„Den sociale massegrav”

Under indtryk af nederlaget ved 1984-valget valgte Socialdemokratiet at søge forhandling med regeringen om årets finanslov, bl.a. med krav om særlig indsats mod ungdomsarbejdsløsheden og fjernelse af karensdagen ved sygdom. Men navnlig Venstre afviste alle socialdemokratiske krav om færre offentlige besparelser, bl.a. med henvisning til nye økonomiske skøn, som igen pegede på en drastisk forværring af underskuddet på betalingsbalancen. Under beskyldninger fra den socialdemokratiske ordfører Knud Heinesen om ensidig blokpolitik uden folkeligt mandat vedtog regeringsflertallet herefter i februar omsider finansloven for 1984.

Samtidig med at de politiske fronter i 1983-84 gradvis blev trukket hårdere op, syntes der at kunne konstateres en betydelig økonomisk omfordeling i samfundet i kraft af Firkløverregeringens politik. Oppositionen og fagbevægelsen pegede på, at pengeinstitutterne og industrien i 1983-84 høstede kæmpeoverskud, og at navnlig selvstændiges og boligejeres privatforbrug og import, især af biler og videoapparater, steg via bankkreditter og via kraftig belåning af de store kursgevinster efter rentefaldet. Samtidig havde regeringens økonomiske genopretningsprogram lagt større byrder på de svageste lønmodtagergrupper og på de arbejdsløse, hvis antal næsten uændret lå nær de 300.000, samtidig med at underskuddet på betalingsbalancen, udlandsgælden og rentebyrden fortsat steg.

Ikke mindst de store milliardbeskæringer siden 1982 af bloktilskuddene til kommunerne ramte socialt skævt. Beskæringerne skete for at sikre, at kommunerne ikke øgede deres aktivitet og dermed undergravede regeringens målsætning om nulvækst i den offentlige sektor. Nulvækst betød imidlertid i praksis store ændringer i økonomien i kommunerne, hvor behovene ændredes betydeligt i disse år med færre børnefødsler og flere ældre med pleje- og omsorgsbehov og flere arbejdsløse, som skabte behov for beskæftigelsesprojekter, social bistand og udgifter til sundhedssektoren. Særlig hårdt ramt var Københavns Kommune, hvor omkring 25 procent af de 18-24-årige unge var bistandsmodtagere.

Socialdemokratiet og LO pegede på hele denne baggrund i et fælles oplæg i maj 1984 på, at kommende trepartsdrøftelser mellem arbejdsgiverne, LO og regeringen måtte undgå at pålægge arbejdsmarkedet nye lønrammer, samt i bytte for en reallønsfremgang sikre en arbejdstidsnedsættelse, der samtidig kunne nedbringe arbejdsløsheden. Regeringen fastholdt dog, at der måtte yderligere store milliardbesparelser til på statsbudgettet for 1985, og at de nye overenskomster i foråret 1985 kun måtte indeholde meget små eller slet ingen lønstigninger.

Samtidig lykkedes det i foråret 1984 regeringen at indgå en flertalsaftale med De Radikale, som fastlagde vigtige retningslinier for den økonomiske politik i de nærmest følgende år. Uenighed om navnlig sikkerhedspolitikken hindrede en formel optagelse af De Radikale i regeringen, men „Femkløverets” aftale var vidtrækkende nok: En nulstilling af den offentlige sektor, suspension af den automatiske dyrtidsregulering i yderligere to år frem til marts 1987, samt en række nye afgiftsforhøjelser. Hertil kom en dagpengereform, som ville bryde med de hidtidige solidariske principper om ens kontingenter, nemlig ved forhøjelse af medlemsbidragene til a-kasserne og indførelse af private tillægsforsikringer, samt ved en statsovertagelse af dagpengeforpligtelsen via årlige, finanslovsfastsatte bloktilskud til a-kasserne, som dermed blev løsnet fra fagbevægelsens kontrol.

