Taberne

Anne Hansdatter og Knud Andersen gik således hårde tider i møde, da de fæstede deres husmandslod i begyndelsen af 1660'erne. Alligevel lykkedes det dem gennem 19 år at spare så meget sammen, at de kunne fæste halvparten af en gård mod at betale en tønde havre i indfæstning. Grunden til, at de kunne få en halv gård, var, at gårdens fæstebonde, Jens Pedersen, var kommet i armod og derfor ikke kunne klare hele bedriften selv.

Nu havde Anne og Knud andel i landsbyens jord, og de behøvede ikke længere tage arbejde hos gårdmænd eller på slottet for at få det ekstra udkomme, husmandsbruget ikke kunne skaffe dem. Men Anne og Knud fik kun stakket glæde af deres nye stilling som medfæstere af Jens Pedersens gård. Anne døde allerede i 1682 og Knud et halvt år efter sin kone. Så gik deres andel i gården over til en anden familie.

Med ét var Knud og Annes børn blevet både forældreløse og hjemløse. I 1685 døde sønnen Niels kun 13 år gammel efter at have tigget i nogen tid. Niels' søster, Bodil, døde kun 11 år gammel, fire uger efter broderen. Også hun havde levet af tiggeri siden forældrenes død. Og endelig, tre måneder senere, døde hendes storesøster, Maren, knap 15 år gammel. „Hun såvel som de andre børn forkommen af sult”, tilføjer Mads Prom i kirkebogen, og præsten bemærkede, hvorledes hun og hendes søskende var blevet forsømt, „da øvrigheden først, siden pårørende og andre søgte sin gavn” ved boopgørelsen efter forældrene.

Fattigdommen og dens følgesvend, tiggeriet, dukker gang på gang op i Mads Proms kirkebog. Han omtaler Karen, en fattig, halt pige, der det meste af sit liv boede hjemme, men også indimellem havde ernæret sig ved tiggeri. Der var gamle Mads Mortensen, som Prom begravede den 3. april 1667. Han havde været tjenestekarl det meste af sit liv, men „fattig siden fejdetiden, efterhånden i armod og tiggeri”. Blinde Ove, der kom fra Fyn, men levede det meste af sit liv i Sørbymagle, havde haft en gård, men var kommet fra den i armod. Siden havde han tjent som karl, men i sine sidste 20 år var han blind. Han blev syg „på sin tiggervandring” i en af omegnens landsbyer, hvorfra han nogle dage senere blev ført til Sørbymagle, hvor han døde den 17. maj 1681. Og blandt de fattige var Anne Bødkers, der sammen med sin mand havde fristet tilværelsen som betler. Under sin almissegang var manden gået gennem isen på en af åerne. Efter mandens død var konen blevet overtalt til at lade sig forsørge af præsten. „Gået og set til småkvæg”, noterer Mads Prom, „med temmelig flittighed og held”.

Fattig Karen, Mads Mortensen, Blinde Ove og Anne Bødkers og hendes mand var blot nogle enkelte af de omkring ti procent af befolkningen, der var samfundets tabere. Blandt de betlende omstrejfere, der befolkede landevejene, var der prostituerede, kvinder, der var flygtet fra deres hjemegn, fordi de havde fået et uægteskabeligt barn, tidligere soldater, der ikke fandt noget at bestille efter endt tjeneste, og vanføre, åndssvage og kronisk syge, der ikke duede i overlevelseskampen.

Igennem hele 1600-tallet søgte statsmagten at komme tiggeriet til livs. Forordning efter forordning sondrede nøje mellem de tiggere, der var arbejdsduelige, men ikke gad bestille noget, og de fattige, staten mente var uden skyld i deres armod. De dovne omstrejfere skulle indfanges og sættes til arbejde på fæstningerne, i Børnehuset eller – som det blev forordnet i 1683 – i manufakturerne, store værksteder, staten syslede med at oprette. De, der var uden skyld i deres fattigdom, skulle anbringes på hospitaler, forsørges af familien eller af landsbyen, hvor de var født. De måtte ikke drage fra sted til sted, men var de endelig tvunget til at strejfe rundt, skulle de forsynes med et tiggertegn. Til at finansiere den beskedne fattigforsorg blev der i kirkerne opstillet fattigkister, så folk frivilligt kunne yde deres bidrag til dem, det uforskyldt var gået ilde, og i byerne prøvede man at lave et system, hvor myndighedspersoner fire gange om året gik rundt til folk og bad dem yde en skærv, så man derved kunne forhindre „al ydermere uro for dørene og på gaderne af betlere med råben og skrigen”.

Men det fungerede ikke. Hospitalerne havde ingen penge, værkstedsprojekterne blev, bortset fra Christian 4.s Tugt- og Børnehus, ikke til noget, og folk undlod at betale til fattigkisterne. Så de fattige måtte fortsat strejfe hjemløse om. Kom de til en landsby, fik de et måltid mad og en pot øl og blev straks sendt videre til nabolandsbyen. Og da staten bestemte, at fødesognet skulle tage sig af deres fattige, levede de omstrejfende i en stadig frygt for at blive fanget ind, for de vidste, at heller ikke hjemme ville de blive vel modtaget.

To måneder efter at Christian 4. i slutningen af januar 1647 for Gud ved hvilken gang havde indskærpet, at de omstrejfende betlere skulle sendes til deres hjemstavn, begravede Mads Prom en fattig tiggerkvinde, der ikke ville røbe sit navn, og præsten noterede i kirkebogen, at „efter Kongelig Majestæts forbud om tiggere at huse uden de sogne, de har levet udi, blev hun af ingen annammet. Turde og ikke give sin sygdom til kende, på det hun ikke ganske skulle udskydes”.

I et samfund, hvor enhver efter Guds vilje var anbragt på sin hylde, som godsejer, købmand, håndværker, gårdmand, husmand og tyende, hvor godsejeren havde sin sædegård, købmændene og håndværkerne deres købstæder og landbrugerne deres landsbyer, var der ikke plads til dem, der som følge af økonomisk nød, fysisk svækkelse eller åndelig uformuenhed kom på tværs af den sociale orden.

Statsmagten brød sig ikke om tiggeriet, fordi omstrejferne og de udstødte var et besværligt befolkningselement, der skabte uro. Men fattigdommen, der skabte tiggeriet, gjorde staten intet for at bekæmpe.