Dette kort over Østersøområdet viser det danske herredømme, da det i begyndelsen af 1200-tallet militært og politisk var på sit højeste. Et tilsvarende kort over den tvske magtsfære ville næppe anerkende alle de her viste besiddelser som danske, i hvert fald ikke under danske konger, der ligesom Valdemar den Store havde aflagt lensed til kejseren.

.

Vendiske bosættelser i det sydlige Danmark. Med en sort trekant markeres forekomsten af stednavnet Vindeby i kystegnene; det forklares naturligst som „vendernes by”. Med sort cirkel er angivet landsbyer på -itse, en typisk slavisk endelse, Korselitse, Jerlitse osv., som er specielle for Lolland og Falster. Vi kender ikke tidspunkt, baggrund eller karakter af bosættelserne bag disse navne, men flere af Saxos udsagn antyder så nære forbindelser imellem lolliker, falstringer og vender, at det for ham nærmede sig forræderi.

.

Europa og dets kristne riger voksede i 1100-tallet i så at sige alle retninger. Som eksempler kan nævnes de franske og spanske lensbaroners fremtrængen syd for Pyrenæerne på muslimernes bekostning, mens engelske kongers og stormænds hære lagde dele af Wales, Irland og Skotland under kongemagten. Anføres kan også inddragelsen af Island og Grønland i den nordiske kirkeprovins, samt nordmænds og svenskeres gradvise fremtrængen i selve det nordligste Skandinavien. Disse begivenheder falder i tid nogenlunde sammen med korstogene til Det mellemste Østen og til Østersøens sydkyster, hvor de slaviske stammer blev drevet fra Mecklenburg og Brandenburg til Pommern.

Adam af Bremen beretter om Karl den Stores indsats for den udbredelse af kristendommen blandt sakser og slaver, som var begyndelsen til udvidelsen af Tyskland imod nordøst. Dengang blev midlerne gjort hellige af det gode formål, hvad man ikke kunne påstå om de følgende danske pirattogter til slavernes lande. Men om de tyske fyrsters fortsatte ekspansion langs Østersøkysten fortæller først Adam og siden krønikeskriveren Helmold, at de glemte det fromme formål, udbredelsen af den sande tro, til fordel for almindelig udbytning af slaverne ved pålæg af skatter og afgifter.

1100-tallets tyske fremrykning fra Elben til Weichsel blev organiseret af tre fyrster, grev Adolf 2. af Holsten, hertug Henrik Løve af Sachsen og markgreve Albrecht af Brandenburg. Kejsermagten blandede sig ikke i disse anliggender, og gejstligheden havde ikke synderlig indflydelse. Af de tre fyrster lignede Adolfs og Albrechts midler og mål hinanden. De gik frem med lempe og forhandlede diplomatisk med de slaviske høvdinger og nåede langt på den måde. Adolf fik højheden over området øst for Holsten ud til Østersøen ved at overtale høvdingerne til at anerkende sig som lensherre. Albrecht stod for ekspansionen hinsides Oder til Weichsel. I 1134 fik han Brandenburg som selvstændigt len.

Henrik Løve var anderledes. Da Bernhard af Clairvaux opfordrede kejser Henrik 3. til at iværksætte det andet korstog, gjorde Henrik Løve og hans saksiske stormænd gældende, at de foretrak korstog imod de nære hedenske slaver frem for imod nogle fjerne muslimer. Dette godkendte Bernhard, og det saksiske korstog startede imod de vendiske slaver i 1147. Det blev blodigt, men en stor succes, i modsætning til kej serens og den franske kong Ludvig 7.s katastrofale nederlag i Lilleasien – og i modsætning til de danske konger, Sven og Knuds fælles tog samme år imod abodritterne i Mecklenburg; det tog ærkebisp Eskil havde foreslået.

Henrik Løve og sakserne tromlede slaverne ned, ikke så meget for troens skyld som for at skaffe jord til de korsriddere, som var i bekneb for jord hjemme i Sachsen. Og ikke blot dem. Alle tre fyrster opfordrede deres egne undersåtter samt nederlændere, flamlændere og frisere til at flytte mod øst og kolonisere de erobrede områder hinsides Elben. Et stadig øget befolkningspres med deraf følgende underernæring gjorde opfordringen tillokkende og mange fulgte den i årene frem til omkring 1180.

Sådan var skuepladsen for den danske østersøpolitik efter den danske sejr over rugboerne i 1169 og den følgende forsoning imellem kong Valdemar den Store og hertug Henrik Løve. Helmold taler om glæden herover blandt Nordens folk på baggrund af vendernes hjemsøgelser.

"Nordenvindens isnende kulde gik på én gang over til søndenvindens milde luftninger, søen hærgede ikke længere Iandets kyster, og alle uvejrsstorme gik til hvile. Den, som fra Danmark ville begive sig til Venden, kunne med tryghed styre sin kurs derhen; nu da alle hindringer var ryddet til side, og fribytterne forsvundne, befærdedes denne vej endog af kvinder og spæde børn."

Han tilføjer, at Venden nu var en eneste stor nybygd af saksere; „Stæder og byer rejser sig her, og tallet på kirkerne og Kristi tjenere vokser mægtigt”. Hermed slutter Helmold sin Slaverkrønike.

Kong Valdemars problem var at balancere i forholdet til hertugen og kejseren. Det lykkedes indtil 1180, da kejseren brød med Henrik Løve, der blev fradømt sine len. Ved Valdemars død i 1182 var de politiske forhold i Nordtyskland kaotiske. Henrik Løves len splittedes på mange hænder. Grev Adolf af Holsten styrede uafhængigt imellem Ejderen og Trave. De slaviske fyrster over Mecklenburg og Pommern stod direkte under kejseren, men han var fuldt optaget af krig med de norditalienske byer.

Under disse omstændigheder fremstod Danmark som den ledende magt ved Østersøen. Holsteneren Helmold kan ikke give de danske konger æren herfor, for de er „dorske og ligeglade, altid svirende ved uafbrudte gildeslag og derfor stedse ufølsomme for de slag, som rammer deres folk”. Når historieskriveren Arnold af Lübeck heroverfor er af den mening, at de danske erhvervelser ved Østersøen blev opnået „mere ved klogskab end ved magt” kan Absalons støtte til kongerne ligge bag.

Samme Arnold lader Knud 6. proklamere, at det danske herredømme strakte sig helt frem til Elben. Kejser Frederik Barbarossas deltagelse i korstoget i 1187 og hans død i Lilleasien i 1190 hindrede ham i at reagere herpå. Åben krig blev alligevel følgen. Skylden var ikke kongens, den faldt på biskop Valdemar af Slesvig. Han, der var uægte søn af Knud Magnussen og nevø af dronning Sophie, fik en gejstlig uddannelse og studerede i Paris. Ved pavelig dispensation blev han „udvalgt biskop” i Slesvig og fik tillige det verdslige styre i hertugdømmet for kong Knuds umyndige broder Valdemar. Som fyrstebiskop styrede han effektivt og helt på egen hånd, så hans harme var stor, da kong Knuds bror blev myndig og kongen gjorde ham til hertug mod kompensation til bispen. Bisp Valdemar ønskede hævn.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Korstog og andre hærtog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig