Med Palle Skibelund som instruktør spillede Bodil Udsen på Fiolteatret i København i 1962 Samuel Becketts „Glade dage”. Stykket er en eneste lang monolog af sort, men ikke fortvivlet humor. Som den halvt nedgravede, aldeles ukuelige og dybt trivielle Winnie slog Bodil Udsen det absurde teater fast i publikums bevidsthed.

.

Gerda Schmidt som Duddi „ikke nedringet af liderlighed, men af fattigdom”, som det hed i teksten, og Henning Moritzen som popsangeren Billy i Det kongelige Teaters opførelse i 1962 af Ernst Bruun Olsens „Teenagerlove”. I stykket demonstreredes sammensværgelsen mellem underholdningsindustrien (Billy) og kapitalen (plastikfabrikant Schmidt), der betaler for at få fastholdt forbrugerne i fordummelsen.

.

Knud W. Jensen, der havde finansieret Wivels Forlag og overtaget aktiemajoriteten i Gyldendal, stillede også midler til rådighed til købet af Louisiana og til opførelsen af museet. Den fond, han havde oprettet i faderens navn, blev omdøbt til Louisianafonden, og grundstammen i museets samling af nyere dansk kunst var overført fra hans private samling. Ved fortsatte køb blev museets samling i de følgende år mere repræsentativ for den nyeste danske kunst, i nogen grad suppleret med samtidige europæiske værker.

.

Teatrene havde trofast fortsat den spillestil, hvor scenen er en stue med den ene væg fjernet, så publikum kan se med. Humanismens budskab og dens krise formidledes fra disse borgerskabets dagligstuer i et genkendeligt sprog. Kjeld Abell var formmæssigt anderledes, som i „Den blå pekingeser” (1954) med flittig brug af drejescene og transparenter m.m. Men replik og indhold var det rigtige og velkendte, der ikke kunne forurolige nogen undtagen måske dem, der håbede på en fornyelse af teatret. Med opførelsen af Preben Thomsens „Atalja” året efter forsøgte Det kongelige Teater at gøre afbigt for forsømmelser mod den unge Kaj Munk.

Det er imidlertid vanskeligt at bebrejde teatrenes direktører det; udvalget af nye danske dramatiske arbejder var ikke overvældende. Radioteatret, hvor det er lettere at gå fra novellen eller romanen til dramaets form, blev en øvelsesplads og var i lang tid landets mest spændende scene. Radioens mulighed for at springe ubesværet i tid og rum og få lytternes fantasi som meddigter lod sig ikke overføre til fjernsynet. Det trak ud til sidst i 1960'erne, før Leif Panduros realistiske forfaldsdramaer fra den øvre ende af middelklassen viste, at tv-dramatikken var nået voksenalderen. Det var en lang tid karakteristisk, at fjernsynet, når det dristede sig til at præsentere seerne for moderne dramatik, lod litteraten Jens Kruuse tone frem på skærmen for at forklare og advare seerne om, at nu var det ikke underholdning.

Ny dramatik var importvare. Studenterscenen, især med Palle Skibelund som instruktør, gjorde en pionerindsats for at introducere det absurde teater. På de professionelle scener blev „Vi venter på Godot” spillet i Århus i 1956 og året efter på Riddersalen i hovedstaden.

Da de såkaldt „alternative” teatre i begyndelsen af 1960'erne dukkede op, var der publikum og scener til den absurde dramatik. Fjernsynsteatret opførte i 1962 Eugene Ionescos „Enetime” med Lone Hertz og Erik Mørk. Da stykkets demonstration af hjernevask og åndelig voldtægt og drab afsluttedes med forevisning af nazistiske symboler, kunne publikum beroliget mene, at Ionescos stykke nok alligevel ikke handlede om tilstande i dagens Danmark.

Det gjorde til gengæld Det kongelige Teaters bragende succes samme år, Ernst Bruun Olsens „Teenagerlove” om popsangeren Billy Jack. Som kapitalens lakaj har han den særlige funktion at holde publikum fast i fordummelsen; men han er selv offer for systemets nederdrægtige ideologi. Der var ingen splittethed i stykkets budskab; personerne er ofre for et system, som de enten lukrerer på eller bekæmper, og de er onde eller gode i overensstemmelse hermed. Det er siden diskuteret, om dansk teater i Ernst Bruun Olsen havde fået en ny dramatiker; men ingen betvivlede, at her var et teatermenneske.

Uden for det „etablerede” teater, der næsten blev en ringeagtsytring, voksede i 1960'erne en frodig underskov af gruppeteatre, opsøgende teatre m.m., hvor talent og glæde ved eksperimenter blandede sig med talentløse repetitioner af lektien om borgerlighedens vederstyggelighed.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Tradition og „Glade dage”.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig