Efterhånden som Socialdemokratiet vandt styrke i byrådene, tegnede nye markante personligheder lokalpolitikken. J.P. Sundbo blev fra århundredskiftet til sin død i 1928 „uroen og ildsjælen i Esbjergs kommunale liv”. Han ville gøre byen til et „kommunesocialistisk” forbillede. I sin ungdom havde Sundbo været tre vintre på Askov Højskole, og det skyldtes hans initiativ, at planerne om den første arbejderhøjskole blev virkeliggjort i Esbjerg i 1910.

.

Justitsminister Alberti på udflugt med finansudvalget i sine velmagtsdage. Selvsikker troner „kolossen”, som Ove Rode kaldte ham, i spidsen for Folketingets vigtigste udvalg på et af dets besigtigelsesrejser ude i landet. Bag ham udvalgets formand, socialdemokraten K.M. Klausen. I al sin plumpe elegance er Alberti anbragt således, at alle de øvrige blot fremtræder som statister.

.

Lige så plump og brutal Alberti var, lige så slank, raffineret og retorisk sylespids var en af hans hovedmodstandere, Ove Rode. Med sine skarpe analyser i Politiken af Albertis dubiøse administration og kriminelle forretninger befæstede Rode sin stilling som seriøs journalist. Indsatsen medvirkede utvivlsomt til hans valg til Folketinget i 1909, hvor han straks blev centralt placeret som de radikales gruppeformand og politiske ordfører. Under overskriften „Resultatet – hvad vi vandt og hvad vi tabte” portrætterede Alfred Schmidt de nyvalgte i Klods Hans 1909. Om Ove Rode hed det, at Folketinget havde fået „et godt hoved”.

.

Da Alberti blev indsat i Horsens Tugthus, var ingen af fangedragterne store nok til hans korpus. Der blev da specialsyet disse knæbukser til ham. Alberti blev som fange nr. 75 målt og vejet til 172 cm på sokker, livvidde 155 cm og vægt 138,5 kg. Han fik arbejde ved en maskine, hvor han skulle strikke grove sokker til fangerne. Efter et par år blev han syg, og Ekstra-Bladet kunne i 1912 fortælle, at han nu kun vejede 70 kg. Den 14. august 1917 blev han efter ansøgning fra sin søster Sophie benådet. I de følgende år ernærede Alberti sig ved kontorarbejde og ejendomsadministration. Han døde i 1932 efter at være blevet påkørt af en sporvogn.

.

„I Rigets Raad hensidder nu en Mand, der samtlige Rebeller tumle kan.” Dette lidt gumpetunge rim stod at læse på en smukt forsiret krukke med et portræt af justitsminister Peter Adler Alberti. Krukken var fremstillet af Alberti selv eller hans vælgerforening til uddeling blandt hans trofaste vælgere på Sjælland. Inden de alle nåede at blive uddelt, havde Alberti meldt sig til politiet for falsk og bedrageri. Som en af rigets mest indflydelsesrige mænd kunne han i sine velmagtsdage tumle rebeller, men sin økonomi kunne han ikke styre.

P. A. Alberti var med et af tidens udtryk født med en sølvske i munden. Som søn af Albertine og Carl Christian Alberti var han næsten forudskikket til at blive noget stort i politik eller forretningsverdenen eller, som tilfældet blev, begge steder.

Den velstående fader havde politisk ry som ubestikkelig demokrat og havde som medstifter og leder af Den Sjællandske Bondestands Sparekasse en solidt rodfæstet position blandt de sjællandske gårdmænd. Sønnen derimod var ikke demokrat i den gamle venstreforstand. Hans politiske ledetråd var snarere en konsekvent antisocialisme og anti-radikalisme. Han var i sine unge dage blandt de sjællandske bønder mistænkt for at nære højresympatier og havde af samme grund problemer med at blive accepteret som leder af sparekassen ved faderens død i 1890.

Med grundlag i sparekassen og smøreksportforeningen opbyggede Alberti en enestående magtstilling. Han styrede sine foretagender enevældigt, forhandlede og traf beslutninger på egen hånd. Han førte en væsentlig del af korrespondancen, og alle checks og pengeanvisninger blev udstedt til ham personligt. Hurtigt sammenblandede han sin personlige økonomi med smøreksportforeningens og dennes med sparekassens. Han førte selv alle sparekassens forhandlinger med andre pengeinstitutter om lån eller anbringelse af pengemidler og udfærdigede selv alle juridiske dokumenter. Han var flittig som få, var en skarp begavelse med evnen til hurtigt at trænge ind til kernen i en sag og træffe beslutninger.

