Per Kirkebys maleri fra 1964 „Tidens Kvinder” med genkendelige løsrevne figurer fra kvindeverdenen, kroppe, en mund i stærk rød, et par hænder med lakerede negle osv. Billedets titel hentyder til et dameblad, der længe holdt skansen med interviewer i stilen „hjemme hos komtesse …”

.

Ungdomskommissionen havde i 1952 konstateret uligheden i de to køns adgang til uddannelse og erhverv og havde foreslået, at der blev gjort noget for at rette op på skævhederne. I samme betænkning havde kommissionen også udtrykt bekymring over, at op mod halvdelen af de unge piger efter endt skolegang ikke tog plads i huset og derfor næsten ingen oplæring fik i husligt arbejde. De af dem, der fortsatte med erhvervsarbejde, når de blev gift, ville blive udsat for en særlig belastning, „også psykisk, da de ofte vil føle, at de ikke er i stand til at klare arbejdet [i hjemmet]. Det vil endvidere være tvivlsomt, om mange af dem vil have egentlig fordel af den indkomst, de tjener ved udearbejde, for så vidt som en del går til spilde ved uhensigtsmæssig og uøkonomisk husførelse.” Derfor skulle man sørge for, at de unge piger blev „forberedt til deres fremtidige gerning i hjem og familie”.

En virkelig løsning af dette problem, skrev Ungdomskommissionen, ville forudsætte, „at mændenes indstilling til det huslige arbejde forandres væsentligt”. Konkret foreslog kommissionen, at de unge mænd fik en elementær uddannelse i de huslige fag.

Det var ganske progressiv tale i begyndelsen af 1950'erne. Næsten lige så frisindet var en gymnasierektor, der i 1953 berettede, at han hvert år tog afsked med en flok søde, unge studiner. Han opfordrede dem til, hvis de havde stor lyst og evner, at blive dommere, læger, ja endog rektorer; men det kunne man, sagde rektoren, lige så godt „bruge os sølle mandfolk til; men til kvindens arbejde i hjemmet er der ingen erstatning, og det er et arbejde, der går frem for alt …”

Rektorens tale var realistisk. Det store flertal af de søde studiner regnede med at blive husmødre med arbejde for mand, børn og hjem. De fleste kvinder blev gift, og de fleste gifte kvinder havde ikke arbejde uden for hjemmet, i hvert fald ikke regelmæssigt og ikke, mens der var hjemmeboende børn.

Statistisk beregner man kvinders arbejde uden for hjemmet som den såkaldte erhvervsfrekvens. Det er den procentdel af alle kvinder i den erhvervsaktive alder, der har indtægt ved arbejde. Mest af skattetekniske årsager begyndte man at regne „medhjælpende hustruer” med i erhvervsfrekvensen og fik på den måde større tal. Gifte kvinders erhvervsfrekvens steg meget langsomt op gennem 1950'erne fra 16 procent i 1950 til 21 procent i 1960.

Erhvervsaktive kvinder var overvejende beskæftiget i de traditionelle kvindefag, service- og omsorgsarbejde, der også var de lavest lønnede. Erhvervsfrekvensen var størst for de nygifte, den faldt, når det første barn blev født, for så at stige noget igen, når det yngste barn begyndte at gå i skole. Men på det tidspunkt i kvindernes liv henviste deres kvalifikationer og manglende erhvervserfaring dem til de dårligst betalte jobs. Deres indkomst var og blev kun et supplement til mandens.

Det var i overensstemmelse med dette mønster, at familien betragtedes som en økonomisk enhed, også i beregningen af indkomstskatten, hvor hustruens indtægt blev lagt oven i mandens. Sambeskatningen betød, at manden med selvangivelsen i hånden kunne vise sin kone, hvor lidt der blev tilbage af hendes indtægt, når han havde betalt de højere skatteprocenter, som hendes indtægt bragte hans skattepligtige indkomst op på.

Sædvane og vanetænkning gik hånd i hånd med økonomien og fastholdt de klassiske kønsroller med manden som skaffer og konen som hjemmearbejdende med ansvar for mad, rengøring, barnepleje og familiens tøj.

Når erhvervsfrekvensen alligevel steg, var det givet, at der måtte opstå spændinger, ikke blot på det økonomiske område med krav om ligeløn og ophævelse af sambeskatningen, men også med et øget behov for, at offentlige institutioner overtog nogle af de funktioner, som de hjemmearbejdende kvinder havde haft, pleje og omsorg for familiens børn og gamle. Blev behovet for vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og plejehjem for en kort tid tilnærmelsesvis dækket, meldte nye tusinder af kvinder sig på arbejdsmarkedet. Det tidligere argument, at kvindens udearbejde ikke kunne betale sig, tabte i betydning, også fordi forbrugsmønsteret ændredes. Det, der tidligere blev produceret i hjemmet, blev billigere i forhold til timelønnen, og de nye forbrugsgoder kunne ofte kun finde plads på budgettet, hvis familien havde to indtægter.

I 1960'erne steg erhvervsfrekvensen for de gifte kvinder langt hurtigere. I 1965 passerede den 32 procent, og allerede i 1970 havde halvdelen erhvervsarbejde. Medvirkende var naturligvis, at den økonomiske ekspansionsperiode bragte fuld beskæftigelse og mangel på arbejdskraft.

Man kan imidlertid ikke bare udnævne kvinderne til arbejdskraftreserve og anse den stigende erhvervsfrekvens for et resultat af højkonjunkturen. Udviklingen i de nordiske lande adskilte sig tydeligt fra resten af Europa, hvor familiemønsteret ændredes langsommere. Men uanset hvad årsagerne til det var, fik forandringen vidtrækkende konsekvenser for familierne og for folks måde at leve sammen på. Familien kunne ikke mere som en selvfølge betragtes som den mindste enhed i forhold til samfundet. Det enkelte individ trådte frem som ansvarlig for sig selv og med sine krav og rettigheder.

En del af medlemmerne i Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds blev utålmodige med moderorganisationens moderate synspunkter og stilfærdige arbejdsmetoder. De dannede i 1969 en ny forening, der tog navnet Individ og Samfund. Både foreningens navn og valget af en mand, Bjørn Selden, til formand skulle understrege, at det ikke drejede sig om kvindernes ligestilling, men om forandring af både mands- og kvinderollen og af forholdet mellem de to køn. Det var ikke kun den juridiske forskelsbehandling af de to køn, der skulle fjernes.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kvindens kald.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig