Troldkvinden Birthe Olufsdatter

Forestillingen om, at Satan var allestedsnærværende, kom mest markant til udtryk i troen på, at mennesker kunne indgå en pagt med Djævelen. Da Birthe Olufsdatter, en fattig tiggerske i Ribe, lørdag den 8. juli 1620 på tinge blev udlagt som troldkvinde, faldt en række ellers uforklarlige hændelser, der var sket folk og fæ i byen, på plads. Når Oluf Klokkers søn, Niels, der indtil sit tredje år havde været et smukt og forstandigt barn, pludselig blev afsindigt, skyldtes det, at den anklagede engang havde været alene med barnet. Også faderen var blevet syg som følge af Birthe Olufsdatters kunster, og selv om han havde fulgt hende ud af stuen og slået hende fire, fem slag på mund og næse, havde han ikke kunnet få blodet ud af hende. En effektiv blodstyrtning var ellers en anerkendt måde, hvorpå man kunne tømme en troldkvinde for hendes onde magt.

Birthe Olufsdatter var husvild og søgte bestandigt natteleje i snart ét hus, snart et andet. Og adskillige gode borgere vidnede, at hun truede dem med alskens ulykker, hvis de ikke gav hende husly. Værst gik det ud over Hans Lambertsen, der kom til at bo i et hus, hvor den anklagede havde fået midlertidigt ophold. Han påstod, at Birthe Olufsdatter havde forgjort hans øl, så han var blevet halvt tosset, og da han havde villet hente noget tørv, var der løbet en hare foran vognen, så hesten var løbet løbsk. Vognen var væltet, og han havde fået læsset ned over sig, så hans knæ og lår var blevet slået sønder, men vognen havde rejst sig igen af sig selv. Hvem kunne være i tvivl om, at haren var en forklædt djævel, udsendt af Birthe Olufsdatter?

Trolddomsrygtet, der længe havde klæbet til tiggersken, gjorde det stadigt vanskeligere for hende at få tag over hovedet, og det skærpede hendes trusler mod dem, der nægtede hende husrum – og efterhånden også almisse. Da hun en dag kom til Poul Laugesen Skomagers hus, kastede hans kone ild mod hende, et virksomt middel mod trolddom. Men Birthe Olufsdatter vendte sig om og svor, at inden år og dag skulle skomagerens kone ikke længere være i stand til at spy ild efter hende. Og inden året var omme, døde konen.

Efterhånden som retssagen skred frem, vidnede stadig flere, at Birthe Olufsdatter gennem mange år havde søgt at skade dem. Hans Poulsen Smed kunne fortælle, at for omtrent fire år siden havde han kastet et stykke tørv efter den anklagedes datter, der fnysende havde råbt til ham, at kunne hun ikke selv give ham en skammelig færd, da skulle den, der gjorde det bedre, give ham den. Og samme dag, da han kom hjem fra en bryllupsfest, blev han ganske afsindig, som om der var noget i livet på ham, der ville splitte ham ad. Nogle kvinder gik da hen til Birthe Olufsdatter og sagde til hende, at hun skulle helbrede smeden; ellers ville de sørge for, at hun blev brændt. Tiggersken gik da til smedens hus og dér „krydsede hun med hendes hånd med anden læsning” og sagde, at den, der gør skade på én, kan også gøre skaden god igen. Og straks derpå blev smeden atter rask.

Et andet vidne berettede, at Birthe engang havde truet en karl med alskens ulykker, fordi der var faldet noget skarn ned over hende, mens hun lå og sov i et kælderrum under karlens værelse. Samme dag blev han grebet af en eller anden, der kastede ham i vandgraven, så han stod i vand til halsen og ikke kunne røre sig. Da var Birthe kommet til og havde råbt: „Enten op i Guds navn eller i Fandens!”, og så lykkedes det ham at kravle op fra graven. Men da han kom hjem, blev han så afsindig, at han åd af og bed i jorden, bed store huller i sine sko og sled klæderne af sig. Hertil indvendte Birthe Olufsdatter ifølge retsprotokollen, at det ikke var hende, men nogle svende, der havde smidt ham i graven, og at han ikke havde bidt i jorden, men i nogle fladtørv, der lå på stueloftet.

Mens sagen stod på, var Birthe Olufsdatter fængslet i kælderen under rådhuset, og som skik var blev hun bevogtet af Oluf Andersen Klokker, der havde stævnet hende. Mens han og et par andre karle holdt øje med hende, bad hun dem ved midnatstide om at lukke fængselsdøren, fordi hun frøs, men da en af karlene gik hen til cellen, „stod der en djævel ret i døren foran ham, og først var den skikket som en skorsten og siden for den hen bag ved døren som en slem stridthåret hund”. Karlen blev hundeangst, og en af de andre, der vågede over troldkvinden, måtte lukke døren efter at have draget sit værge.

Efter forhørene blev det tilbudt Birthe Olufsdatter, at hun kunne få nogle af sine sognefæller eller andre uvildige dannemænd til at befri sig for beskyldningerne, men den fredløse tiggerske kunne naturligvis ikke få nogen til at træde ind for sig. Derpå kendte nævningerne hende skyldig, men det var ifølge bestemmelserne op til byfogeden at afsige den endelige dom. Den 2. august 1620 stadfæstede rådstueretten, der bestod af borgmestre og råd, nævningernes kendelse og dømte Birthe Olufsdatter til bål og brand.

Samme dag blev hun lagt på pinebænken. Her bekendte hun, at hun havde lært at stille vrede med ordene: „Gud Fader og Gud Søn og Gud Den Helligånd give, at han bliver mild og aldrig vred, hanen galede, stenen talede, og jomfru Maria syvfold hellig.”

Da man videre spurgte hende, hvorfra hun havde et ar på ryggen, svarede hun det ene øjeblik, at det stammede fra en pestbyld, det andet øjeblik, at hun var faldet over en gloende gryde. Johanne Moltesdatter, der kendte til helbredelseskunster, havde givet hende noget salve, så hun havde fået det bedre. Når øvrigheden var så interesseret i arret, skyldtes det forestillingen om, at Djævelen gav sine udvalgte et mærke, der vidnede om den pagt, han havde indgået med dem.

Birthe Olufsdatter døde under torturen, men hendes lig blev behørigt brændt af bøddelen. Renselsen ved den lutrende ild skulle fuldbyrdes.

Det er troligt, at de mange hændelser, der omtaltes under sagen, har fundet sted. Oluf Andersens barn var blevet afsindigt, skomagerkonen var død, markvogteren var væltet med vognen, og Hans Poulsen Smed havde haft et delirisk anfald. Og enten havde Birthe Olufsdatter været i nærheden, eller man mente nu at huske, at hun havde været det. Den gamle tiggerske levede af at gå fra hus til hus og betle, og hun overnattede snart et, snart et andet sted. I det lille købstadssamfund var hun en kendt skikkelse og sandsynligvis lige så lidt vellidt som nutidens tiggere, der råber skældsord efter den, der ikke giver en skærv.

Men skældsord havde dengang en anden betydning. De havde i sig selv en kraft, der var direkte forbundet med større magter, det være sig Gud eller Djævelen. Ligesom velsignelser kunne være helbredende, kunne forbandelser være skadevoldende. Ikke mindst kvinderne havde i ordets magt en erstatning for den mere voldelige, de kraftigere mandfolk ofte benyttede over for deres uvenner.

Tre år før Birthe Olufsdatter blev dømt, havde kongen udsendt en forordning om troldfolk og deres medvidere, hvori gentoges, at de, som forbandt sig med Djævelen eller omgikkes med ham, skulle dømmes til bålet. Men til denne bestemmelse, der gik helt tilbage til Jyske Lov, tilføjedes et forbud mod den signen og manen, der formentes at komme mennesker og fæ til gavn og helbred. Den blev ofte udført ved hjælp af nogle formentlige Guds ord, men de var Ham aldeles fremmede og var i virkeligheden Djævelens værk. De signende og manende ord var „alle troldfolks første alfabet” og det egentlige ophav og begyndelse til trolddomskunsternes onde og ulykkelige idræt. Og forordningen bestemte, at de, der gav sig af med sådan signen og manen, skulle have forbrudt deres ejendom og rømme riget. Med denne forordning var kloge koners og mænds århundredgamle helsebringende gerninger med ét slag blevet kriminaliseret.

At menig almue havde svært ved at forstå forbudet mod signen og manen, fremgår af sagen mod Johanne Moltes-datter, der havde helbredt Birthe Olufsdatters sår på ryggen. Under sagen mod tiggersken, og da hun selv senere blev anklaget, indrømmede hun frimodigt, at hun kunne signe for tandvé, helbrede kreaturer, vende vrede og overhovedet „hjælpe folk af alle hånde sygdomme med signen”. Hun takkede Gud for sin kunst, som hun havde lært af „det lille barn Jesus”. Johanne blev brændt, dog ikke for sin signen og manen, men for en anden troldkvindes påstande om, at hun havde sammensvoret sig med Djævelen, hvilket Johanne selv benægtede. Men det var hendes optræden som klog kone, der havde bragt hende i søgelyset. Om hun selv har skelnet mellem helsebringende og skadevoldende magi er ikke til at vide, men efter forkyndelsen af 1617-forordningen var de to sider knyttet uløseligt sammen.