Indrømmelsespolitikken

Hvad der under P. Munch havde været tilsagnet den 9. april om at „ordne forholdene” under den tyske tilstedeværelse i landet, antog med den nye regering karakter af samarbejde. Straks den 8. juli fremlagde Scavenius på et ministermøde et forslag til regeringserklæring, hvori det hed:

"Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland …"

Stauning havde på forhånd godkendt ordlyden, og på ministermodet var der „næsten ingen diskussion herom”. Erklæringen, som Scavenius lagde navn til, blev godkendt. Det kan heller ikke undre. Alle var under indtryk af det chok, som stormagten Frankrigs totale nederlag havde fremkaldt. „Nu er krigen forbi”, havde været Staunings reaktion fjorten dage tidligere, da han erfarede, at tyskerne havde erobret Paris. Der var da heller ikke i aviserne eller offentligheden nogen reaktion mod erklæringen, der var værd at tale om. At „beundringen” over de tyske sejre siden skulle blive en hjørnesten i agitationen mod Scavenius, er en anden sag. Her og nu kunne han bruge erklæringen til at markere sin politik over for Berlin.

Han lod Udenrigsministeriets direktør rejse til Berlin for at overrække erklæringen til det tyske udenrigsministerium. Ribbentrop fik han ikke i tale, men derimod dennes rådgiver i handelspolitiske spørgsmål. Samtalen drejede sig om det økonomiske samarbejde mellem de to lande. Om danskeren vovede sig for langt ud, får stå hen, men resultatet blev, at Hitler gav accept til, at der indledtes forhandlinger om en økonomisk union (mønt- og toldunion). Trafikminister Gunnar Larsen og nationalbankdirektør Bramsnæs forestod forhandlingerne fra dansk side. Det stod hurtigt klart, at udspillet fra tysk side ville betyde Danmarks økonomiske indlemmelse i Tyskland. Både Venstre, hvis vælgere ville have størst udbytte af en toldunion, og erhvervsorganisationerne protesterede. I et statsråd den 14. august 1940 gik Scavenius' politiske kolleger imod, og dansk tilslutning var dermed udelukket.

Nok så væsentligt for, at det danske nej ikke fik videre følger, var dog, at den tyske økonomiminister Walther Funk offentligt den 26. juli havde taget afstand fra ideen om union. Den var præmatur. De tyske erhvervskredse var ikke interesseret, og det var på dette område økonomiministeriet og ikke udenrigsministeriet, der bestemte den tyske politik.

Scavenius havde lidt et stort prestigetab i samme stund, som han havde sat sig på ministertaburetten. Fortryllelsen fra 1. verdenskrig var brudt, både herhjemme og blandt tyskerne.

Sommeren 1940 var i det hele taget ubehagelig. Scavenius fik DSB's populære generaldirektør P. Knutzen til at overtage formandsposten i en nystiftet Dansk-Tysk Forening. Her skulle besættelsesmagtens ledende skikkelser under selskabelige former træffe fremtrædende danskere, så tyskerne ikke alene var henvist til de danske nazister og kollaboratører. Knutzen kom i 1945 til at betale en høj pris for at have påtaget sig dette formandskab. Den samme idé lå bag indenrigsminister Knud Kristensens cirkulære til amtmændene om at dyrke selskabelig omgang med tyskerne. Det blev retningsgivende for andre embedsmænd. Regeringen mente naturligvis, at dens initiativer skulle tages alvorligt, men efter krigen blev de ruinerende for de tjenestemænd, der havde set for glade ud under samværet med tyskerne, eller måske ligefrem synligt for enhver havde serveret sjusser for dem på provinshotellets fortovsterrasse.