„Tøv en kende”

Efter SV-regeringens sammenbrud og folketingsvalget den 23. oktober 1979 ændredes den politiske situation i nogen grad. Især SF og De Radikale havde søgt at gøre raketspørgsmålet til et tema i valgkampen, men med ringe held. CD's Erhard Jakobsen og Fremskridtspartiets Mogens Glistrup erklærede sig begge rede til at acceptere atomraketter i Danmark, hvis NATO bad om det, men ingen af de traditionelle NATO-partier ønskede at skabe indenrigspolitisk blæst om det følsomme og kontroversielle sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Med Venstre ude af den nye regering, som Socialdemokratiet dannede efter valget, følte statsminister Anker Jørgensen ikke længere samme behov for at tage særligt hensyn til Venstres tilbøjelighed til, hvis de større NATO-allierede pressede på, at vægte den militære alliancesolidaritet højere end bekymringen for den politiske afspænding. Til posten som ny udenrigsminister hjemkaldte Anker Jørgensen det nyvalgte medlem af Europa-Parlamentet Kjeld Olesen. Han var ligesom Anker Jørgensen selv en overbevist NATO-tilhænger, men havde samtidig som forsvarsminister i begyndelsen af 1970'erne vist sig rede til at tænke i nye baner. Den nye udenrigsminister havde stort set intet forhåndskendskab til spørgsmålet om raketmodernisering, hvilket Anker Jørgensen muligvis så som en fordel. I hvert fald traf Anker Jørgensen i dagene efter folketingsvalget personligt den beslutning, at Danmark nu skulle sætte forhandling før en beslutning om nye atomraketter. Ledende embedsmænd i både Statsministeriet og Udenrigsministeriet forudså, at en sådan noget improviseret linie kunne bringe Danmark i konfrontation med NATO-flertallet, og de prøvede at tale statsministeren fra standpunktet, som han som nævnt allerede personligt havde fremført for general Haig i juni. Men forgæves. I sin dagbog den 29. oktober fastslog Anker Jørgensen, at „nu må systemet være klar over, at det er den politik, vi skal anlægge”.

I den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvor spørgsmålet efterhånden vakte en betydelig uro, havde der endnu ikke været nogen grundig diskussion eller afklaring af holdninger. Det vakte offentlig opmærksomhed, at nyvalgte medlemmer af gruppen som Jytte Hilden allerede under valgkampen havde vendt sig frontalt imod en raketmodernisering og endda opfordret til „en folkelig storm af protester mod denne verdens vanvid – kaprustningen”, og at hun nu i begyndelsen af november gentog sine synspunkter. Raketbeslutningens kritikere udgjorde formentlig på dette tidspunkt, i midten af november 1979, 25-30 af gruppens i alt 68 medlemmer, dvs. omkring 40 procent – men altså et mindretal. Afgørende blev det imidlertid her, at partiformanden og statsministeren personligt og instinktivt hældede i retning af skeptikerne. Han var modtagelig for deres argumenter imod et fortsat atomvåbenkapløb, argumenter som de underbyggede med kritiske analyser og rapporter fra især amerikanske sikkerhedsog forsvarspolitiske tænketanke. For Anker Jørgensen var atomvåben stadig „djævlens værk”, som han havde udtalt det offentligt under neutronbombedebatten i 1978.

Med Kjeld Olesens og hans udenrigsministerielle embedsmænds hjælp blev resultatet derfor et kompromis, som alle i den socialdemokratiske folketingsgruppe kunne enes om, nemlig at Danmark på det forestående NATO-ministerrådsmøde den 12. december på den ene side skulle foreslå udskydelse af alliancens raketbeslutning i seks måneder; på den anden side skulle Sovjetunionen i denne periode acceptere at standse produktion og opstilling af sine SS-20-raketter og Back-fire-bombefly samt indlede forhandlinger med NATO om fastfrysning af arsenalerne af mellemdistancevåben. Med sådanne store og formentlig uopfyldelige krav til Sovjetunionen, hvis en raketbeslutning skulle undgås i NATO, blev „tøv en kende”-forslaget, som det blev kaldt, dermed også regeringens politik.

