Læseklasser på landet

Højtlæsning ved præst og degn og regelmæssig indterpning kunne naturligvis bibringe almuen en vis indsigt i de kristne læresætninger, men det var nu en fordel, hvis folk kunne læse selv. Staten tog dog ikke i 1600-tallet noget initiativ til at indføre en regelmæssig skolegang for befolkningsflertallets børn. Ikke desto mindre begyndte læsefærdigheden lige så stille at sive ud i landsbyerne. Præster og degne oprettede læseklasser i kirkeladerne eller i degneboligen, herremænd ydede pengegaver, så sognene kunne holde skolemestre, og mere velstående bønder betalte for undervisning af deres børn til omløbende degne eller blot skikkelige folk, der ville lære læsning fra sig.

Den 6. oktober 1648 begravede pastor Mads Prom fra Sørbymagle og Kirkerup sogne ved Slagelse tækkemand Hans Nielsen. I sin korte skildring af afdødes levned understregede Mads Prom, at Hans Nielsen havde sat sin søn, Niels, i skole. Og præsten bemærkede, at tækkemanden var gennem mange år den eneste i de to sogne, som havde ladet sig bevæge til at give sin søn en skolegang.

De fleste forældre gjorde sig liden tanke om at lade deres børn undervise, selv om der engang fandtes en vis tradition for det, eftersom der „for mange år siden er nogle født, som siden i boglige kunster har gjort profect [fremskridt] og kommen til præstekald”. Mads Prom slutter sit hjertesuk med et ønske om, at det må gå disse heldige sognebørn godt.

Præsten så således en ny præst i den anden ende af skoleforløbet. Men Prom var dog tilfreds, blot børnene lærte det allermest nødtørftige. Da han under pesten i 1656 pinsedag måtte begrave tre børn fra samme familie, bemærkede han, „at alle tre udi deres børnelæsning alt efter deres alders måde er blevet undervist, og at de også havde været flittige udi huset og andetsteds”, mens deres kusine og to fætre, der blev begravet samme dag, ikke havde haft samme hjertelag til børnelæsningen. Men det skyldtes ifølge Mads Prom fattigdom, at de ikke havde modtaget undervisning.

Netop i armoden fandtes en del af forklaringen på, at undervisningen af landalmuens børn aldrig blev rigtig udbredt. Men selv de mere velstående bønder holdt sig tilbage. Børnene var først og fremmest en nødvendig arbejdskraft. Kun når den kunne undværes, kunne der blive tale om læsning, og det skete, at der gik år imellem, at børnene dukkede op hos degnen for at fortsætte en afbrudt skolegang.