Fred og fejde (1050-1250)

I vikingetidens høvdingesamfund var der mange magtgrupper; i kirkens samfund var al verdslig og fysisk magt i hænderne på en kejser eller en konge. Magtudøvelsen var godkendt, fordi den håndhævede freden og retfærdigheden. På rettergangen havde kongen ingen indflydelse ifølge det nedarvede system; men fredshåndhævelsen gav kongen mulighed for indblanding. Når fredsbrud påtales af kongen, når fredløshed kun kan afløses hos kongen, og når bøder til den forurettede ledsages af bøder til kongen, så åbnes der for kongens og hans fogders indblanding i, hvad der foregår på tinge.

Århundreders missions- og civilisationsarbejde i det vesteuropæiske område havde belært kirken om det kloge i at gå gradvist frem: fred for flere og flere, på stadig flere steder og i Iængere og længere perioder. Netop fredløsheden er ømtålelig og helt afhængig af almindelig opbakning i herreder og lande. De gammelkendte forbrydelser skulle nok blive forfulgt, nemlig af den forurettede og hans slægt. Tyven blev hængt af den bestjålne, slag og sår blev forfulgt af den sårede osv. Men de nymodens fredsbrud var henvist til påtale af præsten og kongens ombudsmand. Hvorfor? Fordi de begrænsede bøndernes muligheder for at hævne drab og overfald. Disse begrænsninger i fredens interesse må ikke gøre gengældelse illusorisk eller umulig, for overgreb skal gengældes, ellers ender samfundet i retsløshed. Derfor må kirken og kongen sætte noget andet i stedet for hævn og selvtægt. Dette andet er udstødelse af kirken og udstødelse af samfundet, fredløshed. Uden for kirken var sjælen fortabt, uden for freden var kroppen fortabt; ikke blot den forurettede, den bestjålne eller den sårede, måtte hævne sig på gerningsmanden. Samfundet, dvs. alle og enhver, er forurettet, når freden krænkes. For den fredløse gælder det om at komme væk.

Herved opnås som nævnt to ting: gerningsmanden kan ikke gøres til genstand for hævn, og et bødesystem får en chance. Når hertil føjes, at kongemagten styrkes ved den fredløses tilbagekøb af freden, hvad Øpe Thorbjørnsen og Skore fik at føle, er der for kongen meget at vinde i dette spil – hvis det hele ikke overspilles.

Meget tyder på, at Knud gik for hastigt frem. De forskellige kilder anfører forskellige årsager til kongens fordrivelse og drab; Roskildekrøniken taler om den „nye og aldrig før hørte lov”, der indførte skatten „nefgjald”; Saxo tilføjer hævdelsen af ledingspligten; Knytlingesagaen anfører pligt til befordring og tvangsunderhold samt kongens krav om eneret til skove og almindinger; kong Knuds lidelseshistorie nævner pligt til tiende; og Ælnod anfører fredsreglerne og indblanding i tingenes jurisdiktion – alt dette på seks år har været for meget, ikke mindst for høvdingerne, hvis jordbesiddelse kongen kunne true ved hjælp af fredsreglerne – i gavebrevet vi ser hvordan.

I Ælnods beretning om oprørets hastige udbredelse til hele Jylland omtales Viborg Landsting og dets forhold til jydsk lov og ret: „Dér samles hyppigt store skarer fra hele Jylland, dels for at forhandle om fælles anliggender, dels for at drøfte lovenes rigtighed og gyldighed samt enes om deres håndhævelse. Og hvad dér er blevet fastslået med enigt samtykke af den forsamlede mængde kan ikke ustraffet siddes overhørigt i nogen egn af Jylland.”

Det er i korthed den nedarvede og uskrevne ret, der her beskrives. Retten eksisterer på forhånd; problemet er kun at opfriske de uskrevne regler i hukommelsen.