„Racister” og „antiracister”

Bz og autonome var nemlig kun én blandt flere nye radikalistiske strømninger med tag i unge, som var opstået i 1980'-ernes begyndelse. Radikalitet udtrykte også forskellige københavnske grupper, der under slagord som „White Power” og „Ku Klux Klan” udtrykte racisme og voldsfascination. Blandt de mere aktive i dette miljø var frem til slutningen af tiåret de såkaldte Grønjakker, som havde specialiseret sig i at jagte udlændinge og øve hærværk på deres ejendom, fordi disse angiveligt tog arbejde og bistandshjælp fra de unge danskere. I sommeren 1985 tiltrak Grønjakkerne sig en del opmærksomhed, da nogle af deres medlemmer i tv åbent erklærede sig som racister. De fortalte, at de anså udlændinge for „negre” og „negre” for en slags aber, og det bragte den journalist, der var ansvarlig for indslaget, i karambolage med racismeparagraffen. Samtidig bidrog Grønjakkerne til dansk sprogudvikling ved som de første at kategorisere den ellers uspecificerede udlændingegruppe fra „tredjelandene” under skældsordet perkere. Det skulle vise sig at blive en varig nyskabelse.

Repræsentative for den danske ungdom var hverken bz'ere eller Grønjakker. Hver på deres måde markerede de alligevel en udvidelse af hidtidige grænser, både med hensyn til, hvilke holdninger man kunne udtrykke og til, hvordan man gjorde det. Grønjakker og konsorters overfald på udlændinge affødte således opkomsten af konfrontationssøgende indvandrerbander, og grupper på den yderste venstrefløj sluttede sig sammen for at bekæmpe „racister” over en bred kam – gerne med vold. Det fik især Den Danske Forening af mærke.

Allerede på vej til Den Danske Forenings stiftende møde i Virumhallen den 18. marts 1987 blev deltagerne mødt af en større gruppe demonstranter fra forskellige indvandrerorganisationer og danske venstrefløjsorganisationer, som ikke blot voldsomt overfusede mødedeltagerne, men også smed sten efter dem, tilsyneladende uden at de tilstedeværende politibetjente gjorde alverden for at gribe ind. Senere kastede nogle demonstranter desuden en røgbombe beregnet til rottebekæmpelse ind i det lokale, mødet blev afholdt i. Man kunne måske forvente, at den overvejende del af pressen ville se med ublide øjne på den slags, men det var ikke tilfældet. Tværtimod var en vis hoveren over den nye forenings voldsomme prøvelser en fælles tendens. Mediernes sympati var klart på demonstranternes side. Deres bevæggrund var angiveligt en stærk vilje til at bekæmpe racisme, hvorfor deres metoder åbenbart kunne accepteres. Også fra politisk hold, måtte man formode, idet toppolitikere som Folketingets formand Svend Jakobsen efter overfaldene ved stiftelsesmødet tog skarpt afstand – fra den ny forening. Etiketten „racisme” var en så negativt ladet betegnelse, at den retfærdiggjorde meget, som ellers var uacceptabelt.

Både moddemonstranters voldsomheder, ofte inkluderende groft hærværk og decideret fysisk vold, og det omgivende samfunds passivt bifaldende reaktion gentog sig igen og igen ved Den Danske Forenings møder. Adskillige små organisationer på den yderste venstrefløj fandt heri en sag, som kunne yde dem eksistensberettigelse, men også politisk bredere favnende initiativer som „Folkebevægelsen mod Nazisme”, med navne som den liberale direktør Jens Sejersen, Centrum-Demokraternes Arne Melchior og Socialdemokratiets Anker Jørgensen i front, blev dannet for at bekæmpe først og fremmest Den Danske Forening.

„Antiracisternes” aktiviteter bidrog utvivlsomt til at stække Den Danske Forenings udadvendte virke, men på grund af deres voldsomme fremfærd virkede de samtidig stødende på mange og fik måske ikke entydigt en hæmmende betydning for fremmedmodstanden.

Paradoksalt nok tiltrak den opmærksomhed omkring Den Danske Forening, som modstanden imod den genererede, også erklærede nazister. Skønt kun ganske få satsede nynazisterne, der havde mange internationale kontakter, voldsomt på at mobilisere i Danmark, men hvor de end slog sig ned, blev de mødt af voldsom modstand. Det gik hårdt for sig i disse kampe, hvor de involverede parter hver især i betragteligt omfang kom til at betinge den anden parts virke. Det er således påfaldende, at da nynazisterne til sidst var blevet stort set usynlige, var også de autonome faldet mere eller mindre fra hinanden. Ved siden af de militante nazimodstandere var der dog også en betydelig lokal modstand, når nynazisterne søgte at bide sig fast i Roskilde, Køge og Greve, Kværs, Kollund og Nørresundby.