Operation Weserübung

Winston Churchill og Lord Halifax. Churchill var næsten den eneste engelske politiker, der angreb Neville Chamberlains beroligelsespolitik i 1930'erne. Ved krigsudbruddet i 1939 blev Churchill marineminister, og da Hitler i maj 1940 angreb Frankrig, blev han premierminister. Lord Halifax var udenrigsminister 1938-40, hvorefter han blev engelsk ambassadør i Washington. Begge var positivt indstillet over for Danmark.

.

Udenrigsminister P. Munch og hans forgænger Erik Scavenius, der nu var rådgiver for Udenrigsministeriet, rejste i 1936 til møde i Folkeforbundet, som demonstrerede sin afmagt i forbindelse med Italiens overfald på Abessinien. Scavenius havde da for længst afskrevet Folkeforbundet, som han fandt alene var et forum for stormagtsintriger. Munch var ikke uenig med ham, men mente, at Danmark til det sidste burde udnytte det minimum af beskyttelse, som Folkeforbundet gav.

.

Da 2. verdenskrig brød ud, havde Hitler ingen planer om at angribe Skandinavien. Men da det efter nedkæmpelsen af Polen i september 1939 kneb med at komme i gang med en vestoffensiv, og da det russiske angreb på Finland pludselig inddrog Norden i krigen, nedsatte han den 14. december 1939 en særlig planlægningsgruppe, der skulle forberede en besættelse af Danmark og Norge. Nu regnede tyskerne nemlig med, at vestmagterne kunne finde på at sende Finland hjælp gennem Norge og Sverige. Hertil kom, at en aktion mod Norge med anlæg af baser kunne true de allieredes atlantiske forbindelser og samtidig sikre Tyskland kontrollen med den svenske jernmalm, der udskibedes fra Narvik. Derimod var baser i Danmark af underordnet betydning. Den tyske flådechef, admiral Erich Raeder havde oprindeligt været ivrig for en aktion mod Norge, men i februar-marts sadlede han om, fordi operationen blev anset som for risikabel med den begrænsede størrelse, marinen havde på dette tidspunkt. Den tyske krigsmarine foretrak støttepunkter på den franske atlanterhavskyst.

Under besøg i Berlin lovede den norske nazileder Vidkun Quisling Hitler sin bistand til at gennemføre et kup i Norge. Det var dog hverken ideologiske eller snævre økonomiske interesser, men militære motiver, som drev Hitler. Til de officerer, som planlagde aktionen, sagde han: „Det er på højeste tid, at Tyskland skaffer sig selv sikre forbindelser ud til verden og ikke tillader hver generation at være underkastet engelsk tvang.” Han satte sig altså ud over frygten for, at Tyskland kun ville have styrke til at erobre Sydnorge, mens Nordnorge med malmen måske i værste fald kom på engelske hænder.

Under rivalisering mellem den tyske hær og marine fortsattes planlægningen, men Hitlers interesse for den aktion, som snart i kodesproget kaldtes „Weserübung”, var svingende og den tyske kurs derfor usikker. Der er dog ingen tvivl om Hitlers grundlæggende ansvar for aktionen. Han havde bevidst henlagt planlægningen under den af ham selv oprettede overkommando for værnemagten, der var tænkt som et instrument til at trænge generalernes indflydelse tilbage og fremme Hitlers egen. I øvrigt var luftvåbnet under Hermann von Göring imod „Weserübung” og søgte på forskellig måde at obstruere den, fordi Luftwaffe skulle underordnes værnemagten.

På engelsk side var der også usikkerhed. Marineministeren, Winston Churchill, havde som omtalt måttet opgive at trænge ind i Østersøen, en plan han også havde syslet med under 1. verdenskrig. Den 2. februar 1940 sagde han til nordiske journalister:

"Jeg kan ikke bebrejde Danmark noget … de andre har dog en grav, over hvilken de kan fodre tigeren, men Danmark er så frygteligt nær Tyskland, at det ville være umuligt at bringe hjælp. Jeg ville i hvert fald ikke påtage mig at garantere Danmark."

Hermed havde englænderne tilkendegivet, at Danmark var afskrevet. Det gjaldt derimod ikke Norge. Franskmændene pressede på for en aktion, der kunne mindske truslen mod fransk territorium, og Churchill ønskede at udlægge miner i norske farvande for at hindre tyskerne i at få den svenske jernmalm, selv om man herved både krænkede folkeretten og Norges neutralitet. Disse hensyn måtte vige i kampen mod nazismen, der ikke respekterede nogen som helst moralske forskrifter så lidt som andre staters neutralitet. Den 1. februar 1940 besluttede de allierede ikke blot at udlægge miner, men også at sende et engelsk ekspeditionskorps på 100.000 mand til Narvik inden den 15. marts 1940, officielt for at hjælpe finnerne, men reelt for at standse udskibningen af malm til Tyskland såvel fra norske som fra svenske havne. Med Neville Chamberlains ord søgte man „at dræbe to fugle med én sten”.

Inden man havde fået iværksat planen, trængte den engelske destroyer „Cossack” ind på norsk territorialfarvand, og dens besætning bordede den 16. februar i Jøssingfjorden det tyske krigsskib „Altmark” og befriede 300 tilfangetagne engelske sømænd. Det var en klar krænkelse af Norges neutralitet. I Berlin blev den straks udlagt som bevis for, at England pønsede på at besætte Norge, og at nordmændene hverken ville eller kunne modsætte sig et engelsk angreb.