Nye forsøg fra ledende embedsmænd og tillige fra den amerikanske ambassadør på at tale Anker Jørgensen fra udskydelsesforslaget viste sig virkningsløse, selv om de henviste til risikoen for, at Danmark mistede indflydelse i NATO ved at stille sig udenfor. Statsministeren var dog, ligesom Kjeld Olesen og forsvarsminister Poul Søgaard, ikke upåvirket og advarede sin folketingsgruppe om, at man var ude på et farligt skråplan, hvis man ikke i denne slags sager overholdt sin forpligtelse til så vidt muligt at koordinere de danske synspunkter med de andre NATO-landes.

I Udenrigspolitisk Nævn kritiserede VK-oppositionen, som uden diskussion stod enig bag NATO's raketbeslutning, regeringen for at have vedtaget sit vigtige udsættelsesforslag uden at have konsulteret Nævnet forinden. Under en folketingsdebat om hele raketsagen i slutningen af november kom det også til åbne og skarpe meningsudvekslinger mellem regering og opposition. Sidstnævnte angreb især regeringen for at have brudt den traditionelle brede enighed udadtil om dansk sikkerheds- og NATO-politik og for nu at lade Danmark fremstå som det land i Vesteuropa, der lettest lod sig påvirke af velorganiseret politisk pression. Kjeld Olesen svarede, at den endelige beslutning om raketmoderniseringen først ville blive truffet på selve NATO-rådsmødet, ligesom han fremhævede det som noget demokratisk positivt, at det danske forslag havde fremmet debatten i andre NATO-lande, og at tingene som noget nyt ved NATO-møder ikke var afklaret på forhånd. Udenrigsministeren understregede dog samtidig, at Danmark ikke havde vetoret og ikke kunne hindre, at NATO traf en beslutning.

Også de store NATO-allierede kritiserede ad de diplomatiske kanaler kraftigt den danske regerings linie som brud på NATO-solidariteten, og ikke mindst USA lagde i dagene op til NATO-mødet pres på regeringen for at omstøde den. Både Anker Jørgensen og Kjeld Olesen forsvarede regeringens standpunkt med, at det var i overensstemmelse med ikke blot et flertal i regeringspartiets gruppe og i Folketinget, men også med et stærkt ønske i befolkningen om at begrænse våbenkapløbet, og at forslaget derfor også var motiveret af ønsket om at beskytte landets NATO-tilhørsforhold. Regeringen kunne her henvise til en gallupundersøgelse i december, som viste, at der blandt vælgerne som helhed var klart flere modstandere end tilhængere af, at NATO oprustede med nye atomraketter som svar på de sovjetiske SS-20'ere, nemlig 43 procent imod og 31 procent for. Blandt de socialdemokratiske og venstreorienterede vælgere var modstanden endnu større, mens der blandt de borgerlige vælgere til gengæld var stort flertal for en raketbeslutning.

På NATO-mødet den 12. december 1979 fremførte Kjeld Olesen det danske „tøv en kende”-forslag. Han medgav, at den militære situation nok forværredes hastigt med den fortsatte sovjetiske udstationering af SS-20 og Backfire, men at en udsættelse i seks måneder næppe ville bringe NATO's sikkerhed i fare. Tværtimod kunne udsættelsen vise NATO's styrke ved at fremhæve alliancens defensive karakter og oprigtige vilje til afspænding. Danmark stod imidlertid alene, og det eneste resultat af de langvarige drøftelser af den danske position blev, at der i mødets slutkommuniké blev indføjet et afsnit, som „tog visse medlemslandes holdninger til efterretning”.

Dermed opnåede NATO-mødets såkaldte „dobbeltbeslutning” enstemmig tilslutning: På den ene side opstilling af de 572 mellemdistanceatomraketter i Vesteuropa ved udgangen af 1983. På den anden side tilbud til Sovjetunionen om at indlede forhandlinger om begrænsning af den sovjetiske opbygning af mellemdistancevåben, således at NATO's behov for de nye raketter ville blive vurderet i lyset af konkrete forhandlingsresultater.

Sagens udgang tilfredsstillede de borgerlige partier, som fandt det vigtigt, at Danmark ikke var blevet „kompromitteret”i mødets kommuniké og var forpligtet på den fælles raketbeslutning. De Radikale og venstrefløjen kritiserede til gengæld, at det end ikke var lykkedes officielt at fastholde det danske forslag. Og selv om raketspørgsmålet hermed på kort sigt var lukket, stod det klart for de fleste, at atomvåbnene med NATO-beslutningen om – som skeptikerne sagde – at „opruste for at kunne nedruste”, på ny ville dukke op som et varmt indenrigs- og udenrigspolitisk emne i det nye tiår.