„Danmarkisering”

Når den danske regerings kritik af USA's udenrigspolitik i 1981-82 blev taget så ilde op i Washington, var en del af baggrunden også, at den danske forsvarsindsats i begyndelsen af 1980'erne efter amerikansk opfattelse lod ganske meget tilbage at ønske. Det var startet med udkastet til ny dansk forsvarslov, som regeringen i januar 1980 lagde i skuffen, efter at de stigninger i forsvarsbudgettet, lovudkastet indeholdt, var blevet kritiseret skarpt af især nogle af de nye medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe efter 1979-valget. Kritikerne vendte sig på linie med De Radikale imod, at forsvarsbudgettet overhovedet skulle vokse på et tidspunkt, hvor der ellers blev skåret ned over en bred kam på de øvrige offentlige – civile – budgetter, også selv om den forudsete stigning lå væsentligt under den målsætning på tre procents årlig vækst i forsvarsindsatsen, som NATO i 1978 havde opstillet. Den socialdemokratiske gruppes mindretal af kritikere havde ligesom i raketsagen et stykke ad vejen støtte fra statsministeren, som flere gange selv offentligt gav udtryk for, at det ville være psykologisk og politisk vanskeligt at øge forsvarsbudgettet i de aktuelle nedskæringstider.

Både Anker Jørgensen, Kjeld Olesen og forsvarsminister Poul Søgaard var dog, under indtryk af de aktuelle internationale kriser omkring Afghanistan og Iran, noget betænkelige ved den budgetmæssige nulløsning, som regeringen spillede ud med i et forsøg på at få De Radikale med i det kommende forsvarsforlig. Da de borgerlige partier stod fast på NATO's tre procentsvedtagelse som et absolut minimum for at opfylde 1973-forsvarsforligets styrkemål, var positionerne indtil videre helt fastlåste. Over for amerikansk kritik forsikrede regeringen, at den var sig sit ansvar bevidst, f.eks. demonstreret ved de to aftaler med de allierede i 1976 og 1979 om forstærkninger til Danmark i krise- eller krigstid. Amerikanerne svarede, at netop forpligtelsen til at forstærke Danmark og forhåndsoplagre materiel i landet ville komme i fare, hvis ikke USA's Kongres kunne se, at Danmark selv gjorde, hvad det kunne for at leve op til sine forsvarsforpligtelser som NATO-allieret.

Også fra andre NATO-lande lød efterhånden kritik, og selv Norge meddelte i foråret 1980, at man måtte genoverveje sin forsvarsplanlægning, hvis Danmark ikke kunne yde et tilstrækkeligt forsvarsbidrag. I den internationale presse begyndte man i sommeren 1980 at bruge udtrykket danmarkisering som betegnelse for et land, der forsøgte at slippe så billigt som muligt om ved sit bidrag til det fælles NATO-forsvar.

Anker Jørgensen, Kjeld Olesen og Poul Søgaard var langt fra upåvirkede af det allierede pres, og i løbet af det følgende års tid lykkedes det dem trods kraftig intern kritik fra folketingsgruppens venstrefløj at hægte De Radikale af de fortsatte forsvarsforhandlinger med de borgerlige partier og bevæge sig bort fra nulløsningsskitsen. Da regeringen samtidig gav visse indrømmelser til de borgerlige, bl.a. en styrkelse af luftforsvaret med flere missilbatterier, kunne der i august 1981 indgås et treårigt forsvarsforlig mellem S, V, K, CD og Kristeligt Folkeparti. Forligets budgetstigning på i alt 369 mio. kr. vakte dog betydelig utilfredshed i dele af den socialdemokratiske gruppe og regeringen, og usædvanligt stemte 12 folketingsmedlemmer fra regeringspartiet imod forliget. Alligevel stemte hele gruppen i maj 1982 for de nye forsvarslove, som var en opfølgning af 1981-forliget med dettes realvækst i forsvarsbudgettet på 0,75 procent pr. år frem til 1984.

