Tidlige reformer

På langt sigt lå de største problemer imidlertid i at få øget bondegårdsbrugets produktion. Allerede i 1740'rne havde mange peget på, hvor flaskehalsene var; og de råd, som enevælden indkaldte fra alle interesserede, og som blev publiceret i Danmarks og Norges økonomiske Magazin 1757-64, viste, at kendskabet til bondegårdsbrugets problemer var udbredt.

Ikke blot blev hoveriet og korntienden foreslået afløst af pengeafgifter. Indsenderne foreslog også, at fæstesystemet og fællesskabet blev afviklet, at fællesskabets jorder blev udskiftet og bondegårdene flyttet ud fra landsbyerne, og at fæstebønderne blev selvejere. Kort sagt alt hvad der faktisk skete under landboreformerne.

På det tidspunkt var dette i virkeligheden allerede ved at ske på godsejernes og bøndernes eget initiativ, uden statsmagtens medvirken.

I Sønderjylland var der i 1750'erne og 1760'erne kommet gang i udskiftningen og udflytningen. Denne udvikling blev nord for Kongeåen fulgt med opmærksomhed af godsejere og bønder, som havde et klart blik for moderniseringens fordele. Og som en bølge skød udskiftningen og udflytningen op gennem Østjylland. I Vejle amt blev et betydeligt antal landsbyer udskiftet i 1770'erne, udskiftningsbølgen skyllede videre op i Skanderborg, Århus og Randers amter, og fynboerne kom nu også med.

Samtidig fandt der tidlige reformer sted på godserne omkring hovedstaden, hvis købekraftige marked spændte et økonomisk sikkerhedsnet ud under disse reformeksperimenter. På enkedronning Sophie Magdalenes nordsjællandske gods Hørsholm blev bønderne i årene fra 1759 til 1761 arvefæstere, dvs. i realiteten selvejere med fri rådighed over deres gård, så længe de betalte en årlig afgift; og deres hoveri og korntiende blev afløst af en pengeafgift.

I 1766 gav kongen fæstebønderne på krongodset vest for København arvefæsteskøder, og i de følgende år gennemførte bønderne selv omfattende udskiftninger og udflytninger. 1763-68 indførte Københavns magistrat arvefæste på stadens gods Bistrup ved Roskilde og lod hoveriet afløse af en pengeafgift.

Og på Bernstorff gods umiddelbart uden for København gennemførte J. H. E. Bernstorff 1765-67 de hidtil mest vidtgående modelreformer: gårdene i landsbyerne Gentofte, Ordrup og Vangede blev solgt til bønderne til moderate priser, hoveriet afløst af en pengeafgift, fællesskabets jorder udskiftet og gårdene udflyttet.

De tidlige reformer – 20-25 år før de berømmede reformlove – var imidlertid ikke kun initiativer, der blev taget af progressive godsejere. Også bønderne havde blik for det hensigtsmæssige i reformerne. Når de modsatte sig en godsejers reformer, var det derfor ikke nødvendigvis af træghed og uforstand. Det kunne fuldt så vel skyldes, at de fandt prisen for høj og arbejdsindsatsen for stor.

Selv reagerede de aktivt på de bedre kornpriser ved dels at forbedre landsbyernes jorder, dels inddrage ny jord, hvor dette var muligt. Mange landsbyer opnåede en betydelig forøgelse af deres landbrugsareal i disse år, og nogle landsbyers jorder blev efter godsets eksempel lagt om fra det gamle trevangsbrug til det nye kobbelbrug.

Det mest bemærkelsesværdige var imidlertid, at nogle bønder på et tidligt tidspunkt tog fat på at gennemføre deres egne godsreformer. Da det lille gods Gudumlund ved Lemvig blev solgt på auktion i 1757, købte ti af fæsterne selv deres gårde, og da godset Billeshave ved Middelfart i 1760 kom under hammeren, købte mere end en snes af bønderne deres gårde. Mest radikalt gik fæstebønderne dog til værks, da Grubbesholm ved Skjern blev udbudt til salg i 1761. De købte simpelt hen hele godset og udstykkede deres gamle hovmarker, hvis jord dels blev lagt til deres nye selvejergårde, dels blev udparcelleret til nye selvejergårde.