Til overflod diskuteredes det i England og Frankrig i fuld offentlighed, om man skulle landsætte styrker i Nordnorge for at hjælpe finnerne. For ikke at miste politisk og moralsk troværdighed fandt den engelske regering det nødvendigt at spørge den norske og den svenske regering om lov til at lade ekspeditionskorpset passere gennem Norge og Sverige. Man nølede helt til den 1. marts med at forhøre sig hos de to landes regeringer, som afslog. Ved denne forsigtige holdning gik kostbar tid tabt. Først den 12. marts blev den egentlige operationsbefaling efter stærkt fransk pres afgivet, men samme dag sluttede Finland fred, hvorefter man ikke længere kunne motivere en udsendelse af ekspeditionskorpset med hensynet til finnerne. Planen blev derfor skrinlagt og de engelske tropper i stedet sendt til Vestfronten.

På tysk side førte „Altmark”-episoden til en fremskyndelse af angrebsplanerne mod Norden. Den 21. februar udnævntes general Nicolaus von Falkenhorst til chef for operationen. Den 1. marts forelå Hitlers første skriftlige befaling vedrørende „Weserübung”. Indtil da havde de tyske planlæggere drøftet, om det var nok at true Danmark diplomatisk eller nøjes med enkelte støttepunkter. Men bl.a. af hensyn til luftvåbnets behov for mellemlanding besluttedes det at inkludere Danmark. I Hitlers ordre hed det: „Herved skal et engelsk overgreb på Skandinavien og Østersøen forebygges, vor malmbasis i Sverige sikres, og krigsmarinens og luftvåbnets udgangsstilling mod England udvides.” Denne formulering hentydede til de tyske ønsker om ubådsbaser i de velegnede norske farvande. Som øverstbefalende for aktionen mod Danmark udnævntes den 2. marts flyvergeneralen Leonard von Kaupisch. Værnemagtens overkommando udarbejdede samtidig udkast til de noter, der skulle overbringes til de to lande, vedrørende de politiske forhold. Noterne, der indeholdt en række krav, skulle først afleveres, efter at aktionen var iværksat. Af sikkerhedsmæssige grunde blev det tyske Udenrigsministerium til udenrigsminister Ribbentrops harme først underrettet herom og om hele „Weserübung” den 3. april 1940.

Imens foregik detailplanlægningen. Det var en omfattende operation, som krævede et veltilrettelagt samarbejde mellem alle tre værn. Alene værnemagten skulle stille med seks divisioner til besættelsen af Norge og to og en halv til Danmark, i alt ca. 100.000 mand. Vejret var afgørende for, om operationen kunne lykkes. Det krævede, at isen efter en meget streng vinter var borte, og det var først tilfældet omkring den 1. april. Tillige skulle aktionen finde sted, inden de lyse nætter begyndte, og mens det var nymåne. Derfor bestemte Hitler, at angrebet på Norge og Danmark i givet fald skulle foregå den 8., 9. eller 10. april. Da der i slutningen af marts var tegn på, at englænderne var i færd med at genoptage deres planer om at udlægge miner i de norske farvande, traf Hitler den 26. marts den endelige beslutning om at lade Norge og Danmark besætte.

Alt mens dette i største hemmelighed blev forberedt, bestemte englænderne sig omsider den 28. marts for at lægge minerne. Det skulle ske den 5. april, men da englænderne og franskmændene ikke kunne enes, skete mineudlægningen først den 8. april. Mens englænderne var helt uvidende om de tyske planer, kendte tyskerne i hovedtrækkene de engelske, dels på grund af den offentlige debat i England, dels fordi de havde brudt den engelske marines kode.

Straks efter at beslutningen var truffet, samledes skibe og soldater i Stettin og Swinemünde. Den 2. april fastsattes besættelsestidspunktet definitivt til den 9. april kl. 4.15, og den 3. afsejlede de skibe, som skulle nå Nordnorge, den 8. de, der skulle bruges ved besættelsen af Danmark. For at fremme hemmeligholdelsen af aktionen og dermed styrke overraskelsesmomentet sejlede skibene til Norge under engelsk flag og med engelske navne påmalede.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Operation Weserübung.

Kommentarer (2)

skrev Emilie Rasmussen

I siger: "For at fremme hemmeligholdelsen af aktionen og dermed styrke overraskelsesmomentet sejlede skibene til Norge under engelsk flag og med engelske navne påmalede." Hvordan kan det være? Jeg har simpelthen ikke kunne finde nogle kilder, som påstår det samme. Kan i eventuelt give mig en forklaring på dette, og hvordan opdagede englænderne så at tyskerne var på vej, hvis tyskerne sejlede under engelsk flag? Var det engelske flag kun til at narre nordmændene og var englænderne godt klar over det?

svarede Jørgen Nørby Jensen

Det ved vi desværre ikke. Artiklen stammer fra Danmarkshistorien, der udkom på forlaget Gyldendal i perioden 2002-2005, og vi har ikke kontakt med artiklens forfattere. Du kan evt. kontakte Gyldendal.

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig