Udvalg af romerske sølvmønter fra Ginderup i Thy. Blandt de meget få skattefund fra ældre romertid påkalder dette sig særlig opmærksomhed. Det blev fundet under gulvet i et af jernalderlandsbyens små huse uden stald. I et lille lerkar lå 25 romerske mønter, heraf 16 republikdenarer, dvs. sølvmønter fra tiden kort f.Kr., og kun ni kejsertidsmønter, heraf otte sølvdenarer og en guldmønt, en aureus. Den yngste mønt er præget under kejser Vespasian (69-79 e.Kr.). Hovedparten af mønterne er således gamle – henved 100 år ældre end fundets yngste mønt, men hvor længe de har været i omløb og præcist hvornår de er blevet skjult, ved vi derimod ikke.

.

Sådan kan man forestille sig de romerske mønters funktion. Efter denne model indtager de en central plads som bindeled mellem den romerske markedsøkonomi og den germanske prestigeøkonomi. Mønterne kommer her til at fungere som udvekslingsmiddel og standardværdi, f.eks. som sold og til opbevaring af værdier, mens bronzekarrene anvendes som en slags betalingsmiddel til sikring af politiske og ægteskabelige alliancer og den dermed forbundne prestige.

.

„Og har du penge, så kan du få; men har du ingen, da må du gå!” er den barske og realistiske konklusion i børnesangen „Der bor en bager”. Penge er alt – i hvert fald er det den eneste vej til bagerens eftertragtede sukkerkringler.

Penge er et udvekslingsmiddel, som i det moderne samfund er forudsætningen for enhver form for handel. Med penge kan man købe og betale alt – sukkerkringler, huse, arbejdskraft og skat. Det kunne romerne også, og til det formål havde de et udviklet pengesystem med mønter af guld, sølv og kobber.

Det havde germanerne imidlertid ikke, og hvad enten vi ser de romerske varer heroppe som resultat af en storslået og velorganiseret handel i hænderne på romerske købmænd, eller som en mere beskeden handel organiseret af germanerne selv, så ændrer det ikke ved det forhold, at romerske varer måtte passere en eller anden form for økonomisk – og social -grænse på deres vej fra den klassiske verden. Vi ved blot ikke, hvordan det gik for sig.

Byttede man f.eks. to skind for én romersk kasserolle, én slave for ét bronzefad, gåsefjer og kvindehår for guldmønter? Det er muligt, men næppe troligt. Omsætning af så kompleks karakter kunne lettest udføres ved hjælp af en standardværdi, som derved blev mellemled og omregningsfaktor i de forskellige transaktioner. Som sådan fungerede de romerske mønter sikkert i grænseområderne, hvor en udviklet markeds-handel – også med dagligvarer – gjorde brug af romerske mønter, overvejende småmønterne af kobber.

Kan vi nu forestille os, at de romerske mønter tjente samme formål i resten af Germanien, hvor intet i øvrigt taler for, at der har været en økonomisk struktur som i de gamle keltiske grænseområder, og hvor kobbermønterne var sjældne?

"At eje eller have disse metaller [guld og sølv] optager dem [germanerne] ikke synderlig. Man kan hos dem opleve et sølvkar, som deres udsendinge eller høvdinge har fået som gave, stå i samme ringe kurs som lerkar. På grund af handelssamkvem værdsætter imidlertid de germanere, som bor nærmest os, guld og sølv, og de foretrækker bestemte af vore mønter og anerkender kun dem; folkene inde i landet driver den enkle og gammeldags tuskhandel. De godtager kun gammelkendte møntsorter som serrater og bigater [sølvmønter fra 2. og 1. årh. f.Kr.]. De vil også hellere have sølv end guld, dog ikke af nogen særlig forkærlighed, men fordi sølvmønter er mere bekvemme, når de skal købe deres simple og billige sager."

Dette er Tacitus' udlægning af germanernes forhold til ædelmetaller, men beretningen er uden tvivl farvet af hans ønske om at understrege de ufordærvede germaneres manglende interesse i rigdom som en kontrast til de havesyge og pragtglade romere. Den ligegyldighed, hvormed han mener, at germanske høvdinge forholdt sig til de sølvkar, som blev skænket dem af romerne, er i hvert fald ikke rigtig. Det er derimod hans oplysning om deres forkærlighed for sølvmønter, især dem, der ikke længere var gangbare syd for grænsen.

Den romerske sølvmønt, denaren, havde i republikkens tid en vægt på næsten 4 g, og i tiden frem til kejser Nero (54-68 e.Kr.) indeholdt den mere end 95% rent sølv. I løbet af hans regeringsperiode blev sølvindholdet formindsket til ca. 90%, og efterfølgende kejsere benyttede sig af samme kneb, så der af en bestemt sølvmængde kunne fremstilles stadig flere mønter. Det krævede blot tilsætning af mere kobber. Samtidig var bruttovægten faldet til ca. 3,4 g. På Marcus Aurelius' tid (161-180 e.Kr.) var en denars lødighed ca. 75% sølv, og ved 100-tallets slutning var kun halvdelen af møntens vægt sølv.

