Krigsbytteofre

Som det ofte sker, kan nye udgravninger og undersøgelser rokke ved gamle tolkninger, der har været anset for klippefaste og indiskutable.

Våbenfundene i moserne blev i årtier opfattet i overensstemmelse med de klassiske beretninger – som takofre til krigsguden efter veloverstået kamp. Baggrunden var bl.a., at hvert enkelt mosefund blev betragtet som én samlet nedlægning. Da arkæologerne senere erkendte, at de indeholdt genstande med meget stor tidsmæssig spredning, blev den klassiske tolkning alvorligt rystet. Den gamle tanke om, at krigsbytteofrene var udtryk for en fremmed invasionsstyrkes forsøg på at underlægge sig Østjylland og Vestfyn engang i midten af jernalderen kunne ikke holde. Eller kunne den?

Den tolkning blev nu fremsat, at der i stedet var tale om flere tilbagevendende – og altså mindre – våbenofringer i særlige helligmoser. Nogle gik endog så vidt, at de forkastede enhver tanke om krigsbytte og tolkede de store fund som resultat af årligt tilbagevendende ofringer. De gamle fund kunne ikke give svar; der måtte nye udgravninger til med en helt præcis dokumentation af hver enkelt genstand og dens placering i mosen. Chancen kom, da man kort efter anden verdenskrig opdagede to nye våbenofferfund i Ejsbøl og Illerup.

Udgravningen af Ejsbøl Mose ved Haderslev fandt sted i 1950erne og 1960erne. Gennem de omfattende undersøgelser afdækkedes flere end 2500 genstande, der kan tilskrives to offerhandlinger. Den første og største har fundet sted omkring 300 e.Kr., den anden hen ved 100 år senere. Nye undersøgelser tyder dog på flere ofringer i mosen.

Den ældste ofring bestod af militærudstyret til henved 200 mand; alt sønderhugget og forbrændt. Det yngre fund omfattede ikke hele hærudrustningen, men kun et udvalg af de fornemste ting, blandt dem især kostbare pragtsværd med skede og tilhørende bælte, forgyldte sølvspænder og rembeslag. Alt var af en kunstnerisk kvalitet, der overgik selv de bedste ting fra det ældre fund. Også de var voldsomt ødelagte.

Foruden våben og hærudrustning fandt man i Ejsbøl Mose også resterne af en klinkbygget båd af tilsvarende type som i Nydam. Kun ganske få trædele var bevaret, men båden gav sig klart til kende ved de mange jernnagler, som lå i den del af mosen, hvor den yngste offerhandling havde fundet sted. Blandt de mange dyreknogler i mosen kunne nogle med vished knyttes til våbenfundet, heriblandt et hundeskelet, hvis kranie var ødelagt – sikkert knust – før udsmidningen sammen med de øvrige offergaver.

Hunden havde været ret stor og tung, med en skulderhøjde på 60-65 cm og et ret kraftigt bagparti der viser, at den var god til at springe. Også kæbepartiet var bredt og kraftigt med et veludviklet tandsæt. Fra andre af jernalderens mosefund og fra flere gravfund (f.eks. i Himlingøje) kendes tilsvarende store hunde, som sammen med hesten var den faste ledsager i krig og på jagt. Typen svarer på mange måder til den tyske Rottweiler, som formodes at nedstamme fra de hunde, der fulgte de romerske hære. Deres opgave var først og fremmest at fungere som vagt- og hyrdehunde, men samtidig var de deres herres tro følgesvend og forsvarer.

Ejsbøl Mose blev længe anset for at være fuldt udgravet, dvs. at alle de metalgenstande, som oprindelig var smidt i soen, igen var gravet frem. Dette var en rimelig antagelse, fordi undersøgelsen havde været så minutiøs, og området var langt mindre end Thorsbjerg. Derfor kunne man hævde, at der alene var tale om to nedlægninger med flere generationers mellemrum. Imidlertid har nye gravninger i udkanten af det gamle moseområde vist, at den første ofring fandt sted allerede omkring Kr.f., og der er fundet indicier på endnu en nedlægning, yngre end de andre. På nuværende tidspunkt kan vi altså med en vis sikkerhed sige, at mindst fire offerhandlinger har fundet sted i Ejsbøl Mose i løbet af sammenlagt 500 år. Nye undersøgelser i Illerup Ådal ved Skanderborg og i Nydam Mose på Sundeved viser det samme mønster: omfattende enkeltofringer i udvalgte helligmoser med generationers mellemrum. De slagnes udstyr blev med andre ord ikke kastet ud i en tilfældig mose eller sø, men bragt til særlig udvalgte helligmoser, hvor det rituelle skuespil kunne finde sted.

