Rigets nye regimente

Ved konfiskationen af kirkegodset var kongen blevet landets største godsejer. Efterhånden som både bispe- og klostergodset blev konfiskeret, og bispernes pantelen inddraget, disponerede kongemagten over op mod 60 procent af landets dyrkede jord, en tredobling af kronens økonomiske grundlag. Men staten overtog samtidig mange af de opgaver i samfundet, som kirken før havde haft. Kirker, præster, bisper, hospitaler og fattigforsorg kostede stadig penge. En del af disse udgifter blev klaret ved, at domkapitler og de enkelte sognekirker beholdt deres gods, men med kongen som overherre. Også bispetienden, som nu blev til konge tiende, gik for en stor del til sådanne formål.

Rigsrådet rekrutteredes fortsat inden for en meget snæver kreds af de godsrigeste slægter. Tidligere havde rådet ofte været en talstærk forsamling på henved 40 medlemmer. Herefter bestod det for det meste af kun omkring 20 personer, og de udgjorde desuden en langt mere homogen og enig flok. Det var storgodsejerne, der nu stod med magten. En lang række af de konflikter, som var hovedtemaet i de foregående årtiers historie, blev nu løst efter det store erhvervslivs interesser.

Det begyndte med håndfæstningen og en reces i forbindelse med herredagen i oktober 1536. De udgjorde en nyordning af rigets styrelse, en statsforvaltning, der med ændringer kom til at vare helt til enevældens indførelse i 1660, den næste store milepæl i den nye statsmagts udvikling.

Det blev fastslået, at Danmark fortsat skulle være et valgrige, hvor rigsrådet, der alene skulle bestå af danske adelsmænd, valgte kongen. Rigsrådet fik altså en sikret plads i forfatningen, men samtidig valgte det kongens to-årige søn Frederik til hans efterfølger, ligesom det i håndfæstningen blev bestemt, at slotslovene – befalingsmyndigheden over rigets fæstninger og dermed den militære magt i landet – ved kongens død skulle holdes til prins Frederiks eller hans formynders hånd, ikke som tidligere til rigsrådets. Kun hvis der ved kongens død ingen prins var, skulle rigsrådet overtage den militære magt.

De foregående årtiers undertiden voldsomme konflikter mellem kongemagten og dele af rigsrådet skulle nu afløses af et fast regeringssamarbejde. Kongen skulle altid have en hofmester, en kansler og en marsk, og disse embedsmænd skulle være fødte medlemmer af rigsrådet. De tre var nu Mogens Gøye, Johan Friis og Tyge Krabbe. Kanslerembedet, hvor mange af administrationens tråde samledes, var nu ophøjet til rigets næstfornemste, og rigsrådet kunne være sikker på, at et af dets medlemmer sad på denne centrale post. Der kunne ikke komme nogen Hans Mikkelsen mere. Ved siden af kancelliet eller Danske Kancelli, der varetog landets indre forhold, bestod fortsat Tyske Kancelli, der tog sig af hertugdømmerne og udenrigspolitikken over for de lande, hvor korrespondancen førtes på tysk eller latin. Forholdet til Sverige hørte fortsat under Danske Kancelli.

„Oprørsparagraffen” fra de tidligere kongers håndfæstninger, der havde givet juridisk grundlag for at yde modstand imod en konge, der ikke overholdt sin håndfæstning, gled ud og erstattedes af en bestemmelse om, at hvis nogen ville klage over kongen, skulle det ske for rigsrådet.

En række af adelens tidligere politiske erobringer blev bekræftet: kun med rigsrådets samtykke kunne der pålægges herremændenes fæstebønder skat, optages vanbyrdige i adelstanden, stadfæstes udenlandske privilegier eller begyndes krig. Det blev borgere og bønder forbudt at købe eller pante jordegods, som havde tilhørt en adelig, „frit jordegods”. Adelen måtte frit sælge så mange opfedede stude, som de selv kunne fodre eller lade opfodre hos deres fæstebønder, direkte til udenlandske opkøbere. Bønderne fik ret til frit at sælge til konge og adel og alle andre.

Recessen 1536 lovfæstede kirkegodsets konfiskation, så „Danmarks krone og konge kan blive des mere formuende”, og det ikke skulle blive nødvendigt at beskatte rigets indbyggere så hårdt mere – en løfteparagraf, der viste sig ikke at kunne holdes. Adelen skulle dog beholde deres ret til kirkegods, hvor de kunne bevise den med brev og segl. Adelen fik faktisk noget gods tilbage fra domkapitler og klostre. Det drejede sig om gods, som adelige med orden i familiearkivet kunne bevise var givet til finansiering af sjælemesser. Nu var messerne ophørt, og forudsætningen for gaven bortfaldet. Det var kun adelige, der kunne få domstolenes medhold i sådanne sager. Bønderne skulle fortsat betale tiende af korn og kvæg, og den tredjedel, der før gik til bispen, skulle nu gå til kongen. Bestemmelsen om, at adelens hovedgårde skulle være fritaget for tiende, der var forudsat i recessen fra 1527, blev stadfæstet udtrykkeligt med den tilføjelse, at godsejerne til gengæld skulle sørge for, at deres fæstebønder betalte, hvad de skulle.

Havde der været tvivl om, hvorvidt adelen allerede tidligere havde fået hals- og håndsret over sine bønder, som den selv mente, forsvandt denne tvivl i hvert fald med den nye håndfæstning: Adelen skal „nyde, bruge og beholde deres jordegods og tjenere frit til evig tid med hals, hånd og al anden herlighed og rettighed, så at vi [kongen] eller vore fogeder og embedsmænd skulle aldeles intet befatte os med deres tjenere, gods, enemærke, skov, fiskevand eller nogen anden herlighed, enten med sagefald, gæsteri, ægt [kørselshoveri] arbejde eller anden besværing.” Så enkelt kunne det siges. Her blev det opsummeret og klart udtalt, hvad adelen ønskede som det retslige grundlag for dens forhold til „undersåtterne”.