Snaphanerne

Sverige havde intet mistet, Danmark intet vundet. Men krigen havde haft sine tabere – Skånes, Hallands og Blekinges indbyggere.

Énogtyveethalvt år før underskrivelsen af freden i Lund havde præsten i Broby, Øster Gønge Herred i det nordlige Skåne, Ebbe Hansen, afsluttet sin kirkebogsindførsel om afståelsen af de østdanske provinser til Sverige med dette hjertesuk: „Anno 1658 den 5. marts har efter fredsslutning mellem Danmark og Sverige den svenske kommandant med sit folk holdt sit indtog udi Kristianstad fire timer før middag. Og er fæstningen med lenet overdraget. Deus misereatur nostri. Amen.” – Gud forbarme sig over os. Amen.

Ved begge fredsaftalerne, både i 1658 og 1660, havde Sverige lovet, at indbyggerne i de indlemmede provinser skulle beholde „deres sædvanlige ret, lov, gamle privilegier og friheder”. Alligevel arbejdede den svenske regering fra starten på at forsvenske Skåne, Halland og Blekinge. Alene grundlæggelsen i 1668 af Lunds Universitet, der skulle forhindre den studerende ungdom i at drage til København, viste, at man ideologisk ville have hånd i hanke med uddannelsen af fremtidens meningsdannere, og økonomisk søgte Stockholm at lægge hindringer i vejen for den traditionelle handel over Øresund gennem indførelsen af høje toldsatser på al eksport fra Sverige til Danmark.

Almuen gik hårde tider i møde. Først blev den plaget med indkvarteringen af lejetropper, dernæst af svenske ryttere. Bønderne blev ideligen udskrevet til ægt og arbejde i forbindelse med anlæggelsen af veje og fæstningsbyggerier. Oveni kom en fast årlig beskatning, som endnu ikke var blevet skik i Danmark, og kronen på værket var udskrivningen af bondesønner til soldatertjeneste. Det er ikke sært, at den svenske ryttergeneral, Georg Henrik Lybecker, der var øverstkommanderende over tropperne i Skåne og Blekinge, udtalte, at han var ræd for, at de utilfredse undersåtter ville „på én gang en nat slå mine ryttere og officerer døde …”

Christian 5. s landgang i Skåne i juni 1676 og hans opfordring til befolkningen i de besatte landsdele om at slutte sig til ham blev den gnist, der for alvor tændte modstandskampens steppebrand. Det var hændt tidligere, både under de svenske besættelser af Danmark og i de afståede landsdele mellem 1658 og Den skånske Krigs udbrud, at det var kommet til væbnede oprør mod svenskerne. Større eller mindre bander, mere eller mindre organiserede, havde afbrændt broer, ihjelslået sven ske tropper og forstyrret de svenske kommunikationslinier ved at opsnappe breve.

Svend Poulsen, der fik tilnavnet Gønge, måske fordi han under Torstenssonfejden havde været officer ved et kompagni soldater i Gønge Herred, var allerede kendt fra Karl Gustavkrigene som leder af snaphanerne, der generede de svenske besættelsestropper på Sjælland. Men det var først 1670'ernes Skånske Krig, der for alvor gjorde snaphanerne berømte og berygtede.

Ordet „snaphane” stammer efter al sandsynlighed fra det tyske „schnappen”, folk, der „snapper” noget fra andre. Snaphaner var således kort og godt landevejsrøvere. Når der under Den skånske Krig dukkede så mange snaphaner op, skyldtes det de særlige forhold i de tidligere danske provinser. Dels var almuen utilfreds med de nye forhold, dels rekrutteredes snaphanerne i første række blandt de småbønder, der fristede tilværelsen i de store skovområder. I modsætning til det åbne landbrugslands bønder levede de af en beskeden kvægdrift, mens egentlig agerdyrkning var så godt som umulig på den magre og stenede jord. Skovbøndernes vigtigste næringsvej var træet, som de solgte til købstæderne og de bønder, der boede uden for de store skovstrækninger.

Skovfolkene havde svært ved at klare dagen og vejen, og fra gammel tid var det ikke usædvanligt, at mændene fra tid til anden supplerede husstandens indtjening med gement røveri. Dette ekstraarbejde blev nu, da landsdelen blev erobret af svenskerne, forbundet med en patriotisk kamp mod besættelsesmagten.

Da krigen kom, søgte den danske militærledelse at organisere snaphanerne. Det lykkedes da også i et vist mål at få dannet såkaldte friskytterkorps, der under officerers ledelse og på organiseret vis skulle gøre det hedt for svenskerne. Men de egentlige snaphaner, der fortsat virkede som uorganiserede småbander, fik man aldrig kontrol over, og selv om de kunne være til gavn for danskerne, når de angreb svenske ryttere og embedsmænd, ja, tilmed fik snuppet den svenske øverstkommanderendes grise, viste det sig hurtigt, at snaphanerne også overfaldt og udplyndrede fredelige bønder og dermed skadede danskernes sag.

Den svenske regering for det ene øjeblik hårdt frem mod snaphanerne, der, når de blev fanget, hastigt blev dødsdømt og ofte henrettet på den mest brutale måde ved radbrækning eller ved at blive spiddet på en pæl. Det andet øjeblik søgte svenskerne at splitte snaphanerne ved at tilbyde dem frit lejde og tilgivelse, hvis de overgav sig og ophørte med deres snaphaneri. Men ved krigens slutning var det den uforsonlige linie, der blev fulgt. Der blev organiseret regulære snaphanejagter, og hundredvis af snaphaner klædte hjul og stejle i årene 1678 og 1679.