Sammen med moderniseringsprogrammet for den offentlige sektor var udspillet om dagpengereformen en del af regeringens angreb på, hvad den kaldte „organisationstyranniet” i det danske samfund. Forsvaret for den enkeltes personlige frihed over for statsmagtens og de store organisationers tvang, ikke mindst fagbevægelsens, var det tilbagevendende tema. Det havde fået og fik aktuel næring af flere markante arbejdskonflikter med principielt indhold i 1983-84. En af dem var en 13 måneder lang faglig blokade af natrestauranten La Cabana i Herning, hvor restauratøren, som ikke var medlem af Arbejdsgiverforeningen, nægtede at indgå overenskomst med hotel- og restaurationspersonalets fagforeninger. De uorganiserede arbejdsforhold kunne betyde vilkårligt fastsatte arbejds- og lønforhold for de mange typisk ufaglærte unge i branchen. Selv om det ikke nødvendigvis var et stort konkret problem på Herning-restauranten, blev det hurtigt til et principielt spørgsmål både for fagbevægelsen og for restauratøren, og blokaden fortsatte, også med LO's officielle støtte, helt indtil september 1984. Den blev indstillet i erkendelse af, det ikke havde været muligt at presse arbejdsgiveren til indrømmelser, måske til dels fordi han mærkede den moralske opbakning fra regeringsflertallet på Christiansborg.

En anden meget omtalt konflikt drejede sig om en chauffør i Hovedstadens Trafikselskab, HT, som i foråret 1984 nægtede at melde sig ind i Chaufførernes Fagforening under SiD, fordi han ikke gennem sit medlemskontingent ønskede at bidrage til Socialdemokratiets valgkampagner. I protest mod chaufføren lagde andre HT-chauffører ved fysiske blokader i over en måned hindringer for bustrafikken i hovedstadsområdet. I mellemtiden var den pågældende chauffør blevet fritaget for tjeneste, og han og syv ligesindede chauffører meldte sig derefter ind i den alternative Danmarks Frie Fagforeninger, der under La Cabana-konflikten i 1983 var blevet dannet af en lille kreds af lønmodtagere, som ikke følte sig hjemme i den almindelige fagbevægelse. HT-konflikten bredte sig i maj 1984 til en række andre faggrupper, hvorefter Hovedstadsrådet fyrede de otte chauffører med henvisning til den „nødretstilstand”, der var opstået i form af trafikkaos i det meste af Nordsjælland. Statsminister Poul Schlüter kaldte fyringerne en „glasklar ulovlighed”, og i maj 1985 blev de otte chauffører da også af Arbejdsretten tilkendt sammenlagt en million kr. i erstatning. Men de fik ikke deres job tilbage, og i 1987 opgav regeringen en retssag mod HT for at få genansat de otte. Til gengæld dømte Arbejdsretten SiD til at betale en historisk rekordhøj bod på 20 mio. kr. for at have støttet de blokerende og strejkende arbejdere under konflikten.

Alt i alt sluttede disse og lignende konflikter i midten af 1980'erne således med blandede resultater. Men dette, og at konflikterne overhovedet opstod, blev i sig selv af mange set som udtryk for de nye politiske vinde, der blæste i 1980'erne.

Også arbejdsmarkedet var blevet mere individualiseret, og den socialdemokratisk eller socialistisk orienterede fagbevægelses politiske tag i lønmodtagerne var ikke længere uanfægtet. Andre så det mere som krusninger på overfladen: Endnu fortsatte tilstrømningen af lønmodtagere til den traditionelle fagbevægelse, og alene LO-området omfattede i 1984-85 mere end 40 procent af den samlede arbejdsføre befolkning.

Særligt regeringsflertallets planer om en dagpengereform blev i efteråret 1984 af de mere militante faglige ledere fremstillet som noget nær et generalangreb på både fagbevægelsen og det eksisterende velfærdssamfund som helhed. Flere fagforbund kastede sig ud i en kras annoncekampagne med det formål at få dagpengeforslagene taget helt af bordet. SiD's formand Hardy Hansen kaldte forslagene en „massakre” og talte om, at regeringens politik ville skabe en „social massegrav”. Mindre drastisk anklagede Socialdemokratiets politiske ordfører i Folketinget, Svend Auken, regeringen for med sin „ulighedspolitik” at arbejde for en opdeling af den danske befolkning i et Over- og Underdanmark. Auken spurgte, hvad det nyttede, at statsministeren fastholdt, at de sociale nedskæringer kun udgjorde en beskeden procentdel af de samlede udgifter, når efterlønsfamilier, modtagere af dagpenge og andre på overførselsindkomster oplevede op til 15 procents nedgang i deres levestandard.

Firkløverregeringen kunne heroverfor pege på, at gennemsnitsdanskeren i 1984 var 17 procent rigere end i 1973, og at det private forbrug i samme periode var steget med 0,4 procent i snit pr. person om året. Samfundskagen og levestandarden var således blevet væsentlig større trods ti års krise og lavvækst. Men gennemsnitstallene dækkede over den sociale lagdeling, som Svend Auken nu rettede opmærksomheden mod, og som ikke fandtes i nær samme omfang før 1973, altså den hastigt voksende andel af befolkningen, som levede på overførselsindkomster. Det drejede sig i 1984 om i alt over 700.000 danskere i den normalt erhvervsaktive alder, som var under offentlig forsørgelse af mere eller mindre vedvarende karakter. De arbejdsløse udgjorde ca. 300.000 af dem, og hertil kom et voksende antal invalidepensionister på mere end 150.000, et ligeledes voksende antal efterlønsmodtagere på over 75.000, godt 50.000 modtagere af bistandshjælp af andre årsager end arbejdsløshed, over 75.000 på førtidspension eller på varig kontanthjælp, samt ca. 50.000 langtidssyge.

Det var denne udvikling, der fik nogle til hen mod midten af tiåret at begynde at tale om „fattigfirserne”. Hermed mentes ikke, at flertallet af danskere var eller var på vej til at blive fattige i 1980'erne, men derimod at et anseligt og voksende mindretal af befolkningen så ud til at være blevet hægtet af udviklingen og af arbejdsmarkedet. Det gjaldt i særdeleshed dårligt uddannede, mange unge arbejdsløse og de skæve eksistenser. Tilværelsen var for mange af disse „udstødte fra arbejdsmarkedet”, som de blev kaldt, præget af en relativ fattigdom, forstået som begrænsede muligheder for at kunne træffe valg, der væsentligt kunne påvirke deres hverdagsliv og livsførelse.

I øvrigt gav fagbevægelsens mobilisering og agitation mod det „sorte dagpengeforlig” i løbet af vinteren 1984-85 resultater. De Radikale begyndte at vakle, og efterhånden blev regeringens forslag indskrænket til reformer til begrænsning af fejludbetalinger af dagpenge og en regelforenkling. Men denne sejr druknede næsten i kaosset i forbindelse med overenskomstindgrebet i foråret 1985, som førte til de hidtil mest omfattende og voldsomme protestdemonstrationer og aktioner efter Anden Verdenskrig (se Arbejdsmarkedet).

Uanset hvordan de socioøkonomiske lagdelinger i det danske samfund i midten af 1980'erne vurderes, havde også Socialdemokratiet selvsagt et medansvar for udviklingen. De faglige og politiske oppositionslederes til tider voldsomme agitatoriske udladninger mod Firkløverregeringen sled derfor på oppositionens samlede troværdighed. Især på baggrund af den kendsgerning, at i hvert fald Poul Schlüter selv i stadig højere grad fremstod som en pragmatisk politiker og en kompromissøgende regeringsleder. At Schlüter efter det konservative rekordvalg i januar 1984 lagde særlig vægt herpå blev første gang registreret i juli, da han udpegede sin partifælle Palle Simonsen til ny finansminister efter Henning Christophersen, som var blevet EF-kommissær. Simonsen blev af De Konservatives højrefløj anset for at være noget nær en skabssocialdemokrat, og justitsminister Erik Ninn-Hansen søgte af samme grund forgæves at få Schlüter til at erstatte Christophersen med en anden.

Op til det konservative landsrådsmøde i efteråret 1984 udtalte Schlüter direkte, at partiet havde forvandlet den bagudrettede og gammeldags konservatisme til noget langt mere bredt og folkeligt. Vist er jeg da konservativ, sagde Schlüter, „men ikke så meget, at det gør noget”. Og da statsministeren i december blev kåret som „årets mand” 1984, affyrede han for tydelighedens skyld endnu en slaglinie, som skulle give genlyd længe efter: „Ideologi er noget bras.”Det var et udsagn, som nok kunne gøre ondt på dét KU (Konservativ Ungdom), hvis medlemstal var blevet fordoblet til 12.000 fra 1982 til 1984, og som markerede sig klart til højre for moder- og regeringspartiet og undertiden med en sprogbrug, der, som historikeren Ditlev Tamm har formuleret det, kunne minde om, hvad man havde hørt fra KU i 1930'erne. At Schlüters udtalelser også havde en skjult brod mod regeringspartneren Venstre gik næppe tabt for dette partis ideologer, der skrev bøger, som udtrykkeligt hyldede nyliberalismen og dens aktuelle politiske fremgang i USA, Storbritannien og andre dele af den vestlige verden.

Poul Schlüters markeringer var heller ikke uden sammenhæng med de sekspartiforhandlinger om en skattereform, som i slutningen af 1984 for alvor var gået i gang mellem Firkløverregeringen, De Radikale og Socialdemokratiet. Siden begyndelsen af 1970'erne havde skiftende skatteministre ønsket en reform af skattesystemet, som først og fremmest sanerede i virvaret af fradrag mod til gengæld at sænke marginalskatten. En skattereform var dog ikke en af Schlüter-regeringens ambitioner i 1982. Den gik først i realitetsforhandlinger, da De Radikale i juli 1984 truede med at unddrage regeringen sin fortsatte støtte i Folketinget, hvis ikke den arbejdede aktivt for en skattereform, der også omfattede en begrænsning af rentefradragsretten. Dette var det ømme punkt for regeringen, og ikke mindst for Erhard Jakobsens Centrum-Demokrater, som mindst af alt ønskede at forringe ejerboligens økonomiske fordele. Poul Schlüter præsenterede dog snart den formel, der skulle bære den brede aftale igennem: Rentefradraget måtte ikke afskaffes, men der kunne forhandles om dets skatteværdi.

Efter næsten et års seje tovtrækninger mellem især skatteminister Isi Foighel (K) og Socialdemokratiets skattepolitiske ordfører Mogens Lykketoft kunne Folketinget i juni 1985 med stort flertal godkende det endelige skatteforlig, som Poul Schlüter ikke uden grund kaldte historisk. Rentefradraget bevaredes, men blev omlagt fra at være et fradrag i indkomsten til at være et fradrag i skatten, således at fradragene fik ens værdi for alle, nemlig 50 procent. Et andet hovedpunkt var, at marginalskatten for indkomster op til 200.000 kr. blev nedsat til gennemsnitlig 50 procent, mens indkomster derover blev beskattet med mellem 50 og 68 procent. Det hidtidige skatteloft på 73 procent blev således sænket til glæde for de højeste indkomster, men betydeligt mindre end de mest skatteplagede borgerlige vælgere havde drømt om. Samtidig blev overgangsordningen for omlægningen af rentefradraget væsentlig kortere end de ti år, regeringen havde ønsket. Desuden blev selskabsskatten forhøjet, og visse hidtil skattefrie fonde og foreninger blev beskattet med 50 procent.

Det socialdemokratiske fingeraftryk på forliget var umiskendeligt, og kun ved en viljesakt forblev Erhard Jakobsens parti i regeringen. Der var også frustration i Venstres folketingsgruppe, hvis politiske ordfører Anders Fogh Rasmussen allerede midt under forhandlingerne i februar 1985 i TV-Avisen direkte udtalte, at de øvrige regeringspartiers politik ikke var borgerlig nok. Venstres nye formand, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, måtte straks offentligt undskylde illoyaliteten og indadtil indskærpe disciplin. Poul Schlüter havde ellers allerede i januar advaret om, at det han kaldte „højrekræfterne”havde svært ved at forstå, at det var dem og ikke venstrefløjen, der i givet fald kunne bringe den borgerlige regering til fald.

Men signalet var sendt til bekymrede konservative og andre borgerlige vælgere: Ledende folk i Venstre stod på deres side, og onde tunger begyndte at tale om, at Schlüter stod i spidsen for en socialdemokratisk regering. Statsministeren fortsatte dog i resten af 1985 sit – med redaktør Henning Fonsmarks ord – ”aggressive forsvar” for Firkløverregeringens kompromissøgende linje, og på det konservative landsrådsmøde i efteråret blev han sekunderet af sine konservative ministre, som også talte varmt om at fastholde en velfungerende og effektiv offentlig sektor.

Tre år efter den borgerlige regerings tiltræden syntes det at stå klart, at den politiske opbakning bag grundtrækkene i det velfærdssamfund, der var bygget op siden Anden Verdenskrig, var bredere, end den partipolitiske polemik fra oppositionen til venstre og fra regeringsflertallets højre side umiddelbart kunne give indtryk af. Profileringsbehovet var særlig stort ikke blot hos den socialdemokratiske arbejderbevægelse, som havde svært ved at affinde sig med sin oppositionsrolle, men også hos regeringspartneren Venstre, som i modsætning til De Konservative ikke havde oplevet nogen nævneværdig stemmegevinst ved regeringsdeltagelsen. Det fremmede på begge sider tendensen til at blæse de reelle politiske uenigheder og forskelle op til større proportioner, end der nøgternt set var dækning for. En tilsvarende tendens til partipolitisk polarisering gjorde sig gældende på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område i denne periode, hvor den kolde krigs konflikter skærpedes på både ude- og hjemmefronten.