Disse reformer på bøndernes eget initiativ kom ikke til at stå alene. Købet og udparcelleringen af Grubbesholm blev det første af en række bondekøb af mindre herregårde i Vest- og Nordjylland, som afgørende kom til at ændre landsdelens ejendomsstruktur.

Under højkonjunkturen blev jord en mangelvare. Godsejere og gårdmænd havde brug for al den jord, de kunne få. Og hvor de selv stod for reformerne, tog de ingen hensyn til landbosamfundets største befolkningsgruppe: de jordløse husmænd og landarbejderne. Den politiske ledelse var opmærksom på, at denne store befolkningsgruppe var truet af udviklingen. Men i sin respekt for ejendomsret og dispositionsret og i sin iver for at fremme en produktionsstigning inden for hovedgårdsbruget og bondegårdsbruget valgte den at prioritere hensynet til husmændene og landarbejderne lavt.

Styret støttede aktivt den igangværende omlægning af landbruget. I 1750'erne var det overvejende landbrugstekniske godsreformer – „landvæsenets opkomst” – der stod i centrum. I 1760'erne rettede det i højere grad sin opmærksomhed mod bondegårdsbruget. Grundlæggende ud fra et ønske om at forbedre landbruget på de ni tiendedele af Danmarks landbrugsjord, men også inspireret af den understregning af landbruget som det eneste produktive erhverv, som de nye franske økonomiske teoretikere, fysiokraterne, gjorde sig til talsmænd for.

Overalt i Europa sværmede man for bonden og landlivet, og det var helt i tidens ånd, at dronning Marie Antoinette i slotsparken i Versailles lod opføre en landsby med bondegårde og selv figurerede som malkepige. På Christiansborg sigtede man i 1760'erne mod „at lette så vidt muligt bondestandens vilkår”, ved at sikre bonden „frihed og ejendom”, og dermed give ham „mod og lyst til at stræbe”.

I 1757 nedsattes den Landvæsenskommission, som A. G. Moltke havde foreslået allerede ved Frederik 5.s tronbestigelse. Den kom til at bestå af så politisk indflydelsesrige medlemmer som A. G. Moltke selv og konseilets tre mest landbrugskyndige ministre. Målet var i første omgang at få ophævet det jordfællesskab mellem godserne, der stod i vejen for en udvidelse af agerbruget.

Arbejdet resulterede i tre love – i 1758, 1759 og 1760 – der gav den enkelte godsejer ret til at kræve en udskiftning af arealer, der var ejet af flere godsejere, og til at tvinge de øvrige til at betale deres del af omkostningerne. Utilsigtet kom disse love imidlertid til at demonstrere afstanden mellem, hvad den danske enevælde ville, og hvad den vovede. De nye jordlove havde nemlig bestemt, at stridigheder mellem jordejerne skulle afgøres direkte og hurtigt af Landvæsenskommissionen selv.

Da det kom til stykket, veg enevælden imidlertid tilbage for så vidtgående indgreb i godsejernes ejendoms- og dispositionsrettigheder og henviste i stedet de stridende til domstolene.

Det nye styre, der kom til med tronskiftet i 1766, engagerede sig kraftigt i landbrugets problemer og lagde ud med et ambitiøst reformprogram. Der blev oprettet et selvstændigt landbrugskollegium, Generallandvæsenskollegiet, og dets arbejdsområde blev det bredest tænkelige: problemerne omkring stavnsbåndet, hoveriet, landgilden, tienden, arvefæstet og selvejet. Men styret havde helt undervurderet modstanden fra godsejerne, fra militæret og fra amtmændene, og samtlige reformpunkter måtte et for et tages af programmet.

Struensees politisk hasarderede forsøg på at lade kongen gribe direkte ind i forholdet mellem godsejerne og deres fæstebønder i hoverispørgsmålet vanskeliggjorde kun enevældens reformbestræbelser yderligere. Og Guldbergstyret, der var ved magten i en periode med stagnerende landbrugspriser, og som yderligere var afhængigt af godsejernes politiske støtte, udviste en ekstremt forsigtig holdning i landbrugsspørgsmålet.

Politisk passivitet var også en politik. Men farlig i længden. Ved regeringsskiftet i 1784 var godsejerne og bønderne nået langt med deres reformer på eget initiativ. Nu var det på høje tid, hvis statsmagten ville have indflydelse på udviklingens indhold, retning og fart.