Det endelige resultat af tovtrækningen om forsvarsordningen var klart svagere end det, forsvarets ledelse selv oprindelig havde ønsket sig. Under periodens usædvanlige politiske polarisering af forsvarsspørgsmålet blev forliget dog anset for det bedst opnåelige. Medvirkende hertil var også, at Danmark samtidig i realiteten blev bundet tættere ind i NATO's samlede militære strukturer end på noget tidligere tidspunkt under den kolde krig. Det skete især i kraft af de forskellige forstærkningsaftaler, som de socialdemokratiske regeringer havde indgået med de allierede siden 1976, og som kronedes med undertegnelsen af den såkaldte Rapid Rein-forcement Plan i foråret 1982. Også denne aftale blev ganske vist noget beklippet, især for at imødekomme de forsvars-kritiske medlemmer af den socialdemokratiske gruppe, som også var påvirket af de nye folkelige fredsbevægelser, der var skudt op over hele landet i kølvandet på NATO-raketbeslutningen i 1979.

Foruden den ældre Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed var der især tale om uafhængige græsrodsbevægelser som Nej til Atomvåben, der blev dannet i 1979-80 i opposition til den DKP-dominerede 'Samarbejdskomité'. Hertil kom et stort antal lokale og fagligt baserede fredsgrupper, mange af dem fra 1981 organiseret under Fagbevægelsen for Fred, som havde visse bånd til den velorganiserede 'samarbejdskomité', samt de mere pacifistisk orienterede Aldrig Mere Krig, Kvinder for Fred m.fl. Fredsbevægelsernes kritik i denne sammenhæng rettede sig først og fremmest imod den nye formel, som NATO's forstærkningspolitik byggede på, nemlig at forstærkninger for at nå frem i tide skulle kunne ankomme allerede „på et tidligt stadium af en krise”. Men kritikken gjaldt også, at USA af samme grund ønskede, at der blev oprettet depoter til forhåndsoplagring af tungt materiel i de lande, der skulle modtage allierede forstærkninger. Kritikerne hævdede, at tværtimod at øge landets sikkerhed kunne begge disse elementer øge risikoen for en måske utilsigtet militær optrapning af en politisk spændings- eller krisesituation mellem Øst og Vest. Danmark kunne imod regeringens ønske blive trukket ind i en militær konflikt, hvor også atomvåben med stor sandsynlighed ville blive brugt, fordi depoter ville være oplagte nye bombemål for fjenden, lød et hovedargument.

Efter omfattende embedsmandsanalyser og -overvejelser endte Anker Jørgensen med endnu en gang at komme kritikerne i møde. I oktober 1980 pointerede han internt, at han ønskede begrebet „i fredstid” fastholdt så snævert som overhovedet muligt. Kjeld Olesen præciserede herefter i Folketinget, at den hidtil (siden 1953) gældende politik, som udelukkede stationering af udenlandske tropper i Danmark „under de nuværende omstændigheder” skulle forstås som „i fredstid”. Helt udelukkede Kjeld Olesen dog ikke allierede forstærkningers ankomst uden for egentlig krigstid, idet enhver regering måtte have et minimum af frihed til at vurdere, om landet stod i „en nødsituation”.

Den klareste imødekommelse af kritikerne af 1982-forstærkningsaftalen var, at der alligevel ikke blev tale om at forhåndsoplagre tungt materiel i Danmark. Både forsvarsminister Poul Søgaard og de borgerlige partier var utilfredse med dette, men til gengæld var der stor tilfredshed også i den borgerlige opposition med, at der med 1982-aftalen øremærkedes både to britiske jagereskadriller og hele fem amerikanske flyeskadriller under USA's særlige COB-forstærkningsprogram til Danmark. Ud fra synspunktet om hurtig og mest effektiv militær undsætning vejede disse flyforstærkninger væsentlig tungere end de begrænsede landstyrker, som aftalen også omfattede. Så effektive NATO-forstærkninger havde Danmark aldrig tidligere kunnet regne med.