Han holdt sine medarbejdere, bogholdere og revisorer i kort snor, og bestyrelsesmedlemmerne i de forskellige selskaber var bønder uden kvalifikationer til at bedømme regnskaber og transaktioner. Derfor kunne ingen gennemskue det regnskabsmæssige rod, der fra starten var i Albertis selskaber, og ej heller konsekvenserne af en stadig tættere sammenblanding af sparekassens og smøreksportforeningens pengesager. Helt fra grundlæggelsen gennemførte han bedragerier over for sine virksomheder. Han tilegnede sig midler fra dem og brugte dem blandt andet til spekulation i sydafrikanske guldminer, hvor han led store tab.

Hele Albertis økonomiske imperium var bygget på tillid fra de sjællandske bønder. De fik ikke alene direkte kontante fordele gennem brandforsikringen og smørforeningen, men betragtede også disse og sparekassen som et led i den politiske og økonomiske kamp mod godsejerne og byernes privatkapitalister. Der er heller ikke tvivl om, at disse økonomiske foretagender bidrog til at konsolidere gårdmændenes position, og det var baggrunden for, at de helt frem til Albertis fald i 1908 gav ham en uforbeholden politisk tilslutning. Han var deres mand i kampen mod fjender til højre og venstre.

Fra dannelsen af Venstrereformpartiet var han en af J. C. Christensens mest trofaste støtter og selvskrevet ministeremne, da der skulle dannes en venstreregering i 1901. Skønt Deuntzer havde forbehold over for Alberti som sagfører, og selv om der allerede da gik rygter om hans økonomiske problemer, og selv om kongen skal have omtalt Alberti som „en slyngel, en politisk kæltring”, som han ikke håbede at se som minister, blev alle forbehold fejet til side efter en personlig erklæring fra Alberti til J. C. Christensen om, at hans forretningsforhold var i orden. Han kunne indtage den indflydelsesrige post som justitsminister og tilmed trække sin trofaste fælle fra sparekasse og smøreksportforening, Ole Hansen, med ind som landbrugsminister.

Som justitsminister var Alberti effektiv, hårdtarbejdende og politisk slagkraftig, men konstant omstridt. Det regnede ned over hans hoved med større eller mindre affærer, der var afledt af hans hang til at begunstige personlige bekendte, partifæller eller økonomisk allierede og til nådesløst at slå ned på modstandere og kritikere. Han førte et utal af injuriesager og vandt de fleste. Han forfulgte gennem sin avis Dannebrog enhver, der politisk eller økonomisk trådte ham for nær. Han udstillede demonstrativt sin magt, sammenblandede økonomisk og politisk indflydelse og blev for sine modstandere – først og fremmest de radikale og socialdemokraterne symbol på alt det, de ikke kunne lide ved venstreregeringen.

Da Alberti blev minister, var han allerede insolvent, men ingen havde indblik i hans bedragerier og da slet ikke i deres omfang. Da angrebene mod Alberti satte ind under finanslovsdebatten i Folketinget 1906-07 var de i første omgang rettet mod nogle mindre enkeltsager, og der var rigeligt at tage fat på. Alberti havde med rund hånd givet teater- og biografbevillinger til personlige bekendte. Han havde frataget den berømte filmmand Ole Olsen en biografbevilling og givet den til en af sin kones veninder, havde reelt indført censur ved at forbyde revyer, uddelt lotteribevillinger i flæng og involveret sig tæt med kendte byggespekulanter. Kritikken blev indledt af socialdemokraten Borgbjerg, hvis fader i en årrække havde været knyttet til Albertis foretagender som revisor og bogholder. Der var tydelige islæt af både politisk og personligt fjendskab i hans angreb. De var ikke altid lige præcise eller velunderbyggede, men flere og flere begyndte at lugte råddenskaben omkring Alberti. Den radikale Zahle og økonomen L. V. Birck fra Højre gik ind med nye angreb, og i Politiken fulgte Ove Rode op med en sand kanonade mod Alberti, som han havde været i klammeri med helt fra begyndelsen af 1890'erne og udkæmpet et utal af injuriesager mod.

Alberti svarede for sig med en blanding af magtfuld arrogance, sarkastiske modangreb og juridiske spidsfindigheder. Men i marts 1908 fik han det politiske nådestød. Det var blevet kendt, at en „embedsmand” havde lånt tre millioner kroner i Privatbanken, og den pågældende blev hurtigt identificeret som Alberti. Nu rettedes kritikken også mod regeringens chef J. C. Christensen, som under alle angrebene havde stået bag Alberti. Edvard Brandes spurgte i Landstinget J. C. om han mente, at Alberti kunne klare anklagerne ved en injuriesag, og rettede det samme spørgsmål til Mogens Frijs, som svarede med en i formen behersket, men politisk ødelæggende udtalelse: „Hvad jeg først og fremmest har ønsket, er, at den uhygge, der i den sidste tid har bredt sig i vort offentlige liv, snarest må forsvinde, og jeg tror, at den af den højtærede justitsminister angivne vej ikke vil kunne have dette til følge. Jeg kan ikke se rettere end, at den vej vil føre til en lang, muligvis til en gennem år gående proces, og under denne proces vil uhyggen vedvare og ikke være fjernet.”

