Den 20. juli 1969 landede månemodulet „Eagle” med astronauterne Neil Armstrong og Edwin Aldrin på Stilhedens Hav på Månen. 600 millioner så i deres fjernsyn det første menneske på et andet himmellegeme. „Himlen er blevet en del af menneskets verden”, sagde præsident Nixon i en telesamtale med „Eagle”s mandskab. Der var gået otte år og brugt 24 mia. dollars, siden præsident John F. Kennedy havde opstillet månelandingen som tiårets udfordring til USA. Ud over prestigen og de militære aspekter betød rumprogrammet en skattefinansieret udvikling af computerteknologien.

.

Ungdomsoprøret ved udgangen af 1960'erne og reaktionerne på det demonstrerede nogle af de kulturelle afstande i det danske folk. Få år tidligere havde debatten om kulturkløften gjort det samme. I sammenligning med andre nationer var de sociale og kulturelle forskelle i Danmark ikke store; men nu virkede det, som om forståelseskløften var blevet mere uoverstigelig.

Men det var et optisk bedrag. Tværtimod var levevis og levevilkår på mange måder blevet mere ensartede. Tidligere havde forskellene ikke fået den opmærksomhed, fordi man vidste så lidt om hinanden, eller fordi forskellene blev accepteret som selvfølgelige, om end ikke naturgivne. Nu var det ikke længere kun, når Erasmus besøgte sine forældre, at folk på Bjerget hørte om, hvad der foregik på universitetet. Nu så de det med egne øjne i fjernsynet, og den yngre broder mødte op på sit gymnasium og foreslog undervisningen lagt om til gruppearbejde.

Fjernsynet og andre massemedier præsenterede de forskellige livsformer for hinanden og var selv med til at gøre afstandene mindre. Men det var kun som svage krusninger på overfladen i forhold til den erhvervsmæssige og geografiske folkeflytning, der var i gang. Deri fulgtes af omkalfatringer i måder at leve på og i opfattelser af omverdenen.

De frie markedskræfter, der var summen af den enkelte borgers valg, var på stadig flere områder utilstrækkelige til at forhindre kaos eller varige skader. Kravet om sikkerhed udvidedes til også at gælde nye aspekter af tilværelsen, og reguleringer eller hjælp skulle træde til på et højere niveau. Hvor familie- og produktionsfællesskabet forsvandt i urbaniseringens massesamfund, måtte det offentlige træde ind med et mere fintmasket socialt netværk; vanskeligere var det at erstatte det nære samfunds normfastsættelse og sociale kontrol.

Mere rationel planlægning blev det stadige omkvæd både i samfundsmæssige spørgsmål som jordlovgivning og udbygning af den offentlige service og i erhvervslivets produktion og salgsarbejde. Men planlægningen kunne også opleves som stadigt mere snærende bånd, der forvandlede borgerne til ensartede brikker, flyttet rundt af myndigheder, gjort til anonyme produktionsfaktorer og viljeløst manipuleret i deres forbrug.

I 1968 havde alle fået tildelt et CPR-nummer som en ny og betydelig del af deres personlige identitet; i forholdet til offentlige myndigheder blev det snart den vigtigste. I slutningen af 1969 fik hver borger endnu et højst personligt og væsentligt tal at passe på, trækprocenten, der gjorde forskellen mellem beskattede og ikke-beskattede indtægter meget tydeligere.

Det foregik i det materielt set rigeste samfund nogensinde, overflodssamfundet. Selv om der var fattigdomsulykker, mens højkonjunkturen var mest hektisk, var der også overskud til at prøve alt nyt – så meget mere som gamle erfaringer blev anset for unyttig bagage. Jo mere rationelt styret tilværelsen blev, desto stærkere blev også kravet om at generobre magten over sit eget liv. Jo mindre kroppen skulle bruges i arbejdet, desto større blev behovet for at mærke sin egen krop, at vedkende sig den og bruge den.

For de unge var alt tilladt, undtagen at være konform og tilpasset; men ingen forblev upåvirket af, at man var på vej fra en moral, et sæt af normer til noget nyt, som ingen endnu kendte.

Bevidstheden om, at grundlæggende betingelser for danskernes vilkår skabes uden for landets grænser, i „den store verden”, var blevet styrket siden afslutningen af 2. verdenskrig. Holdninger til den omgivende verden var også under forandring og var i mange henseender diffuse. Den traditionelle konservatisme, hvor forsvarsviljen betragtedes som et afgørende kendetegn på nationalfølelse, havde fuldt og helt accepteret det integrerede NATO-forsvar, der var mere storpolitisk end nationalt. Nu belavede konservative sjæle sig på at opgive mere af det danske riges selvstændighed, denne gang til Rom-unionen, der som mål havde en europæisk statsdannelse. Venstrefløjens lige så traditionelle internationalisme passede godt til solidariteten med den tredje verden. Men undervejs mod EF blev danskheden og nationalfølelsen andet end agitationsstof. Man opdagede, at der var en politisk og social kultur at forsvare. Begge sider af det politiske spektrum forberedte sig på, at fædrelandskærligheden skulle til at skifte politisk side.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kontrasternes tid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig