Husassistent Hanne Hansen var en kendt figur, i alt fald for dem der læste dagbladet Politiken. Hun optrådte – fort i pennen af Arne Ungermann – fast en gang om ugen i Magasinet. Hun var sød og frisk, optaget af hverdagens småproblemer og undertiden i harmløse skærmydsler med sit „herskab”.

.

Interiør fra kontorerne på Blumensaadts Fabrikker i Odense i 1928. Fakturaer på sæbe kunne lige så godt skrives af kvinder. De holdt da også i 1930'erne deres indtog i butikker og på kontorer. Fra 1930 til 1940 drejer det sig om 46.000 nye arbejdspladser, hvis man også medregner bl.a. sygeplejersker og lærerinder. For arbejdsgiverne var det et incitament, at kvindelig arbejdskraft var meget billigere end mandlig.

.

Socialdemokratisk valgplakat, der fastholder det etablerede kønsrollemønster. De fleste kvinder var stadig alene beskæftigede i hjemmene med husholdning og børnepasning. I 1930 var der 700.000, i 1940 783.000. Men der skete markante forandringer. De unge kvinder giftede sig nemlig stadigt tidligere, men samtidig fødtes færre børn. I 1920'rne bestod en husstand typisk af forældre og to børn, i 1940 var den kun på tre personer i gennemsnit.

.

I mellemkrigstiden sivede kvinderne langsomt ud i erhvervslivet. På landet skete der ikke større forandringer. Ved langt de fleste landbrug arbejdede mand og kone – og oftest også børnene – sammen om bedriften efter et århundredgammelt fastlagt mønster. Det var hårdt arbejde for landhusmoderen på grund af de dårlige arbejdsvilkår uden indlagt vand og andre faciliteter. I byerne kendte man især i butikshandelen begrebet „medhjælpende hustru”; de udgjorde ca. otte procent af de erhvervsaktive kvinder, et ret konstant tal. Derimod steg antallet af kvinder i lønnet erhverv fra 25 procent til ca. 41 procent i 1940. Men der skete samtidig en ændring i erhvervsstrukturen. I 1930 var 54% af alle udearbejdende kvinder beskæftiget ved husligt arbejde, i 1940 drejede det sig om 43%. I tal var det et fald fra 286.000 til 237.000, mens antallet af kvinder i håndværk, industri, handel og kontor steg fra 206.000 til 296.000. Arbejdsvilkårene, især i form af fast arbejdstid og mange arbejdskammerater af begge køn, sådan som tilfældet var i butik, på fabrik og på kontor, har utvivlsomt virket mere tillokkende end at være husassistent med det tvungne nære forhold til en enkelt familie og med meget lange arbejdsdage. Det stigende antal af erhvervsaktive kvinder uden for husgerning skyldtes også den tekniske udvikling. Nye maskiner kunne lige så let betjenes af kvinder som af mænd, og kvindernes løn var lavere, hvorfor de kunne virke som løntrykkere.

Men uviljen mod kvinders indtrængen på arbejdsmarkedet var også stor, både af principielle grunde og fordi arbejdsløsheden i 1930'erne var så høj. Derfor vendte man sig navnlig mod de gifte kvinder, som tog arbejdet fra ledige mænd. I nogle kommuner f.eks. København diskriminerede man ret åbenlyst mod kvinder i skolevæsenet. Gifte kvinder havde svært ved at få stilling, og for de samgifte, hvor begge havde været så heldige tidligere at få stilling som lærer, kunne heller ikke manden opnå avancement. For samgifte tjenestemænd blev lønnen reduceret.

I det private erhvervsliv afskedigedes kvinder undertiden, når de giftede sig, eller når de blev gravide, og det var almindeligt, at de tog orlov, når graviditeten blev synlig. Ved lov var lærerinder forpligtet til at sygemelde sig med nedsat løn inden syvende måned. Man anså det for upassende, at skolebørnene skulle se på en svanger kvinde. I 1935 blev en kvindelig taxachauffør udelukket fra Taxakompagniet med den begrundelse, at kvinder vanskeligt kunne køre om natten. For de kvinder, der havde fået job, var det næsten umuligt at opnå ledende stillinger.

Da stormagasinet Crome & Goldschmidt afskedigede 30 kvindelige funktionærer, lige for funktionærloven trådte i kraft i 1938, afholdt Danske Kvinders Erhvervsråd i november et protestmode. Statsminister Stauning holdt ved denne lejlighed en tale med titlen: „Kvindens plads i arbejdet”, hvori han slog et slag for, at såvel den ugifte som den gifte kvinde skulle have samme adgang til erhvervsarbejde som mænd. Hvis kvinder over en bank blev afskediget, øgedes arbejdsløsheden blot, fordi man i mange tilfælde ikke ville ansætte mænd i stedet, sagde Stauning. På den anden side understregede han, at de kvinder, der arbejdede i hjemmet for dette og for børnene, havde krav på en hædersplads i samfundet. Han udtrykte ønsket om, at alle mænd havde en sikker og vellønnet stilling, så meget af det omstridte kvindearbejde kunne ophøre. Hermed havde statsministeren søgt at komme ud af et dilemma.

Dansk Kvindesamfund stod stærkt på kvindens ret til ligestilling, men forudsatte, at man i de hjem, hvor begge forældre arbejdede ude, havde råd til hushjælp, som også kunne tage sig af børnene. I sådanne hjem oplevedes konflikten mellem moderrollen og udearbejdet ikke så intenst. Men med den eksisterende kønsrollefordeling også i hjemmene var det specielt for udearbejdende mødre fra arbejderklassen en drøj tid. Vuggestuer og børnehaver var få, og når disse kvinder tog arbejde uden for hjemmet, var det sædvanligvis alene for at få økonomien til at hænge sammen. Bortset fra Dansk Kvindesamfund og intellektuelle kredse var den almindelige mening – ikke mindst blandt statsministerens vælgere – at kvindens plads var i hjemmet.

I 1937 udsendte en af K. K. Steincke nedsat befolknings-kommission spørgeskemaer til københavnske arbejderfamilier for at undersøge behovet for daginstitutioner. På et af dem skrev en murerarbejdsmand, som boede i en treværelseslejlighed med seks børn og en kone, som ikke havde udarbejde: „Der skulle ikke være noget, der hedder vuggestuer (og børnehaver), da enhver moder skulle blive i hjemmet og passe sine børn selv, så kvinden kunne komme ud af erhvervslivet, så der kunne komme flere mænd i arbejde.” Det var ikke kun Hitler, som forkyndte parolen: „Kinder, Kirche und Kliche”. I 1937 indfortes obligatorisk husgerning som fag i skolerne, men kun for piger. De fleste gifte kvinder havde da heller ikke lønnet arbejde. I 1940 var der således stadig 670.000 hjemmegående og 113.000 medhjælpende hustruer. På trods af uviljen mod kvindearbejde og på trods af den økonomiske krise var det altså ikke lykkedes at fortrænge kvinderne fra arbejdsmarkedet.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kvindens plads.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig