Hvornår begyndte 1960'erne?

Hvornår begyndte 1960'erne?, 1960'erne blev ikke bare et tiår. Det blev et begreb, der blev fortolket og vurderet meget forskelligt. Lader man økonomien afgøre periodeinddelingen, begyndte 1960'erne i 1958 og endte i 1973.

I sammenhæng med den økonomiske udvikling står kvindernes massive indmarch på arbejdsmarkedet som et karakteristisk træk ved disse år. Der var utvivlsomt andet end arbejdsgivernes lokketoner og nødvendigheden af to indtægter til afdragene, der fik så mange kvinder til at blive lønarbejdere.

Økonomien er ikke nok til at få det særegne frem ved 1960'erne. Der må noget andet med, som er svært at få hold på. Det er blevet diskuteret, lige siden man med sorg eller lettelse konstaterede, at „60'erne” var forbi. Med et udtryk, der blev til i tiden, kan man sige, at danskerne fik en ny bevidsthed. I 1950'erne var bevidsthed det, man mistede, når man besvimede.

I løbet af tiåret blev den politiske kultur og politikkens former anderledes. På Christiansborg, i ministerier, i amter og kommuner fortsatte flerpartisystemet ad de kendte baner; men det normale politiske liv forblev ikke upåvirket af, at andre udtryksmidler blev taget i brug og – ikke mindre betydningsfuldt – brugt af andre mennesker end de valgte og derfor efter den traditionelle opfattelse ansvarlige. Det tog sin tid, inden det etablerede politiske system tog disse nye signaler alvorligt, for det nye kom lige så uventet, som det var iøjnefaldende.

Partisekretariater og partiernes hovedbestyrelser havde i de foregående år med bekymring set, at medlemstallene støt og uafvendeligt var på vej nedad. Det var en trøst, at man kunne fortolke de pæne stemmeprocenter ved folketingsvalgene som en berettiget tillid til det parlamentariske system. Men i det lange løb ville det ikke være betryggende at overlade det til en lille håndfuld personer (fortrinsvis mænd) i den lokale vælgerforening at udpege partiets kandidater til Folketinget.

Den vigende organisationsprocent kunne politikerne opfatte som en almindelig dalende interesse for politik og dermed som en fare for en åndelig udhuling af demokratiet. I foreninger og organisationer, der i folkestyret fungerer som fundament for og samtidig som skole i politisk kultur, fandt bestyrelserne en udvikling, der var ganske parallel. Det kneb med at skaffe nye medlemmer; kun et lille mindretal kom til foreningens arrangementer og generalforsamlingen, og de, der kom, lod til at mene, at de gjorde bestyrelsen en tjeneste.

Fjernsynet fik med rette sin del af skylden; men der var egentlig ikke noget, der tydede på, at folk bare var sunket om i sofaen foran skærmen. Bogsalget gik godt, i nogle tilfælde endda med overraskende store oplag, og bibliotekerne meldte om pæne stigninger i udlånet. Heller ikke den frivillige voksenundervisning i aftenskolerne var i krise. Der var en beskeden forøgelse i antallet af undervisningshold, men samtidig en vis forskydning i interessen fra politiske og finkulturelle emner til hobbybetonede sysler, der med en nedladende holdning kaldtes „peddigrørfletning”.

Mens de unge fra begyndelsen af 1950'erne, „den tavse generation”, var ved at etablere sig og flytte ind bag ligusterhækkene, nåede de store fødselsårgange konfirmationsalderen. Var der noget i den anledning, der kunne vække bekymring, var det, at danskerne ville blive en nation af passive tilskuere med en begrænset horisont.

Når opinionsmålingerne med jævne mellemrum registrerede vælgernes tilslutning til medlemskabet af NATO, var der altid et flertal af tilhængere, og udsvingene i procent fulgte nogenlunde forandringer i det internationale klima. Men ved valgene spillede det åbenbart ingen rolle; traditionen for, at det var indenrigspolitiske spørgsmål, der bestemte, hvad vælgerne stemte på, viste gang på gang sin styrke.