Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen havde støttet tilpasningspolitikken til det sidste. Efter den 29. august 1943 blev han den ledende kraft i departementschefstyret. Som sådan søgte han under stigende vanskeligheder at fastholde forvaltningen på danske hænder.

.

I oktober 1943 holdtes i den af tyskerne beslaglagte frimurerloge i København en mindehøjtidelighed for den faldne danske SS-officer C.F. von Schalburg. Han kom til at lægge navn til det korps, som kaptajnløjtnant K. B. Martinsen oprettede i 1943, og som udførte en række terroraktioner mod danske institutioner og enkeltpersoner. Martinsen sidder længst til venstre, fulgt af endnu en dansk SS-officer, Schalburgs søn og enke samt Werner Best.

.

En transport af flygtende jøder er i oktober 1943 nået ind på svensk territorium, og passagererne kan se ind i det forjættede land. Redningen af jøderne lykkedes, fordi Sverige tog imod dem, og fordi mange landsmænd i Danmark havde hjulpet til med skjulesteder, indtil transportmulighed var skaffet. Det danske kystpoliti hjalp til, og tillige forholdt den tyske værnemagt og krigsmarine sig passive. Mange jøder måtte betale store summer for at komme over.

.

Aldrig så snart havde departementschefstyret fundet sit leje, før det blev konfronteret med en grov krænkelse, som det ingen muligheder havde for at afværge. Den 5. september 1943 meddelte Nils Svenningsen Werner Best, at der ikke kunne dannes en parlamentarisk regering. Hermed var en vigtig forudsætning for Bests politik bristet. Værnemagten syntes nu helt at skulle skubbe Best til side. Muligvis har han i denne situation ønsket at få samme status som rigskommissær Terboven i Norge. I al fald søgte han at styrke sin position ved at få tildelt en særlig afdeling af det tyske sikkerhedspoliti og ved at sætte aktionen mod de danske jøder i værk. En sådan ville værnemagten ikke medvirke til. Den 8. september sendte Best et telegram til det tyske Udenrigsministerium, hvori han bad om en afgørelse af, hvilke foranstaltninger han skulle træffe imod jøderne og frimurerne, som Hitler også var fjendtligt indstillet overfor. Et indgreb burde i givet fald træffes, mens der herskede militær undtagelsestilstand, mente Best.

De danske jøder levede på trods af deres trosfællers forhold i Tyskland i det håb, at de i læ af forhandlingspolitikken kunne gå ram forbi. Særlovgivning mod jøder var da også blevet afvist af regeringen, selv om det ville fremkalde et brud med besættelsesmagten. Nu gik det galt. Udenrigsminister von Ribbentrop forelagde spørgsmålet for Hitler selv, og den 17. september fik Best meddelelse om, at aktionen mod de danske jøder var godkendt. Frimurerne slap.

Best bar imidlertid kappen på begge skuldre. Allerede den 11. september informerede han sin skibsfartsattaché G. F. Duckwitz, som havde været flere år i Danmark og havde gode forbindelser, vel vidende, at denne ville lade oplysningerne gå videre. Det skete også. I denne situation søgte departementscheferne at afvende ulykken med et tilbud om, at jøderne blev internerede i en dansk lejr. Da det blev afvist, søgte man med held at advare jøderne. Samtidig protesterede Kirken, Højesteret, universiteterne og de store organisationer mod overgrebet.

Takket være advarslerne lykkedes det de fleste jøder at gå under jorden og at komme i sikkerhed i Sverige ved improviserede, illegale transporter over Øresund. Disse ruter forblev i øvrigt intakte og blev af stor betydning for modstandskampen. I alt ca. 7000 jøder blev reddet. Ved den tyske aktion, der begyndte den 2. oktober 1943, lykkedes det kun for Gestapo at pågribe ca. 500 jøder, der blev deporteret til kz-lejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet, medens de 150 kommunister, der sad i Horserød, kom til Stutthof. Af de deporterede jøder døde 52 og af kommunisterne 20. Skønt aktionen således var blevet en fiasko, meddelte tyskerne få dage efter, at da jøderne nu var „blevet udskilt af det offentlige liv”, kunne undtagelsestilstanden ophæves, og de internerede soldater frigives.

I den jødiske historieskrivning står redningsaktionen i en særlig stråleglans, der har affødt beretningen om, at kong Christian bar davidsstjernen for at vise solidaritet med sine jødiske landsmænd. Kongen var positivt indstillet over for Det Mosaiske Troessamfund, deltog således i 1933 efter Hitlers magtovertagelse i en gudstjeneste i synagogen og udtrykte i 1941 skriftligt sin beklagelse over en ildebrand i synagogen. Den 1. oktober 1943 protesterede han forgæves i et brev til Werner Best mod den forestående deportation. Men beretningen om jødestjernen er en myte.

Aktionen mod jøderne aktiverede mange danske, der trådte hjælpende til og nu blev motiverede for andet illegalt arbejde. De vigtige forbindelseslinier til Sverige var blevet udbygget. I befolkningen nåede uviljen mod tyskerne et højdepunkt. Den fortsatte allierede fremgang på alle fronter gav håb om en hurtig afslutning på krigen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Oktober 1943.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig