Sideløbende med forsvarsforhandlingerne i de første måneder af 1937 gik en række udenrigspolitiske overvejelser. Staunings ængstelse for Tysklands hensigter voksede. Ved Sveriges og Norges negative indstilling, senest bekræftet i juli 1936 og januar 1937, var der lukket af for enhver tanke om et nordisk samarbejde, men samtidig rumledes der i konservative svenske dagblade om Danmarks manglende vilje og evne til at forsvare, hvad man betegnede som hele Nordens sydgrænse.
Da Stauning i marts 1937 skulle holde tale i Lund i Sverige, besluttede han sig for at sige fra over for, hvad han fandt var hykleri, og samtidig berolige Tyskland. Talen blev hurtigt kaldt lænkehundstalen, fordi Stauning uden formildende ordvalg eller tonefald erklærede, at Danmark ikke havde „fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne”. Der var andet at tage hensyn til end Norden, når man skulle bedømme Danmarks militærpolitik, og et nordisk forsvarsforbund var en utopi. Hermed havde Stauning sat de svenske konservative på plads. I Tyskland registreredes talen positivt.
I de nordiske medier og i det danske Folketing blev Stauning angrebet for talen af oppositionen. I formen var den stødende, men indholdet var sandt. Staunings tiltagende træthed registreres i hans svar: „Gennem hele mit liv har jeg været beskyldt for at høre til dem, der udspreder ondskab og had; jeg må sige, der har aldrig været så meget had i mit liv, som der er udøst over for mig i de sidste ti dage.”
Udenrigsminister Munch var ikke orienteret om talen i Lund og ej heller om Staunings efterfølgende forsøg på at sondere englændernes holdning til Danmarks sikkerhedsproblemer.
Dette initiativ var direkte mod Munchs intentioner. Det blev taget i april 1937 under en rejse til London. Stauning kunne ikke affinde sig med Danmarks isolerede stilling, og han bragte derfor det dansk-tyske forhold på bane over for den engelske udenrigsminister Anthony Eden, der dog skyndsomt afbrød Stauning med en taksigelse for, at han ikke bad om løfter om engelsk hjælp, ligesom han erklærede, at fremtiden lå i Guds hånd. Forsvarsordningen af 1937 opfattedes i England som en tilkendegivelse af manglende vilje til selvhjælp, men Englands holdning var først og fremmest dikteret af overordnede storpolitiske hensyn. Nogen klar linie i forholdet til Danmark havde den engelske regering ikke anlagt på dette tidspunkt. Dette havde man ikke rede på i den danske regering, hvor man drog den slutning, at hjælp ikke kunne erholdes fra England.
Skuffet over sin samtale med Eden og dens tilsyneladende negative resultat søgte Stauning nu beroligelse på anden måde. Han spurgte i juli 1937 den tyske gesandt i København Cecil von Renthe-Fink, om Tyskland ikke kunne tænke sig at afgive en ikke-angrebserklæring. Men Renthe-Fink afviste ham. Der kunne ikke for tyskerne være nogen tilskyndelse til at give Danmark offentlige venskabsbeviser, så længe man efter deres opfattelse ikke behandlede det tyske mindretal ordentligt. Som P. Munch forudså, havde Stauning ved sine udenrigspolitiske initiativer kun opnået at få fastslået Danmarks venneløshed.
Den verdenspolitiske uro fortsatte. I marts 1938 skete „Anschluss”, Østrigs mere eller mindre frivillige tilslutning til Tyskland. Det var en begivenhed, der i Danmark kunne fremkalde bange anelser med hensyn til Sønderjylland. I den socialdemokratiske presse lagde Stauning op til, at materielanskaffelserne til forsvaret burde fremskyndes, og Vilhelm Buhl, der i 1937 var blevet finansminister, fremsatte i april 1938 lovforslaget om et indenlandsk statslån på 50 mill. kr., der skulle bruges hertil og til beredskabslagre af kul, jern, olie m.v.
Da situationen i september 1938 skærpedes ved Tysklands aggressive holdning mod Tjekkoslovakiet, besluttede regeringen at foretage nogle ret beskedne beredskabsforanstaltninger og forberede andre. Mange ventede krig. I københavnske kirker holdtes andagter med bøn for freden. Krigen udeblev, da vestmagterne i München kapitulerede over for Hitlers krav om indlemmelse af Sudeterlandet i håbet om, at dette med den britiske premierminister Neville Chamberlains bibelcitat ville betyde „fred i vor tid”. Det viste sig hurtigt at være en illusion.
