Den 16. marts 1992 blev den lille organisation Internationale Socialisters kontor i København ramt af et bombeattentat, som kostede et dødsfald. Attentatet blev aldrig opklaret, men at nynazister stod bag, var i hvert fald antinazisterne overbeviste om. Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, DNSB, der ellers havde ført en noget søvnig tilværelse siden stiftelsen i 1970, fik i begyndelsen af 1990'erne nyt liv og fraterniserede ligesom andre nazigrupper ved flere lejligheder med medlemmer af Den Danske Forening og markerede sig på dennes møder. Med de københavnske autonome som kerne startede herpå forskellige „antifascistiske” initiativer, som i de kommende år gerådede i bestandige klammerier med nazisterne. Konfrontationerne var indimellem meget alvorlige.

.

Fra en nazidemonstration i Hillerød grundlovsdag 1995. De danske nynazister formåede ikke at bide sig fast som i Sverige og Tyskland. Derimod kom Danmark en overgang til at fungere som distributionscentral for nynazistisk litteratur til andre europæiske lande.

.

Bz og autonome var nemlig kun én blandt flere nye radikalistiske strømninger med tag i unge, som var opstået i 1980'-ernes begyndelse. Radikalitet udtrykte også forskellige københavnske grupper, der under slagord som „White Power” og „Ku Klux Klan” udtrykte racisme og voldsfascination. Blandt de mere aktive i dette miljø var frem til slutningen af tiåret de såkaldte Grønjakker, som havde specialiseret sig i at jagte udlændinge og øve hærværk på deres ejendom, fordi disse angiveligt tog arbejde og bistandshjælp fra de unge danskere. I sommeren 1985 tiltrak Grønjakkerne sig en del opmærksomhed, da nogle af deres medlemmer i tv åbent erklærede sig som racister. De fortalte, at de anså udlændinge for „negre” og „negre” for en slags aber, og det bragte den journalist, der var ansvarlig for indslaget, i karambolage med racismeparagraffen. Samtidig bidrog Grønjakkerne til dansk sprogudvikling ved som de første at kategorisere den ellers uspecificerede udlændingegruppe fra „tredjelandene” under skældsordet perkere. Det skulle vise sig at blive en varig nyskabelse.

Repræsentative for den danske ungdom var hverken bz'ere eller Grønjakker. Hver på deres måde markerede de alligevel en udvidelse af hidtidige grænser, både med hensyn til, hvilke holdninger man kunne udtrykke og til, hvordan man gjorde det. Grønjakker og konsorters overfald på udlændinge affødte således opkomsten af konfrontationssøgende indvandrerbander, og grupper på den yderste venstrefløj sluttede sig sammen for at bekæmpe „racister” over en bred kam – gerne med vold. Det fik især Den Danske Forening af mærke.

Allerede på vej til Den Danske Forenings stiftende møde i Virumhallen den 18. marts 1987 blev deltagerne mødt af en større gruppe demonstranter fra forskellige indvandrerorganisationer og danske venstrefløjsorganisationer, som ikke blot voldsomt overfusede mødedeltagerne, men også smed sten efter dem, tilsyneladende uden at de tilstedeværende politibetjente gjorde alverden for at gribe ind. Senere kastede nogle demonstranter desuden en røgbombe beregnet til rottebekæmpelse ind i det lokale, mødet blev afholdt i. Man kunne måske forvente, at den overvejende del af pressen ville se med ublide øjne på den slags, men det var ikke tilfældet. Tværtimod var en vis hoveren over den nye forenings voldsomme prøvelser en fælles tendens. Mediernes sympati var klart på demonstranternes side. Deres bevæggrund var angiveligt en stærk vilje til at bekæmpe racisme, hvorfor deres metoder åbenbart kunne accepteres. Også fra politisk hold, måtte man formode, idet toppolitikere som Folketingets formand Svend Jakobsen efter overfaldene ved stiftelsesmødet tog skarpt afstand – fra den ny forening. Etiketten „racisme” var en så negativt ladet betegnelse, at den retfærdiggjorde meget, som ellers var uacceptabelt.

Både moddemonstranters voldsomheder, ofte inkluderende groft hærværk og decideret fysisk vold, og det omgivende samfunds passivt bifaldende reaktion gentog sig igen og igen ved Den Danske Forenings møder. Adskillige små organisationer på den yderste venstrefløj fandt heri en sag, som kunne yde dem eksistensberettigelse, men også politisk bredere favnende initiativer som „Folkebevægelsen mod Nazisme”, med navne som den liberale direktør Jens Sejersen, Centrum-Demokraternes Arne Melchior og Socialdemokratiets Anker Jørgensen i front, blev dannet for at bekæmpe først og fremmest Den Danske Forening.

