Sabotage og modterror

Ved siden af militærgrupperne og modtagefolkene fandtes over hele landet lokale sabotagegrupper, uden at de tre kategorier kan holdes klart adskilte. Sabotørerne arbejdede med de nedkastede plasticsprængstoffer, og deres aktioner ramte virksomheder, der arbejdede for tyskerne, dvs. automobilfabrikker, skibsværfter, Riffelsyndikatet i København, Ålborg Flyveplads osv. I 1940 til 1942 fandt der sammenlagt 73 sabotageaktioner sted, når man ser bort fra antændte høstakke, overskårne telefonkabler o.l., i 1943 816, i 1944 988 og i 1945 924, i alt 2.801.

Et andet sabotagemål var jernbanerne. Efterhånden som nettet strammedes om tyskerne både øst- og vestfra, ønskede de allierede at hæmme de tyske troppers bevægelser i Danmark. På vej tilbage til fronterne var det af betydning at sinke dem, og det samme gjaldt bevægelserne af kamptropperne, der fra Norge blev sendt sydpå. De første jernbanesabotager fandt sted i september og november 1942. I 1943 blev der foretaget 111 aktioner, et tal, der i 1944 steg til 311, mens det i de fire måneder af 1945 nåede helt op på 1103, i alt 1.526 aktioner.

De to største sabotageorganisationer var BOPA, blandt hvis ledere var Børge Thing og Eigil Larsen, og „Holger Danske” med blandt andre Jens Lillelund, Jørgen Kieler, Hans Edvard Teglers og Jørgen Røjel som fremtrædende medlemmer. „Holger Danske” blev to gange revet op af tyskerne. Ved krigens slutning talte den ca. 300 mand, BOPA ca. 175.

Det er svært af finde et måleligt udtryk for den materielle skade, sabotagen forvoldte det tyske krigsmaskineri. Efter krigen anlagde Hitlers rustningsminister Albert Speer den vurdering, at industrisabotagen ikke havde haft større betydning, mens de 200 større sabotageaktioner mod havne, værfter, kraner og skibe var følelige, fordi der var mangel på både tonnage og reparationsmuligheder. Når det gjaldt at besværliggøre kommunikationslinierne, var de engelske og amerikanske luftangreb forståeligt nok af større betydning end den danske jernbanesabotage, der kun forsinkede de tyske troppeflytninger minimalt. Hvilken psykologisk effekt på de tyske tropper, sabotagen har haft, ved vi ikke.

Derimod havde de forskellige former for modstand, fra små illegale blade til store sabotageaktioner, en betydelig virkning på det danske folk. Opsætsigheden umuliggjorde indrømmelsespolitikken og fældede ministeriet Scavenius. Og den fik tyskerne til at indsætte store politistyrker. Fra november 1943 lededes de af SS-general Günther Pancke, der var uafhængig af både von Hanneken og Werner Best. Som sin nærmeste medarbejder havde han SS-oberst Otto Bovensiepen. Efter ordre fra Hitler iværksattes fra årsskiftet 1943-44 en modterror, der skulle søge at dæmme op for modstanden. Mest berygtet blev „Petergruppen” (også kaldet „Brøndumbanden”) under SS-manden Otto Schwerdt. Den fik 120 menneskeliv på sin samvittighed og sprængte 160 fabrikker, bladhuse m.v. i luften. Også Schalburgkorpset (opkaldt efter en falden „Frikorps Danmark”-chef) deltog i terrorhandlingerne. Deraf opstod ordet „schalburgtage” som et modstykke til sabotage.

Den 4. januar 1944 skød og dræbte Otto Schwerdt sammen med fire andre præsten og forfatteren Kaj Munk efter at have bortført ham fra præstegården i Vedersø i Vestjylland. Drabet vakte den største opmærksomhed og øgede harmen mod besættelsesmagten og dens håndlangere.

Flere gange lykkedes det Gestapo at rulle modstandsgrupper op ved hjælp af danske angivere. Navnlig „Holger Danske” påtog sig den opgave at likvidere sådanne stikkere. Ca. 400 blev dræbt. Ikke alle de likviderede var stikkere, selv om de havde haft omgang med besættelsesmagten. Der var krigstilstand, og en egentlig politimæssig efterforskning var ikke mulig. Likvideringerne var en svær belastning for dem, der udførte dem, også efter krigen, hvor der blev rejst kritik af disse nødværgedrab.

Det øgede antal tyske arrestationer førte både til mange henrettelser og til stadig flere deportationer til tyske fængsler og kz-lejre, da de danske fængsler efterhånden var overfyldte. I marts 1944 tilbød departementscheferne da at opføre en fangelejr på dansk grund. De håbede på denne måde dels at kunne få de ca. 400 ikke-jødiske fanger, der allerede sad i kz-lejr, hjem, dels at hindre fortsatte deportationer. Tyskerne accepterede, og allerede i juli 1944 stod Frøslevlejren nær grænsen færdig. Lejren havde delvis dansk mandskab, og behandlingen af fangerne lå derfor langt over kz-lejrenes. Men de 400 kom ikke til Frøslevlejren, der i stedet blev fyldt med andre arresterede modstandsfolk. 1600 sendtes videre til Tyskland, men ca. 7000 forblev i Frøslev til krigens slutning og reddede derved livet.