Udenrigspolitik

Christian 3. og den svenske konge Gustav Vasa var svogre, begge gift med hertugdøtre fra det lutherske Sachsen-Lauenburg. Under Grevens Fejde havde de kunnet stå sammen imod de fælles farer fra Lübeck og Christian 2., men samarbejdet var fuldt af gensidig mistro, og den blev ikke mindre efter krigen. Gustav Vasa kunne sagtens forestille sig, at der var indflydelsesrige kredse i Danmark, der gerne så Sverige reduceret til en dansk landsdel, som Norge var blevet det. De to svogre var begge usikre på deres kongemagt, som ikke var internationalt anerkendt. I denne situation kunne en aftale imellem dem være en fordel for dem begge.

Resultatet blev Brømsebro-traktaten i 1541. Den skulle gælde i 50 år og gik ud på gensidig bistand imod både indre og ydre fjender. Sverige opgav kravet på Gotland, som Danmark stadig var i besiddelse af. Fremtidige stridigheder mellem Danmark-Norge og Sverige skulle afgøres ved forhandling og voldgift.

For den danske regering måtte hovedmålet i øvrigt være at sikre den dansk-norsk-holstenske stat i forhold til kejseren og Christian 2.s arvinger. I det dybt splittede Tyskland stod den katolske kejser over for en stærk alliance af protestantiske fyrster og byer, Det schmalkaldiske Forbund, som Christian 3. i 1538 fik en gensidig bistandsaftale i stand med. Hertil kom i 1541 et forsvarsforbund med Frankrig. Med Brømsebro-traktaten med Sverige i hus mente regeringen nu at kunne føre en mere aktiv udenrigspolitik.

Øresund blev spærret for nederlandske skibe, og en dansk flåde udrustet under store bekostninger med henblik på et direkte angreb på Nederlandene. Men det var ikke Guds vilje. En storm splittede flåden, og forbundsfællerne sendte ikke ordentlig hjælp. For kejserens vedkommende var det af betydning at få Christian 3. skilt fra den protestantiske sag i selve Tyskland. Resultatet blev en fredsslutning i Speyer i 1544. De nederlandske byer skulle have fuldstændig fri handelsret i Danmark, og i Norge fik de samme rettigheder som hansekøbmændene. Den danske regering skulle opgive sit forbund med Frankrig. Kejseren anerkendte med denne traktat i praksis Christian 3.s kongemagt.

Den kamp mellem hanseaterne og de nederlandske byer om handelen i Norden og Østersøområdet, som havde været så afgørende i den foregående tids historie, var dermed bragt til et afgørende gennembrud. Speyer-freden markerer begyndelsen til nederlændernes uanfægtelige storhedstid i den nordiske handel.

Et punkt i Speyer-freden var, at Christian 2. skulle have sin frihed igen. Han var ikke længere nogen trussel imod Christian 3.s kongemagt, og i 1549 blev den gamle konge overført til Kalundborg Slot, hvor han levede de sidste ti år af sit liv i relativ frihed.