„Antiracisternes” aktiviteter bidrog utvivlsomt til at stække Den Danske Forenings udadvendte virke, men på grund af deres voldsomme fremfærd virkede de samtidig stødende på mange og fik måske ikke entydigt en hæmmende betydning for fremmedmodstanden.

Paradoksalt nok tiltrak den opmærksomhed omkring Den Danske Forening, som modstanden imod den genererede, også erklærede nazister. Skønt kun ganske få satsede nynazisterne, der havde mange internationale kontakter, voldsomt på at mobilisere i Danmark, men hvor de end slog sig ned, blev de mødt af voldsom modstand. Det gik hårdt for sig i disse kampe, hvor de involverede parter hver især i betragteligt omfang kom til at betinge den anden parts virke. Det er således påfaldende, at da nynazisterne til sidst var blevet stort set usynlige, var også de autonome faldet mere eller mindre fra hinanden. Ved siden af de militante nazimodstandere var der dog også en betydelig lokal modstand, når nynazisterne søgte at bide sig fast i Roskilde, Køge og Greve, Kværs, Kollund og Nørresundby.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet „Racister” og „antiracister”.

Kommentarer (2)

skrev Pete Yo-Hazzan

Jef finder det påfaldende og mildt sagt yderst problematisk, at artiklen fokuserer entydigt på vold begået af en lille del af venstrefløjen og enkelte immigranter mod Den Danske Forening, og intet bliver nævnt om, at dette havde sin grobund i især grønjakkerne og KKK Dk der i bander gik på gaden og gentagne gange overfaldt og gennemtævede sagesløse enkeltpersoner. Al evidens peger på, at det var de såkaldte grønjakker, der både slog først, hårdest og oftest. De selverklærede talsmand for grønjakkerne kontaktede sågar DR, for at true med, at de ville "dræbe en taxichauffør hver dag" til deres mål blev indfriet. Den voksende modstand mod disse mange overfald (samt korsafbrændinger, hadgraffiti, trusler m.m.) ligger netop til grund for hvorfor en del af befolkningen valgte at slå igen. Man kan sagtens mene, at vold aldrig er løsningen, men at fremstille det som ren fakta, at DDF nærmest var en lille stakkels forfulgt gruppe, der helt grundløst blev overfaldt mens både politi, presse og den almene dansker nærmest klappede, er simpetthen både løgn og decideret skadelig omskrivning af fakta.
Jeg er ikke blot forfærdet, men også oprevet over en så stor omgang nonsens og tangerende til pro-højreekstrem propaganda på en side, der bla. i 2023 skriver flg.
"På lex.dk kan vi alle hurtigt blive klogere og være sikre på, at det er en troværdig kilde, der står bag. Det er selvfølgelig vigtigt, at lex.dk bliver opdateret, og at indholdet er korrekt". Hvor er kilderne for denne omgang omskrivning af en tid i dansmarkshistorien, der var præget af had og vold

svarede Marie Bilde

Kære Pete Yo-Hazzan, Tak for din kommentar.

Du laver en meget hård udlægning af teksten, som er et løsrevet kapitel fra 2. udgave af Gyldendal og Politikens “Danmarkshistorien”, som udkom i årene 2002-2005.
Meningen har næppe været at lave en opgørelse over, hvem der var mest voldelige, men at give et overblik over vigtige strømninger og hvordan de blev set af samtiden. Og her er den store sympati for aktioner mod Den Danske Forening faktisk en relevant beskrivelse af stemningen dengang.

Vi opdaterer ikke kapitlerne fra Danmarkshistorien og heller ikke en række andre værker, som du kan finde på lex.dk. Det fremgår af beskeden i den gule boks over artiklen. Derimod er vi i fuld gang med at opdatere og udbygge leksikonartiklerne på lex.dk. Og her er dit indlæg en god påmindelse om områder vi også skal forbedre. Endnu en gang tak for det.

Vi planlægger at gøre det lettere at skelne mellem på den ene side Danmarkshistorien og de øvrige værker i vores historiske arkiv og på den anden side artiklerne i det levende leksikon.

Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktionssekretær.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig