Norge og hertugdømmerne

I Norge var et adeligt selvstændighedsparti under ledelse af ærkebisp Olav Engelbrechtsen gået så vidt i den urolige tid som til at anerkende Christian 2.s svigersøn Frederik af Pfalz som arving til den norske krone. Denne politik var håbløs, da Christian 3. snart efter stod som ubesejret vinder i Danmark.

Også i forholdet til Norge sejrede det nye enhedsstyre af konge og rigsråd. Den kongelige arveret, der fandtes i Norge, var efter det danske rigsråds mening ikke bevaringsværdig. Den skulle nødig efterlignes i Danmark, og hvis der ikke var et selvstændigt norsk kongerige at arve, havde man desuden sat Christian 2.s arvinger stolen for døren. Og der var danske adelige, der godt kunne tænke sig at få godser og len i Norge uhindret af norske stormænd. Resultatet blev, at det norske rigsråd nu afskaffedes med den begrundelse, at flertallet af det var faldet fra Danmarks rige. Norge skulle herefter høre under den danske krone, „ligesom et af de andre lande, Jylland, Fyn, Sjælland eller Skåne”. I løbet af 1537 blev landet med militære magtmidler tvunget til at hylde Christian 3. Dermed var det dansk-norske monarki etableret. Det kom til at vare helt til 1814.

I praksis fik Norge dog en anden stilling inden for monarkiet end Sjælland og de andre danske landsdele. Landet blev i den følgende tid på mange måder underlagt danske økonomiske interesser, det blev styret fra Danmark og på lokalt plan af danske lensmænd. Men allerede de geografiske forhold måtte give nordmændene større selvstændighed. Der indsattes kongelige statholdere i Norge, som således blev styret for sig selv, og norsk samfundsorden og kultur vedblev at bestå. Også Island og Færøerne, som hørte under den norske krone, blev nu administreret af danske lensmænd, men bevarede et begrænset selvstyre.

Hertugdømmerne, Slesvig eller Sønderjylland og Holsten, styredes af Christian 3. i hans eget og hans umyndige brødres navn. Slesvig var fortsat et fyrstelen af Danmark, Holsten derimod af Det tyske Rige. I praksis havde disse gamle statsretslige forhold ikke stor betydning. Det havde derimod den rige holstenske adel, der ejede gods og var en stærk magtfaktor i begge hertugdømmer. Med sine udstrakte privilegier, især den uindskrænkede myndighed over bønderne, havde den været det store forbillede for den danske adel. Det var det holstenske ridderskab om at gøre, at hertugdømmerne forblev udelt og samlet – „ewich tosammende ungedelt”, som det var blevet formuleret i 1460. Sådan var det foreløbig, men i 1544 skete der noget.

Christians yngste bror, Frederik, var da 15 år, men de to ældste brødre, Hans og Adolf, var blevet voksne. Problemet var, hvordan de skulle forsørges, og hvordan deres forhold til Christian skulle ordnes. De var for længst hyldet som hertuger. Den tanke at dele hertugdømmerne lå nær. Sådan gik det normalt for sig i Tyskland, når fyrstesønner skulle forsørges, og det havde også været praktiseret i Slesvig-Holsten tidligere. I Danmark kunne det ikke lade sig gøre.

Resultatet blev fyrstedømmernes deling i 1544. Når hver af de tre dele blev stykket sammen af mange spredte områder i begge hertugdømmer, var det dels for at få en ligelig fordeling af indtægterne, dels en indrømmelse til højadelen. Dens godser blev desuden ligesom købstæderne holdt uden for delingen og lagt under en fælles regering hvad det politisk-administrative angik. Frederik fik løfte på en del af det gejstlige gods, der ligeledes blev holdt udenfor.

Johan Rantzau blev så vred over delingen af regeringsmagten, som han hidtil selv havde deltaget i, at han nedlagde sine embeder og opsagde sin ed som fyrsternes råd. Senere blev det aktuelt at dele hertugdømmerne yderligere op for at forsørge fyrstesønner.