„Den rette sandhed”

Baggrunden for begivenhederne i 1536 var naturligvis både dybere og bredere end den forklaring, der blev givet til Christian 3.s krigsråd hin morgen, da bisperne fængsledes, eller den, som blev læst op for stændermødets deltagere og københavnerne på Gammeltorv. Baggrunden omfatter alle de modsætninger i samfundet, som vi i det foregående har set blive stadig mere synlige og mærkbare. Højadelen var gået meget langt i bestræbelserne på at begrænse kongemagtens indflydelse, og den havde fundet det naturligt at udnytte kirkens stilling i samfundet og dens store jordejendom som midler i kampen om indflydelse. Det var disse tendenser i retning af storgodsejernes selvstændighed såvel over for kongemagten som over for deres „undersåtter”, der havde løbet linen helt ud i 1533 ved beslutningen om ikke at vælge nogen konge. Resultatet var blevet, at standssamfundets relativt afbalancerede orden afløstes af borgerkrigens kaos.

Christian 3. og de højadelige råder, der med Mogens Gøye og Johan Friis i spidsen havde knyttet deres sag til hans, var i en enestående gunstig stilling med hensyn til at løse problemerne på deres måde i direkte forlængelse af erobringen af landet. Kongen havde magtmidler til at gennemføre statskuppet, og situationen var sådan, at modstanderne måtte have svært ved at hævde deres synspunkter over for den bølge af had og fortvivlelse i befolkningen, der søgte håb og muligheder for fremtiden. Christian 3. havde i 1536 alle betingelser for at gennemføre det, som hans far havde måttet lirke og lempe sig frem imod uden at nå det i sin levetid. Men den udhuling af kirkens magtstilling og splittelsen i bispernes rækker og den uklare og flydende juridiske situation, der havde været Frederik l.s politik, var samtidig afgørende forudsætninger for de begivenheder, der førte frem til 1536. Nu kunne der gøres op med en gammeldags, decentral styreform, en dobbeltadministration med et gejstligt og et verdsligt regimente, som i moderne fremskredne stater i udlandet for længst var blevet afløst af en fastere, samlet og mere effektiv centralstyrelse, hvor den egentlige magtelite, storgodsejerne og kongen, samlede trådene og styrede meningsdannelsen. Det havde været umuligt, dengang kirken stod som en politisk, økonomisk og ideologisk magt ved siden af, men samtidig vævet ind i den verdslige.

Endnu ved denne tid fremstod den religiøse side af modsætningerne som brud og konflikter inden for en universel kirke. Det kunne endnu have mening at tale om, at et almindeligt kirkemøde kunne løse den samlede kristenheds problemer, om end denne løsning nok begyndte at fortone sig i bevidstheden hos de fleste. Den følgende tids opdeling af Europa i katolske og lutherske landskirker var endnu ikke den erkendte løsning, og meningsbrydningerne drejede sig stadig om, hvilken form for reformation, der skulle gengive det kristne fællesskab den rette skikkelse og bringe det i harmoni med den guddommelige orden.

Under belejringen havde Malmøs borgere udsendt et skrift, der navnlig over for udlandet skulle forsvare det synspunkt, at de havde været tvunget til at begynde fejden, fordi rigsråderne havde krævet de papistiske ceremonier genindført. Det havde råderne gjort, „for at de desto lettere kunne bruge deres tyranniske handlinger over for det arme folk, og den rette sandhed kunne blive undertrykt”. Nu var det andre, der bestemte, hvad der var den rette sandhed. Christian 3.s og den verdslige højadels sejr i 1536 var ikke blot en sejr over resterne af den gamle bispekirke og de standsfæller, der havde knyttet deres magt til den. Det var også en sejr over de folkelige reformationsforestillinger, der var kommet til udtryk i bøndernes forbund og de radikale borgerlige bevægelser, især i Malmø og København. De havde knyttet håbet og kravet om en reformation sammen med forestillingen om Bibelen som målestok for samfundets forhold. Disse bevægelser havde været med til at svække den gamle kirke og havde, så langt dette var ønskeligt, ikke mødt modstand hos store dele af den verdslige adel. Men nu var det forbi med at stille krav om, at øvrigheden skulle indrette sig efter Bibelens ord om tiendebetaling, ejendomsret og andre forhold, som befolkningen opfattede som noget, der vedrørte den kristne frihed i det jordiske liv. I denne henseende ligner udviklingen i Danmark det, der kort forinden var sket i Tyskland. Også her led de folkelige og radikale reformationsbevægelser nederlag, og de, der stod som deres talsmænd, blev betegnet som sværmere, Luthers skældsord for dem. Det var med tanke på disse bevægelser, Christian 3. ved Københavns overgivelse havde erklæret, at den nye kirke ikke skulle præges af „sværmere eller andre oprørske mænd”. Det blev den heller ikke. Som vi skal se i det følgende, omfattede den reformation af samfundet, der nu gennemførtes, også en kirkeordning, der lagde troslivet og meningsdannelsen i hænderne på folk, der delte kongens opfattelse af øvrighedens direkte guddommelige mandat og undersåtternes pligt til at lyde og lade sig belære om, at kristen frihed alene var et åndeligt anliggende. Nu var det „den rette sandhed”.