Ældre mønter var ikke gangbare i Romerriget, ja det var endog strafbart at gemme dem, fordi man derved kom til at unddrage kejseren den fortjeneste, som var hele formålet med omsmeltningen og devalueringen. Men blandt germanerne blev de gamle mønter holdt i cirkulation; selv mønter fra republikkens tid var stadig i brug flere hundrede år senere. Antagelig vidste man, at deres lødighed var størst, skønt ikke alle forskere i dag er enige herom. Et eksempel på fortsat brug af gamle sølvmønter ses i det skattefund, der i 1983 blev gjort ved Smørenge på Bornholm. Det indeholder næsten 500 de-narer, to små sølvbarrer og en romersk guldmønt. Denarerne hører alle til i det 1. og 2. århundrede e.Kr., guldmønten er derimod fra 400-tallets slutning. Der er således næsten 200 år mellem den yngste sølvmønt og guldmønten, og skatten består af denarer, der for længst var udgået af den romerske økonomi. Deres stærke slid og store tidsmæssige spredning vidner om langvarig cirkulation blandt germanerne.

På mange måder indtager mønterne en særstilling blandt de romerske genstande i Germanien. Deres udbredelse er f.eks. helt anderledes, og hovedparten findes ikke i Danmark, men derimod i den nordlige del af Polen. De 60.000-70.000 romerske mønter herfra er måske betaling for baltisk rav, eller de har mere almen tilknytning til den handel, der kunne være et resultat af de vigtige transportruter langs floderne Oder og Wisla (Weichsel), der forbandt Mellemeuropa med den baltiske Østersøkyst. Til sammenligning tjener, at de samlede møntfund fra Danmark omfatter ca. 3000 denarer, som dækker tidsrummet fra 2. årh. f.Kr. til 3. årh. e.Kr., og i alt 356 guldmønter, hvoraf kun ca. en tredjedel er præget mellem 1. og 4. årh. e.Kr., mens resten er senere.

Mønterne anvendes heller ikke i gravene som den øvrige romerske import. Når de en sjælden gang optræder, er de ofte først lavet om til hængesmykke med ophængningshul eller med en påsat øsken. Der hører dog aldrig mere end et eller ganske få møntsmykker til et gravudstyr; de findes kun i de rigeste grave og er i flere tilfælde af guld. Hovedparten af mønterne stammer fra skattefund som f.eks. Smørenge og Ginderup; resten er enkeltfund, tilfældigt tabt ved landsbyerne.

Kontrasten til bronzekarrene, sølvpokalerne og glasskålene er slående. De findes kun i gravene, de cirkulerer ikke i flere generationer, men kommer hurtigt i jorden, og de gemmes ikke væk som skatte eller handelsdepoter.

Man kan undre sig over, at de romerske luksusvarer ikke blev skjult i jorden på tilsvarende måde som mønterne, når de nu øjensynlig var så værdifulde. Men forklaringen må være, at de manglede købekraft og ikke kunne bruges som en standardværdi. Deres værdi var udelukkende symbolsk, et udtryk for nogle eksklusive politiske og sociale forbindelser, der ikke kunne købes, og hvis betydning forsvandt sammen med ejeren.

Mønterne fungerede derimod som standardværdi og som indirekte betalingsmiddel, både mellem romerne og germanerne og mellem germanerne indbyrdes. De manglede den prestigefunktion, som de øvrige romerske ting besad, medmindre de blev omsmeltet og anvendt til guld- og sølvsmykker, eller – som især guldmønterne – fik øsken eller ophængningshul.

Smykkerne tilhørte prestigesfæren ligesom de omdannede mønter. Men mønterne kunne, i modsætning til smykkerne, gå tilbage i cirkulation. Det forudsatte, at øskenen blev fjernet og hullet lukket, og det er netop, hvad vi kan iagttage ved flere af de guldmønter, som indgår i skattefundene.

Den germanske økonomi var ikke baseret på markeder med frit køb og salg. Mønterne kunne derfor hovedsagelig fungere som standardværdi i nogle begrænsede og specialiserede transaktioner, hvor naturalier som f.eks. landbrugsprodukter, skind, rav, slaver osv. blev udvekslet indbyrdes eller omsat til romerske varer.

Når mønterne tjente som omregningsfaktor, kunne de også gå retur som byttepenge – enten direkte til de romerske købmænd eller gennem germanske handelsmænd/stormænd, der fungerede som mellemled. Det kunne i så fald også være en af forklaringerne på, at det altid er de gamle – dvs. ikke gangbare, men for denarerne mere lødige – mønter, som ophobes i skattefundene, mens de yngste er underrepræsenteret. De kunne nemlig gå tilbage i cirkulation syd for rigsgrænsen.

I Romerriget havde pengene en helt anden funktion, som germanerne var begyndt at stifte bekendtskab med, nemlig betaling for militærtjeneste. En kriger, der kæmpede for sold, var vidt forskellig fra ham, der kæmpede alene for sin ære, sin landsby og sin slægt; han havde krig som profession. En krigskarl eller soldat kunne ikke betales i korn, kvæg eller slaver; han blev bespist i hæren (eller hos sin herre), men betalingen var i klingende mønt.

I flere af de store danske våbenofferfund, hvor hele hæres udrustning er ofret i moser, hører romerske mønter da også med til de germanske soldaters personlige udstyr allerede i det andet århundrede e.Kr. Hermed var en ny tids krigere introduceret i Norden.

Var denne udvikling først sat i gang, kunne den ikke standses. Og selv om der er lang vej til den danske middelalders selvstændige møntøkonomi med egen prægning, ligger begyndelsen her, i sammenkoblingen af den udviklede romerske mønt- og markedsøkonomi med den „primitive” germanske prestigeøkonomi.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Pengehandel og handel med penge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig