Giftgasvalget

I valgkampen forklarede Christmas Møller, at de konservative måtte reagere mod, at „Venstre hele tiden har ført en tvangspolitik uden at ville gøre indrømmelser til de konservative”. Hermed var et af valgkampens temaer anslået: opgøret mellem Venstre og konservative, mens socialdemokraterne, præget af social indignation, fandt en rig mark for agitation i regeringens tilpasnings- eller nedskæringspolitik. I partiets valgmanifest hed det, „at aldrig før har et dansk ministerium etableret en klassekamp som den, der er iværksat af ministeriet Madsen-Mygdal; aldrig før har et ministerium ført en så reaktionær klassepolitik; og aldrig før har et ministerium udspredt had til arbejderbefolkningen og til samfundsnyttige organisationer i en grad, som det er præsteret af ministeriet Madsen-Mygdal”.

Det hjalp ikke, at Venstre hævdede, at en krone nu var meget mere værd i købekraft end i 1926, og at man kun havde søgt tilpasning til denne gunstige udvikling. Valgkampen var indædt og forbitret, og den var på det økonomiske og sociale område præget af interessemodsætningerne ikke bare mellem rig og fattig, men i høj grad også mellem land og by. Mens den hårdtarbejdende bonde med den lange arbejdsdag vel ikke kunne frigøre sig fra forestillingen om de arbejdssky, dovne arbejdere præget af krævementalitet, så betragtede byarbejderen – og da især hvis han var arbejdsløs – gårdmændene som nærige og asociale.

Det radikale Venstre, der håbede på en varig indflydelse som tungen på vægtskålen, lagde sig ret nært op ad Socialdemokratiet i angrebene på regeringen. Det lykkedes P. Munch at få Stauning og Borgbjerg til at gå ind på et fælles forslag om en ny valglov som modspil mod Venstres forslag, der ellers ville begunstige også Socialdemokratiet og ikke kun Venstre. Der var ingen tvivl om, hvilken vej Munch trak, og Stauning erkendte, at man formentlig ville få brug for de radikale på den ene eller anden måde. Socialdemokrater og radikale undlod denne gang at angribe hinanden.

Men det var på forsvarssagen, regeringen var blevet fældet, og det var også dette spørgsmål, som kom til at dominere valgkampen. Socialdemokrater og radikale udnyttede til fulde de gode muligheder, de havde. På den storpolitiske scene var forholdene i 1929 fortsat rolige, og krigsudsigterne forekom minimale. Desto større var krigsangsten. 1. verdenskrigs gru stak endnu dybt, og der kunne appelleres til den. Navnlig var det anvendelsen af giftgas, som dengang havde samme klang som atomkrig i dag, der blev fremdraget.

Et interview med P. Munch i Politiken havde den alarmerende overskrift: „Hæren vil have giftgasbomber”. Underrubrikken lød: „Danmark skal belave sig på at deltage i giftkrigen i alle dens former.” Ifølge Munch ønskede de militære myndigheder 15-20 mill. kr. til gaskrig. Andre artikler beskrev virkningerne af et gasangreb. Der var kun én vej uden om et sådant folkemord, nemlig absolut og fuldstændig afrustning. Mere ubestemt hed det i en erklæring fra Det radikale Venstre, at man skulle „nedlægge krigens våben” og dermed mindske risikoen i tilfælde af konflikt mellem andre stater.

Social-Demokraten spurgte over hele forsiden: „Skal København forvandles til en rygende ruinhob?” Det ville vi undgå, hvis vi intet militær havde. Det var en agitation, som på dette tidspunkt gjorde indtryk langt ind i de borgerliges rækker, specielt i Venstres.

Valgresultatet blev da også, at Venstre tabte tre mandater og blev 43, de konservative mistede seks (24), hvilket modsvaredes af, at socialdemokraterne gik otte frem (61), Retsforbundet fra to til tre, mens de radikale uforandret fik 16 og Slesvigske Parti uændret en. Eller sagt på en anden måde stod 77 over for 67. Det borgerlige samarbejde havde tabt, uden at forsvarssagen havde vundet. Det var en bitter erkendelse især for Christmas Møller. Forsvarsspørgsmålet var ikke tilstrækkeligt som konservatismens mærkesag, og Christmas Møller drog den lære, at skulle der opnås noget, måtte de konservative i en dialog med Socialdemokratiet. I Det konservative Folkepartis højrefløj var uviljen mod Christmas Møller betydelig, men han lod sig ikke anfægte.