Kongen og hans lensherre

Christian 3. var blevet konge uden først at have underskrevet en håndfæstning. Hans modstandere var sat ud af spillet. En del af rigsråderne – bisperne – sad i fængsel, andre var deporteret til Mecklenburg. Bispernes svært befæstede borge – Hammershus, Dragsholm, Hald, Spøttrup, Silkeborg osv. – var blevet kongens. Bønder og borgere var slået militært. Mange må have følt sig under den straffende Guds hånd. Sammen med de danske højadelige rigsråder, der havde befordret hans kongemagt, og sine holstenske rådgivere stod han umådelig stærkt. Hvad skulle der nu ske?

Det var i allerhøjeste grad påtrængende for de nye magthavere at få etableret et styre, der på varig vis kunne danne rammen om deres magt. Oven på borgerkrigens rædsler var det i deres indlysende interesse, at de ikke fortsat i befolkningens øjne stod som erobrerne, hvis magt sad i spydspidsen.

I deres egen selvforståelse var der også andre vigtige tankegange. Det var det danske og norske samfund, det kristne fællesskab i disse lande, Christian skulle være konge over. Som det var blevet sagt i trontalen, var det hans opgave at sikre fred, orden og retfærdighed for alle stænder. Det var en ældgammel opfattelse, at kongen var repræsentant for den guds-bestemte, evigtgyldige samfundsorden. Det gjaldt for Christian 3. og hans højadelige partnere som for alle andre i tiden, at de var født ind i et samfund, hvor kongen og stænderne havde deres bestemte plads og funktion, det var den virkelighed, de gennem barndom og ungdom havde levet sig ind i, og som havde givet dem sprog og begreber til enhver orientering i den sociale virkelighed. Hvad de måtte tænke af magtpolitiske tanker, hvad enten disse var ideale eller selviske, med eller imod standssamfundets normer, måtte nødvendigvis formulere sig inden for disse rammer. Politik var også dengang det muliges kunst, men det mulige kunne ikke opfattes på samme måde, som vi gør. De politiske realiteter fremtrådte anderledes end i vort samfund.

Christian 3. og hans medregenter havde lutherdommen som deres religion og livsopfattelse. Som øvrighed følte de sig direkte indsat af Gud og kun ansvarlige over for ham. I forholdet til Gud var alle lige, men i verden var det anderledes. Som Luther udtrykte det: „Det verdslige rige kan ikke bestå, hvor der ikke er ulighed mellem mennesker, således at nogle er fri, andre fanger, nogle herrer, andre undersåtter.” De var herrer og havde fået det kald at forestå det verdslige regimente. I hvert fald for Christian 3. indebar dette en høj grad af ansvarsfølelse og pligttroskab mod Gud, „min kære lensherre”, som det hed i hans kroningsed. Den fremgang, han havde haft, siden han besluttede sig til at kæmpe for den danske og den norske krone, kunne kun opfattes som en styrelse. Som konge i denne djævlebefængte verden ville det fortsat ofte være nødvendigt for ham at bruge magt mod onde mennesker, så vold og brutalitet ikke tog overhånd, og evangeliets forkyndelse hindredes.

Kongens egne breve og andre vidnesbyrd fra hans kongetid viser ham som ægte lutheraner. Han kunne udbrede sig om menneskets ubetydelighed over for Gud. Selv under drøftelser af regeringsanliggender kunne han falde hen i enetaler om menneskets syndighed, Djævelens rænker og list og frelsen ved Jesus. Ligesom Luther var han dybt overbevist om, at dommedag var nær, og at Satan derfor havde så stor magt. Christian 3., hans højadelige medarbejdere og de teologiske vismænd, de knyttede til den nye kirke, var enige om en magttænkning og kulturpolitik, hvis essens var, at det kristne fællesskab skulle værnes mod skjulte og synlige fjender, og at alle samfundets og individernes onder og ulykker var Guds straf ved Satan over ulydige mennesker, som derfor måtte holdes til lydighed og den sande tro under den kristne statsmagts myndige vejledning. Al politiks overordnede vilkår var Djævelens forblændelser og Guds skjulte og uransagelige styrelse. Sikkerhedspolitik, økonomi og dynastiske interesser måtte indebære mange problemer og misforhold mellem ønske og mulighed, mellem idealer og interesser, som de også gør det ud fra andre forestillinger om, hvad der er styrende i verden. Her som overalt i jordiske anliggender skulle man bruge sin fornuft, og det har uden tvivl været en stor hjælp for Christian, at han i grunden betragtede kristendommen som ligetil og enkel, én gang for alle letforståeligt formuleret i Bibelen.