I marts 1939 gjorde Tyskland i modstrid med Münchenaftalerne en ende på Tjekkoslovakiet ved at okkupere resten af dette rige. Det tvang England til at revidere sin europæiske politik. Derunder overvejede man, om man i forbindelse med en aftale med Polen skulle betragte angreb på Holland, Belgien, Schweiz og Danmark som krigsårsag. Hvad Danmark angik, hældede man i engelske regeringskredse til den opfattelse, at Danmark hverken havde evne eller vilje til at forsvare sig mod et tysk angreb, men også, at Tyskland næppe ville krænke dansk neutralitet, fordi fordelene derved var for ringe. I al fald mente man i England, at Danmark i det lange løb spillede en sekundær rolle, og noget særligt ønske om at hjælpe Danmark i tilfælde af et tysk angreb havde man ikke. En hjælpeaktion opfattedes som en nyttesløs spredning af de engelske stridskræfter.
Den engelske udenrigsminister siden 1938, Lord Halifax, var dog enig med sin understatssekretær, som mente, at „hvis Tyskland nogensinde greb til et sådant hensynsløst piratoverfald, var tiden for et korstog kommet”. Dette moralske synspunkt vandt dog ikke genklang hos Chamberlain, som fandt, at Englands opgave ikke var at forsvare enkeltlande, men at hindre tysk dominans i Europa, og Halifax måtte konkludere, at Chamberlain ville modsætte sig at gå i krig med Tyskland, hvis dette invaderede Danmark, og danskerne ikke gjorde modstand. Danmark gled derfor ud, da England i august 1939 søgte aftale med Frankrig og Polen, skønt Polen var parat til at dække Danmark, og selv om Frankrig var rede til at betragte dansk uafhængighed som vigtig for englænderne, hvis disse selv mente, at dette var tilfældet.
Samtidig hermed fik englænderne tydelige beviser på, hvor afhængige danskerne følte sig af Tyskland. Da præsident Roosevelt i april 1939 søgte at forvisse sig om Hitlers og Mussolinis hensigter over for andre stater, svarede Hitler med at opsige flådeoverenskomsten af 1935 og ikke-angrebspagten med Polen fra 1934, idet han samtidig tilbød bl.a. Danmark en ikke-angrebspagt. Dette stillede regeringen i en ubehagelig situation. Et afslag ville Hitler opfatte som en uvenlig handling, medens en accept ville vise hele verden vor afhængighed af Tyskland. Udgangen på regeringens interne overvejelser blev dog, at man ikke kunne afslå det tyske forslag.
Norge, Sverige og Finland havde fået samme tilbud, men de havde ikke grænser fælles med Tyskland, og trods Munchs ihærdige påvirkning ønskede de ikke at følge Danmark. Også med Venstre og konservative var der vanskeligheder. Imidlertid erklærede tyskerne, at pagten ikke var til hinder for, at Danmark drev handel med Tysklands modstandere, og englænderne lod forstå, at de ville tage en dansk tilslutning til efterretning. Så gik Venstre og konservative med, og den 31. maj 1939 kunne den danske gesandt i Berlin Herluf Zahle og udenrigsminister von Ribbentrop undertegne ikke-angrebspagten. Danmark var blevet spændt for Hitlers propagandakærre, men vestmagterne affandt sig hermed på grund af den særligt udsatte stilling, Danmark havde i modsætning til de øvrige nordiske lande.
Alle i Danmark fulgte med uro denne udvikling. Men man reagerede forskelligt. De fleste skubbede problemet fra sig i håb om, at uvejret ville gå os forbi som i 1914, eller resignerede i en følelse af afmagt. I forsvarsvenlige kredse satte man sin lid til, at Stauning nu definitivt ville skille sig fra de gamle dogmer og gå ind for en reel forbedring af det danske forsvar. Skibsreder A. P. Møller lod straks efter valget i april 1939 en pjece omdele til alle husstande i Danmark, hvori han manede statsministeren til at opbygge vort forsvar og opfordrede til at lade en folkeafstemning afholde om, hvorvidt Danmark fortsat skulle ligge åbent og forsvarsløst hen. Men Stauning tog ikke udfordringen op.
I august 1939 stod det klart, at en ny storkrig ville bryde ud. Den 21. august 1939 kom meddelelsen om den tysk-sovjetiske venskabspagt, og den 25. august blev den engelsk-polske alliance undertegnet. Ejendommeligt og uhyggeligt må det have været for udenrigsminister Munch, der som forsvarsminister ved den 1. verdenskrigs udbrud havde haft en lignende uriaspost som nu. Foreløbig syntes forløbet at skulle blive som i 1914. Noget måtte der gøres, men ikke for meget. Allerede i april 1939 havde man indkaldt en årgang soldater, 7000 mand til hæren og 1000 til søværnet, fordi der på grund af skifte mellem vinter- og sommerhold på dette tidspunkt ikke var uddannede soldater inde. Den 1. september indkaldtes fem årgange, hvoraf de tre hurtigt hjemsendtes med uniform, men uden våben.
Samme dag overfaldt Hitler Polen, den 3. september fulgte Englands og Frankrigs krigserklæring. Den 2. verdenskrig var brudt ud.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.