Herrnhutere og „De stærke jyder”

Det var ikke ukendt omkring år 1800, at man i religiøs henseende kunne orientere sig ud over sit sognetilhørsforhold. Der var steder i Jylland, hvor pietistiske miljøer overlevede fra tidligere i 1700-tallet.

Fra Christiansfeld blev der missioneret landet over, og man knyttede de troende sammen i kredse, der blev plejet fra den lille by i Slesvig. Der var såkaldte „societeter” i hovedstaden, på Vestfyn og i Jylland, f.eks. mellem Vejle og Horsens og i Vestjylland nord for Skjern.

Det kom også til spontane protester fra menighederne, da man fra 1794 som den grundlæggende lære i kristendom ville erstatte Erik Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed, der var indført i 1738, med biskop Balles katekismus.

Og da man nogle år senere ville skifte Kingos Salmebog ud med den nye autoriserede Evangelisk-kristelige Psalmebog, 1798, nægtede folk at følge påbuddet og holdt fast ved de nedarvede salmer. Heri var der megen almindelig konservatisme, men i årene før og efter 1800 opstod en egentlig religiøs bevægelse i nogle sogne mellem Vejle og Horsens.

„De stærke jyder” blev aldrig nogen talstærk bevægelse og omfattede næppe på noget tidspunkt mere end nogle hundrede husstande, men de levede op til den betegnelse, der blev hæftet på dem.

De vendte sig ikke blot mod den nye lærebog og salmebog, men fandt sammen i forsamlinger under ledelse af lægfolk fra egnen, en gammel tjenestekarl Peder Frandsen, gårdmand Peder Laursen i Rårup og smeden fra Korning, Hans Nielsen.

De satte skarpt skel mellem sig selv og de vantro, hvortil de også regnede de præster, der ikke fulgte deres lære og livsførelse.

Kancelliet førte 1741-plakaten i marken og rejste sag mod lederne. Man søgte med tvang at indføre de forordnede bøger, men uden held. Og de vakte appellerede til kongen om at tage sig af deres sag.

I 1820 gik man fra myndighedernes side ind på en art kompromis, men en halv snes år efter kom det til en ny konflikt, og kredsen fik voksende tilslutning.

Bøder og langvarige retssager kunne ikke knække de vakte, der havde hjemme i et lille antal sogne, Korning, Løsning, Øster Snede, Uldum og Rårup.

I 1841 gav myndighederne endelig op i deres forsøg på at kvæle vækkelsen med tvangsmidler. „De stærke jyder” fik tilladelse til selv at sørge for deres børns religionsundervisning efter de gamle bøger, og de byggede deres egne skoler, der har eksisteret op til vore dage. Også på andre områder udviste denne vækkelse en enestående livskraft.

Da andelsmejerierne i 1880'erne blev oprettet på egnen, nægtede de vakte at levere mælk om søndagen, og først i 1966 forsvandt Kingos Salmebog fra gudstjenesterne i Øster Snede sogn.