbol, at her fandt kunderne det pågældende erhverv. Håndværkerne i de mindre byer havde få medarbejdere, og svende og lærlinge var ofte familiemedlemmer.

Håndværksfagene var formelt organiseret i lav. Men lavene eksisterede kun i de større bysamfund og kun i fag, hvor der var et vist antal mestre. I Århus var 40 forskellige håndværk repræsenterede, men ved begyndelsen af 1800-tallet kun 14 lav foruden nogle særlige svendelav. Fra Grenå, der havde omtrent samme antal håndværkere som Thisted, hed det i en indberetning fra 1806: „Håndværkslav haves ikke her i byen.”

Håndværkerne var borgere i deres by og kunne vælges til eligerede mænd og få sæde i de kommunale kommissioner. På linie med dem stod socialt og økonomisk erhverv som skipper, der ofte tillige var reder, og gæstgiver, som hyppigt forenede salget af brændevin med fremstillingen af samme produkt.

Under håndværkerne fandtes købstædernes egentlige underklasse. Den omfattede tyende af alle slags. Grænserne var flydende, for svende og i hvert fald læredrenge hørte normalt til mesterens husholdning. En stor gruppe var daglejere, der tog arbejde, hvor der var beskæftigelse at få, i værkstederne, på havnen eller ved de få fabrikker, der fandtes i de større købstæder. Der var søfolk og fiskere samt aftakkede soldater, der til de etablerede håndværkeres stadige forbitrelse ofte levede af fusk.

Enker efter købmænd og håndværkere kunne forestå forretning eller værksted og i mange henseender fortsat regnes efter mandens status i byens liv. Men de selverhvervende kvinder hørte ellers hjemme nederst på den sociale rangstige.

Det var købekoner, der varetog en del af byens detailhandel, koner, der som H. C. Andersens mor gik ud og vaskede for folk, og selv om pastor Aagaard regnede væverske og syerske med blandt håndværkerne – „professionalisterne” med datidens udtryk – så var der både socialt og økonomisk en afstand mellem disse kvinder og håndværkerne i byen. De ernærede sig kummerligt ved deres beskæftigelse, og de var udelukket fra den adgang til at blive borger i købstaden, der tilkom håndværksmesteren.

For byens underklasse gjaldt det, at tyende og medhjælpere, der boede hos arbejdsgiveren, dog var sikret kost, husly og som regel også tøj på kroppen. De var så i deres daglige tilværelse underkastet husbondens myndighed, og de kunne ikke i deres tjenesteforhold stifte familie. Men man havde det daglige brød.

For byernes øvrige småkårsfolk har tilværelsen været en stadig kamp for at skaffe sig tag over hovedet, noget at spise, klæder og varme i den kolde årstid. Man levede på eksistensminimum, og alderdom, sygelighed eller arbejdsløshed betød uvægerligt direkte nød.

Knud Aagaard noterer, at Thisted havde et lille hospital, der underholdt 12 fattige lemmer – otte havde bolig, mens fire blot fik understøttelse af hospitalets midler. Endnu et par legater i byen var stiftet til forsørgelse af de fattige. Når købmænd og håndværkere ikke længere kunne ernære sig selv, skulle forretningen, slægten eller for håndværkernes vedkommende lavet træde til. Hvis det altså var der.

Og embedsmænd og deres koner kunne ansøge den nådige Majestæt om pension. I 1803 blev fattigvæsenet i købstæderne lovreguleret, og der blev skabt et nødtørftigt forsørgelsessystem for den dårligst stillede del af bybefolkningen.

Omkring år 1800 kan man gå ud fra, at ca. ti procent af købstadsbefolkningen levede under nogenlunde trygge økonomiske kår og med en sikret social position. Håndværkerne og ligestillede har med ca. 50 procent udgjort en gruppe, der har kunnet opretholde en rimelig levestandard efter tidens fordringer og har haft en vis betrygget stilling i samfundet. For den resterende del af indbyggerne var der kun ringe social sikkerhed, og tilværelsen har for dem været en daglig kamp for udkommet.