Illerupfundet omfattes ligeledes af fire forskellige nedlægninger, hvoraf den ældste var langt den største. De to første er fra begyndelsen af 200-tallet e.Kr., den næste fra ca. 400 e.Kr., samt den sidste og mindste fra 500-tallet. I jernalderen var der åbent vand over ikke mindre end 10 hektar af mosen; knap halvdelen af den tidligere sø er udgravet – et område, der svarer til seks fodboldbaner – og der er fundet omkring 15.000 enkeltgenstande. Prøvegravninger og boringer viser dog, at der findes hærudrustning og våben overalt på den oprindelige søbund. Alligevel er Illerupfundet allerede nu det største af alle kendte moseofre fra Sydskandinavien.

Hovedparten af de mange genstande tilhører den ældste ofring, heriblandt 150 romerske sværd, samt 1000 spyd- og lansespidser og personlig krigerudrustning bestående af kamme, ildstål, ildsten, syle osv. til 150 mand. Hertil kommer omkring 200 denarer, hvoraf den yngste er slået 187/188 e.Kr., flere guldringe samt mere gængse ting som hesteudstyr, smykker og værktøj.

Fundforholdene viser, at mange af tingene er sejlet ud på søen og derefter kastet over bord, mens andre er blevet kastet ud fra søbredden.

Også i dette fund er alle genstande voldsomt ødelagte, men de ser ikke ud til at være brændt. De sønderhuggede våben viser dog ved nærmere eftersyn nogle interessante detaljer, nemlig hugspor, som ikke kan stamme fra den rituelle ødelæggelse. Der er tydelige tegn på brugen i kamp – klingerne på sværd, spyd og lanser er beskadiget, enten efter hug eller parering. På nogle våben kan man endvidere se, hvorledes tidligere hugspor og andre beskadigelser af æggen er repareret og udbedret inden den sidste og skæbnesvangre kamp. Tydeligere kan vidnesbyrdene om forudgående kampe næsten ikke blive, og enhver tanke om at tolke de store mosefund som årligt tilbagevendende småofre i forbindelse med f.eks. sensommerens høst- og takofre, må anses for udelukket.

De centrale helligområder, moser – eller søer, som de fleste dengang var – kan dog også i fredstid have modtaget befolkningens gaver, f.eks. i form af dyreofre. I den store Skede-mosse på Øland, den centrale helligdom, placeret lige langt fra øens nord- og sydspids og på det sted, hvor tre sogne og to herreder mødes, er der foruden et meget omfattende militærudstyr også fundet mange knogler. Hovedparten er hesteknogler, hvad der næppe kan undre; foruden at være en del af hærens udrustning var hesten det hellige dyr, som også i andre sammenhænge måtte lade livet ved offerhandlinger.

De centrale helligmoser har været så dybt og fast forankret i stammeområdets religiøse univers, at der kunne gå adskillige generationer mellem de store offerhandlinger. Selv om offerritualet med tiden ændrede karakter, fandt selve handlingen som altid sted ved bredden af de gamle indviede søer og moser.

Den efterfølgende ofring i Illerup, som fandt sted ca. 400 e.Kr., er da også forskellig på flere punkter. Dels har genstandene været brændt, før de kom i mosen, dels ligger de samlet inden for en begrænset del af den oprindelige søbund, og endelig har de været kastet – og ikke sejlet – derud. Fundet omfattede godt og vel 60 sværd, et tilsvarende antal spydspidser, 90 lansespidser og ca. 50 skjoldbuler, mens antallet af bøjle-nåle, spænder, ildsten og andre småting er meget begrænset.

Fra den sidste af ofringerne i Illerup Ådal, som må dateres til engang i løbet af 500-tallet, stammer blot nogle få våben.

Skønt ritualerne ændres med tiden, både i Illerup og andre steder, så er mosen den samme – det indviede sted, hvor guderne fra gammel tid modtog befolkningens takofre – efter sejrrig kamp som krigsbytte, efter en god høst som madgaver.