Her talte ikke alene landets største jordbesidder, men også lederen af de Frikonservative, hvis støtte regeringen var afhængig af. Det fik J. C. Christensen til at beslutte sig til omsider at skille sig af med Alberti, der den 24. juli 1908 fratrådte som justitsminister „i nåde og med pension”. Han udnævntes til gehejmekonferensråd og bevarede dermed sin plads i første rangklasse og titlen excellence.

J. C. Christensen benyttede Albertis afgang til en større ændring i regeringen. Niels Neergaard blev finansminister, Svend Høgsbro justitsminister, Jensen-Sønderup trafikminister, og Ole Hansen, der var blevet gået sammen med Alberti, blev afløst som landbrugsminister af Anders Nielsen. Med optagelsen af Det moderate venstres leder Neergaard i regeringen havde J. C. Christensen taget et afgørende skridt til at forene de to venstregrupper i Folketinget til et samlet venstreparti. Det blev i et videre politisk perspektiv det afgørende ved Albertis afgang. Med støtte fra de Frikonservative havde regeringen nu sikkert flertal i begge Rigsdagens ting.

Med dette flertal i ryggen og Alberti-problemet tilsyneladende sikkert ude af verden kunne J. C. Christensen ledsage kongeparret på dets sommerrejse. Frederik 8. rejste meget, og denne august 1908 rullede den kongelige karavane med dronning Louise, prinser, prinsesser, hofdamer, adjudanter og lakajer gennem Jylland. Optoget fyldte godt i de små landsbyer, og befolkningen var både benovet og beæret. Rejsen var ikke blot en traditionel kongelig formæling med folket. Den var beseglingen af monarkiets accept af det solide bondevenstre som regeringsdueligt. Til at lette den side af sagen medbragte kongen en kassefuld af ordener og hæderstegn, der med mild hånd blev fordelt blandt de fremmødte patrioter. Rejsens højdepunkt og umisforståelige symbol på forsoningen mellem bønder og kongemagt var majestæternes besøg i J. C.'s bolig i Hee ved Stadil Fjord. I sit stiveste puds modtog degnen og konseilspræsidenten kongeparret foran sit beskedne hus med en lille sang, skrevet af J. C. selv og fremført af drenge og piger fra hans skole. I sidste vers tolkede J. C. ydmygt, men også selvbevidst besøgets betydning:

Og her er fryd i alles sind og glæde alle vegne, er stuen lav, gå dog derind. Du er blandt dine egne.

Kongen kvitterede med at kalde J. C. Christensen en bro mellem konge og folk og udtrykte et parlamentarisk set problematisk ønske om at kunne beholde ham ved sin side længe.

En måneds tid senere var kongefamilien og regeringen igen samlet i en festlig anledning. Den 8. september 1908 stod de sammen med tusindvis af københavnere ved Toldboden for at modtage kongens søster, enkezarina Dagmar af Rusland. Justitsminister Høgsbro, der skulle deltage i modtagelsen, var ikke dukket op. Men pludselig banede han sig vej gennem mængden, trak J. C. Christensen ud af geleddet og hviskede ophidset til ham. Alberti havde meldt sig på politivagten og vedgået bedrageri og falsk for i hvert fald ni millioner kroner.

Meddelelsen ramte J. C. som et kølleslag, og han forvandt det aldrig helt, hverken politisk eller personligt. Ikke alene havde han i lang tid trods utallige angreb beholdt Alberti i regeringen og støttet sig til ham, men han havde også så sent som i maj, et par måneder før Albertis afgang som minister, ydet ham et lån på 1,5 millioner kr. af statskassen.

Alberti havde holdt ud længe. Når han endelig meldte sig til politiet, skyldtes det pressens stadigt mere nærgående kulegravning af hans økonomiske forhold med Ove Rodes artikler i Politiken som de bedst underbyggede. Rode afdækkede de bestandigt mere og mere indviklede transaktioner, som Alberti foretog for at dække over sin insolvens og sine bedragerier: lån i Nationalbanken og private banker mod sikkerhed, som ikke eksisterede, transaktioner mellem de forskellige selskaber, som ingen andre end Alberti selv kunne gennemskue. Den 8. september indløb der afslag på ansøgninger om lån i engelske banker. De sidste muligheder for at dække bedragerierne var udtømt, og gehejmekonferensråden, den tidligere så almægtige justitsminister måtte gå den tunge vej til Domhuset og aflægge tilståelse til vagthavende overbetjent Jacobsen.

