Pigen, der trasker hjem fra marken med sin rive bag vognen med de neg, hun har bundet og lagt i læs, er en detalje i et prospekt af Maribo fra midten af 1700-tallet. Men en væsentlig detalje. For landbruget beskæftigede ikke kun mænd. Det tunge arbejde med pløjning, harvning og gravning var ganske vist mandsarbejde, og det samme var de lange kørsler til købstaden og til hovedstaden. Men på markerne var kvinderne også med, både gårdmandskonerne, husmandskonerne og pigerne. De rev korn og hø sammen, bandt neg og lagde dem til rette, så læsset kom helt hjem; og skulle det være, kunne de også føre eller ride den forreste plovhest.

.

I det gamle samfund var de henved 60.000 bondegårde den dominerende driftsenhed. Og uanset at praktisk talt samtlige gårdmænd var fæstere, udgjorde de landbosamfundets middelklasse. Over sig havde de godsejerklassen. Og over sig har gårdmændene også opfattet deres sognepræst og mølleren og kromanden, selv om disse levede af landbrug, der ikke var væsentligt større end deres eget. Under sig havde gårdmandsklassen husmændene, landhåndværkerne og landarbejderne, og nederst samfundets underklasse af gamle, syge og subsistensløse.

Fra de sidste tiår af 1700-tallet ved vi, hvor mange der boede i fæstegårdene og i fæstehusene, og der er ingen grund til at antage, at dette billede i væsentlig grad adskiller sig fra forholdene i begyndelsen af århundredet. På bondegården levede der typisk manden og konen, et eller to mindre børn samt en karl, mange steder dog både en karl og en pige. Eftertidens idealiserede billede af tregenerationsfamilien stemmer derimod ikke med fortidens virkelighed. På mange gårde boede ganske vist mandens gamle far eller mor, og på ikke så få finder vi både den gamle fæster og hans kone. Men i helhedsbilledet indgår det ikke. I husmandshuset levede mand og kone og et eller to hjemmeværende børn, men tjenestefolk var der ikke. Både gårdmandsfamilien og husmandsfamilien havde dog en større børneflok, end folketællingslisterne fra 1787 og 1801 viser. De hjemmeværende børn var nemlig de små børn, der også hjalp med i det daglige. Men når de nåede ni-tiårsalderen, kom de ud at tjene hos fremmede, drengene lidt tidligere end pigerne. I den alder var børnene store nok til, at drengen kunne lede den forreste af de fire til seks heste, der trak den tunge hjulplov, og til at flytte kreaturer, der var tøjret for at græsse, og pigen kunne se efter høns og gæs, passe gårdens mindre børn og gå til hånde i huset.

Fæstehuset havde ikke noget jordtilliggende og drev derfor ikke landbrug. Hvad husmandsfamilien rådede over af jord, var højst en stump have, hvor den dyrkede kål – den mest næringsrige haveafgrøde, før folk i slutningen af århundredet lærte at dyrke og tilberede kartoflen. Det almindelige var, at husmanden efter lokal skik og brug havde lov til at lade sine dyr – en eller to køer og nogle får – græsse sammen med gårdmændenes dyr på brakjorden og de afhøstede vange samt på det overdrev, landsbyen udnyttede i fællig med godset og de omliggende landsbyer. Disse græsningsmuligheder var livsvigtige for husmanden, men ret til dem havde han formelt ikke. Derfor blev husmændene for alvor den truede gruppe, da jord og græsning under landboreformerne definitivt blev en mangelvare. I landsbyen Voer på Randersegnen udelukkede gårdmændene i forståelse med godsejeren således allerede i 1772 husmændene fra græsningsadgang – 25 år før landsbyen blev udskiftet.

Husmandsfamilien kunne ikke leve af sin havejord og sine dyr. For at kunne eksistere måtte familien arbejde for andre. Landgilde for retten til at bruge fæstehuset kunne husmanden ikke yde, da han ikke drev landbrug. Hans betaling bestod af et årligt pengebeløb samt hoveri. Hoveriet havde han dog mulighed for at afløse med en årlig betaling i penge, hvis han ellers kunne komme overens med godsejeren eller forpagteren om det. For de fleste bestod eksistensgrundlaget af, hvad de kunne tjene ved at arbejde for godsejeren og gårdmændene i landbrugets travle perioder. Formentlig omkring en femtedel levede dog helt eller delvis som landhåndværkere, og de kunne sine steder være en smule bedre stedt end de husmænd, der alene tjente til udkommet som landarbejdere. Selv om landbosamfundets medlemmer kunne meget – og var nødt til at kunne meget – var der dog en række håndværksmæssige funktioner, der bedst lod sig udføre af fagfolk. Der var brug for tømrere, bødkere, murere, vævere og skomagere. Og uden en smed kunne landsbyen ikke klare sig. Smedjen med dens redskaber kunne være et fæstehus under godset. Smeden betalte så for det med smedearbejde på godset, enten på faste dage eller når han blev tilsagt; og landsbyens gårdmænd havde pligt til kun at bruge deres egen smed og at betale ham med græsningsrettigheder, gentjenester og faste beløb for de forskellige jernarbejder.

Gårdmændenes eksistensgrundlag var den ager og eng, der lå til den enkelte fæstegård, og det overdrev, de havde brugsret til. På de gode lermuldede jorder på Øerne og i Østjylland udgjorde bondegårdens tilliggende i gennemsnit henved 5 tønder hartkorn, svarende til omkring 25 hektar, mens gårdene på de dårligere, sandblandede jorder havde et noget større areal under plov. De lokale dyrkningsforhold var bestemmende for, hvor stor besætning gården havde, og hvor stor en landgilde bonden ydede. En karakteristisk sjællandsk gård havde en besætning på otte heste – hjulploven var tung, og hoveriet krævede også trækdyr – samt en eller to stude, fire køer og lidt flere ungkreaturer samt endelig syv-otte får og en halv snes svin. På jyske gårde var fåreholdet større.

Bondegårdsbrugets foldudbytte varierede fra ager til ager og svingede endvidere med vejrliget de enkelte år. I almindelige år kunne bonden ikke regne med mere end fire fold af udsæden, og på det foldudbytte var landgilden baseret. På en almindelig sjællandsk gård kunne landgilden beløbe sig til to tønder rug – en tønde svarede nogenlunde til 100 kg – fem tønder byg og to til tre tønder havre samt nogle småydelser: et lam, en gås, et par høns og en snes æg.

Bondeøkonomien var imidlertid andet og mere end korn og kreaturer, får og fjerkræ. Der var flere muligheder for at opnå yderligere sikkerhed i kampen for tilværelsen. I landbrugets stille tid var hænderne beskæftigede med at karte, spinde og strikke, og man snittede og skar redskaber med salg for øje. Sommerens indsamling af bihonning kunne også give en velkommen ekstra skilling, når honningkræmmeren om efteråret gik rundt. Bierne klarede jo sig selv. Højst gav man dem – som på Vejle-egnen – en snaps brændevin på en rugbrødsskorpe i det kolde forår, hvor de var svagest.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Gårdmanden og husmanden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig