Også i sin udenrigspolitik støttede enevælden aktivt handelen og søfarten ved at åbne nye ruter og nye markeder for danske købmænd og redere.
Omkring 1730 havde der kun været danske konsuler i en snes af de største europæiske havne. Nu udnævntes et voksende antal konsuler i havne langs handelens hovedruter. I 1780 var tallet 40, og omkring 1800 nåede det op på 55. Det var karakteristisk for sammenkædningen af udenrigspolitikken med en aktiv handels- og søfartspolitik, at fremtrædende udenrigsministre som J. S. Schulin og J. H. E. Bernstorff samtidig indtog høje poster i Kommercekollegiet. Og det var i deres udenrigsministertid, det lykkedes at skaffe skibe under dansk flag adgang til det operationsområde, hvor de største gevinster nu lokkede: Middelhavet.
De nordafrikanske stater Algier, Tunis og Tripolis – det nuværende Libyen – krævede tributbetaling af de europæiske stater, hvis handelsskibe sejlede langs deres kyster. Til forargelse for den danske regering, der dog selv opkrævede afgifter af den internationale handel, der passerede de danske stræder. Og skibe, hvis stater ikke havde sluttet sådanne traktater med barbareskstaterne, blev opbragt af korsarerne og deres besætninger gjort til slaver.
Skibe under dansk flag havde derfor måttet afholde sig fra at sejle på Middelhavet. Danske søfolk, der sejlede om bord på fremmede skibe og kom i slaveriet, havde man bestræbt sig på at løskøbe. Pengene hertil kom fra Slavekassen, der fik sine indtægter dels fra indsamlinger i kirkerne, dels fra en procentafgift, som alle søfolk måtte svare af deres hyre, før skibet forlod dansk havn.
Konjunkturerne for den internationale fragtfart tegnede imidlertid efterhånden så lovende, at Danmark sluttede sig til rækken af europæiske søfartsnationer, der foretrak at købe sig fri for opbringelser af deres skibe. I 1746 sluttede den danske konge traktat med Algier om fri passage for danske skibe mod en årlig ydelse i penge og skibsmateriel. I 1751 og 1752 sluttedes tilsvarende traktater med Tunis og Tripolis. Og endelig i 1756 sluttedes en traktat med barbareskstaternes formelle overherre, sultanen i Konstantinopel – en traktat, der samtidig åbnede de danske skibe adgang til havnene i Levanten.
De katolske middelhavslande udviklede sig til et fordelagtigt marked for norsk klipfisk, hvorimod forhåbningerne om et marked i Levanten for de danske manufakturprodukter viste sig urealistiske. De væsentlige fordele ved åbningen af Middelhavet for skibe under dansk flag blev dog ikke afsætningen af helstatens produkter, men deltagelsen i den voksende internationale fragtfart dels i selve Middelhavet, dels mellem havnene i Middelhavet og de nord- og vesteuropæiske havne.
Højkonjunkturerne for handelen og søfarten satte for alvor ind med krigen mellem sømagterne England og Frankrig 1756-63. På det tidspunkt havde hovedstadens handelsflåde vokset sig stor, og de københavnske købmænd og redere var nu indarbejdede på de europæiske ruter og markeder og vel rustede til at udnytte neutralitetens fordele.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.