Torstenssonfejden

Så kom krigen igen.

Udenrigspolitisk gav den heldige fredsafslutning i 1629 det dansk-norske rige et pusterum, som Christian 4. prøvede at udnytte til at forhindre Sverige i at befæste sin voksende europæiske magt yderligere. Gennem tilnærmelser til den tyske kejser, gennem forsøg på at etablere en „tredje kraft” i Tyskland i alliance med protestantiske fyrster og ved at optræde som mægler mellem Trediveårskrigenes krigsførende parter skulle Sverige isoleres.

Men endnu i begyndelsen af 1630'rne så det sort ud for disse bestræbelser. Sverige vandt en række sejre over de kejserlige styrker og trængte langt ned i Tyskland. Først fra midten af årtiet blev svenskerne bremset. De kom ud for en række militære tilbageslag, og vestmagterne begyndte at se med skepsis på det stærke Sverige, der kunne true den europæiske magtbalance.

Christian 4.s uheldige krigseventyr i slutningen af 1620'rne stod fortsat mejslet i rigsrådernes bevidsthed og bekræftede dem i, at forsigtighed var udenrigspolitikkens alfa og omega. Det var en væsentlig grund til, at de fra 1637 sikrede sig kontrollen med anvendelsen af forsvarsbevillingerne gennem oprettelsen af landkommissærinstitutionen. Men derved blev kongen berøvet sit økonomiske underlag for at føre den udenrigspolitik, han fandt hensigtsmæssig. Han kunne forhandle med udenlandske magter, herunder ligefrem opnå genindsættelsen af sin søn, hertug Frederik, i Bremen Stift, men det var adelen, der kontrollerede den militære magt, der skulle give kongens europæiske politik vægt.

Tvedelingen af Danmarks udenrigspolitik, hvor adelen sad på forsvaret og kongen på det diplomatiske forhold til udlandet, styrkede naturligvis ikke rigets positioner. Christian 4. søgte ganske vist at frigøre sig fra adelens økonomiske spændetrøje ved at sætte Øresundstolden op, men det førte blot til, at nederlænderne protesterede, og da de ikke fik nævneværdigt ud af det, indgik de et anti-dansk forbund med Sverige, der var lige så utilfreds med den danske konges toldpolitik. Den ramte også svenske forsyninger, der mestendels blev sejlet af ikke-svenske handelsmænd.

Men det var ikke toldstriden, som var den væsentligste årsag til, at den svenske rigskansler Axel Oxenstierna, der var Sveriges faktiske regent, efter at Gustav Adolf 1632 var faldet i kamp mod de kejserlige, fra begyndelsen af 1640'rne arbejdede på en militær konfrontation med naboen. Sverige var blevet en stormagt med besiddelser i Tyskland og i Balticum, men den danske flåde var Nordens stærkeste og dermed en fortsat hindring for en udbygning og konsolidering af forbindelserne mellem Sverige og kontinentet. Kunne Sverige gøre det af med dansk kontrol over Øresund og dermed indsejlingen til Østersøen, ville det danske søherredømme være alvorligt truet.

Oxenstiernas hensigt med sine krigsforberedelser var derfor at erobre Skåne, Halland og Blekinge. Og som ideologisk underlag havde han en gammel, men stadig mere rodfæstet svensk forestilling om, at de tre provinser engang i fortiden var blevet frarøvet Sverige på uretfærdig vis.

Naturforholdene vanskeliggjorde et direkte angreb på de østdanske provinser. De store skove i Midtsydsverige var dårligt opmarchterræn, og en række danske grænsefæstninger lå i vejen. Men Oxenstierna havde de styrker, der befandt sig i Tyskland, og søværts kunne han støtte sig til Europas stærkeste flådemagt, Nederlandene, der få år forinden havde vist sin overlegne styrke ved at nedkæmpe en stor spansk flåde.

Den danske gesandt i Stockholm, Peder Vibe, fik nys om de svenske angrebsplaner og informerede Christian 4., men den ellers altid så vagtsomme konge vendte det døve øre til. Den 12. december 1643 skrev han således til sin svigersøn, rigshofmester Corfitz Ulfeldt, at Peder Vibe „reder fremmeligen til barsel med krig” – blot en ironisk sidebemærkning i et brev, der handlede om alt muligt andet end forholdet til Sverige.

Samme dag rykkede den svenske general Torstenssons tropper sydfra ind i Holsten. På to uger var hele Slesvig-Holsten, på nær fæstningerne Krempe og Glückstadt, erobret. I begyndelsen af januar fortsatte svenskerne op i Jylland, og i slutningen af måneden var hele halvøen i svenskernes hænder. I februar trængte svenske tropper ind i Skåne og indtog blandt andet Helsingborg og Landskrona.

Det danske landforsvar var brudt sammen. Faren for, at også øerne led Jyllands skæbne, var overhængende. Nu skulle den flåde, der var ofret så mange penge på, for alvor stå sin prøve. Og det lykkedes da også ud for Sild ved Slesvigs vestkyst at standse en nederlandsk hjælpeflåde, der var på vej for at bistå Torstensson med at landsætte tropper på Fyn.

Men næppe var denne trussel afværget, før en svensk kerneflåde stod ud fra Stockholm for at forberede en landsætning af svenske tropper på Sjælland. Christian 4. ilede med 40 skibe svenskerne i møde, og den 1. juli 1644 kæmpede de to flåder med hinanden på Kolberger Heide – Kolberge Rhed – mellem Femern og Kielerfjorden. Resultatet blev uafgjort, men den svenske flåde måtte søge ly i fjorden ud for Christianspris. I knap en måned lykkedes det den danske flåde at forhindre de svenske skibe i at forlade fjorden, men den 1. august slap de alligevel forbi danskerne.

I mellemtiden var nederlænderne igen kommet til hægterne, og den 9.-10. august sejlede de uantastet ned gennem Øresund. Endelig, i oktober, stødte den forenede svensknederlandske flåde sammen med den danske i farvandet mellem Femern og Lolland. Kun 3 af de 17 danske skibe, der deltog i slaget, nåede tilbage til København.

Langt om længe var det således lykkedes svenskerne at opnå det eftertragtede herredømme på havet. Truslen om en total svensk erobring af Danmark var større end nogen sinde. Det fik selv de mest svensksindede magter til at besinde sig. Ikke mindst nederlænderne ønskede fred. Deres formål med at støtte Sverige var at svække Danmark, ikke at erstatte det danske østersøherredømme med et svensk.

Svenskerne, der trods alt ikke havde ressourcer til en fuldstændig undertvingelse af Danmark-Norge, gik med til at indlede forhandlinger med Danmark, og for Danmark var der ingen vej udenom. Men denne gang skulle det ikke gå så nemt som i 1629. Danmark måtte afstå Gotland og Øsel, og de store norske områder Jämtland og Härjedalen blev indlemmet i Sverige. Endelig fik Sverige Halland i pant på 30 år.

Således var det barske indhold af den fredsaftale mellem Danmark og Sverige, der blev underskrevet i Brömsebro på grænsen mellem Sverige og Blekinge den 13. august 1645.