Nyheden om Albertis tilståelse spredtes som en løbeild gennem København. De journalister og redaktører der i månedsvis stædigt havde gravet i hans forhold triumferede, offentligheden var lamslået. Juristen og forfatteren Otto Rung lader sine erindringer „Fra min Klunketid” rinde ud med sin oplevelse som protokolsekretær i kriminalretten, hvor han refererede alle forhørene over Alberti. 8000 håndskrevne sider fyldte de. For Rung blev Albertis fald symbolet på det gamle, velordnede, borgerlige verdensbilledes sammenbrud: „Det var klunketidens opløsning, der var på vej! Den lune optimisme var begyndt at blive mør i folderne. Ulden kunne ikke holde til det voldsomme stræk af en nytids skrappe optakt. Krak fulgte efter krak, den uldne politik forslog ikke mere til at dække. Plysset revnede, og nu så man, at ikke blot betrækket, men også konturerne i vort samfund var itu!”

Andre mindre nostalgiske og mere koldsindige hoveder så Albertis gerninger som en illustration og bekræftelse af deres værste forudsigelser om den uhæmmede kapitalismes virkninger.

Under den langvarige retssag mod Alberti blev det klarlagt, at hans bedrageri omfattede næsten 15 millioner kr., et efter datidens forhold nærmest ufatteligt beløb, nogenlunde hvad det kostede at genopbygge Christiansborg eller næsten lige så meget som de årlige udgifter til forsvaret. Kort før jul 1910 faldt dommen. Alberti blev idømt otte års tugthusarbejde og straks overført til Horsens Tugthus. Ingen har nogen sinde helt kunnet overskue, hvorledes Alberti holdt spillet gående så længe, eller hvad han brugte de mange penge til. Men han havde viklet sig ind i et morads af mislykkede spekulationer, led bestandigt tab, som krævede endnu flere penge.

De politiske virkninger af Albertis fald blev vidtrækkende. Fra alle sider haglede kritikken ned over regeringen og især dens leder, J. C. Christensen. Mens enkelte højremænd så sig bekræftet i deres mistillid til det parlamentariske demokrati, triumferede socialdemokrater og radikale med Borgbjerg og Ove Rode i spidsen. Regeringen indgav den 13. september 1909 sin afskedsbegæring, men fungerede som forretningsministerium indtil den 12. oktober. I slutningen af september trådte Rigsdagen sammen til en lidenskabelig debat om Alberti og regeringens ansvar. J. C. Christensen var personligt hårdt ramt af skandalen og holdt en bevæget tale, hvor han ikke alene gennemgik Albertis forbrydelser, men også forsvarede sine egne handlinger. Han appellerede til Rigsdagen om at fastholde de resultater, der var vundet efter systemskiftet og opridsede nogle perspektiver for de forskellige klasser. Han udfordrede mange ved at hævde, at „der kan regeres her i landet uden om København, men der kan ikke regeres uden om bønderne”.

Her lå vel en forklaring på, at han så længe havde holdt fast ved Alberti. Denne havde ikke alene kunnet sikre støtten fra den sjællandske bondestand, men havde også ved J. C.'s side været den mest standhaftige bom mod de nye klassers fremmarch. Hans fald betegnede derfor også indledningen til en ændring af de politiske magtforhold med en forskydning til fordel for husmænd og arbejdere.

Efter folketingsvalget i 1909 besluttede et flertal af radikale, socialdemokrater og højremænd at rejse rigsretstiltale mod J. C. Christensen og Sigurd Berg for deres parlamentariske ansvar for Albertis handlinger. Under stor offentlig opmærksomhed gennemførtes en omstændelig retssag, der endte med en frikendelse af J. C. Christensen, selv om præmisserne var ret belastende. Derimod idømtes Sigurd Berg en bøde på 1000 kr. eller simpelt fængsel i 60 dage, fordi han havde tilsidesat sin embedspligt ved ikke at skride ind, da han af en embedsmand blev gjort opmærksom på nogle af Albertis uregelmæssigheder.

Skønt frikendt genvandt J. C. Christensen aldrig sin fordums styrke. Alligevel vedblev han endnu et årti at være det faste centrum i det politiske liv. Hans evne til at lægge en langsigtet strategi og forfølge den ad krogede taktiske veje forblev usvækket, og ingen større sager fandt deres løsning uden hans mellemkomst og tilslutning. For partistrukturen betød Albertisagen, at samlingen af de forskellige venstregrupper blev fremskyndet. Den formelle sammenslutning til partiet Venstre skete i juni 1910.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Magten og vanæren - gåden Alberti.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig