„en fuldkommen pige”

Pengeøkonomien spillede en meget begrænset rolle i det gamle samfund, og løn bestod hovedsagelig i kost og logi. Rede penge var få mellem bønderne, og fra gammel tid havde en karls løn ud over kost og logi bestået i den såkaldte lønnesæd: en aftalt mængde sædekorn, som karlen havde lov at så og høste på gårdens jord. Denne andel i produktionsudbyttet var en lønningsform, bonden fandt let at betale, og samtidig fulgte den konjunkturerne over gode høstår og dårlige. Godsejeren og statsmagten så derimod skævt til lønnesæd, fordi den forringede bondens muligheder for at svare landgilde og betale skat. I 1701 blev det derfor påbudt ved lov, at tjenestefolk skulle have deres løn udbetalt i penge, og ikke i lønnesæd. Men den gamle aflønningsform var tilvant og svær at komme til livs.

Pengelønnen varierede fra landsdel til landsdel. Men i modsætning til i dag lå den fast over lange perioder på 20 til 30 år, uanset om priserne på landbrugsprodukter steg eller faldt. Men ikke alle tjenestefolk var lige meget værd i løn. Højest lønnedes på Sjælland i 1730'rne „en fuldkommen karl, som foruden almindelig bondearbejde kan gøre en god plov og harve, tække huse, gøre alle slags små gårdredskaber, opringe vognhjul og så sin husbonds jord”. Det normale var, at det dyre korn blev sået af bonden selv, både på gårdens egne agre og på hovmarkerne. En sådan karl skulle have 16 rigsdaler i løn om året – kun overgået af „en komplet avlskarl, som forestår en præsts eller anden mands avling på landet”, som var 20 rigsdaler værd. En dreng måtte derimod lade sig nøje med fem, måske seks rigsdaler. Dydernes sum på et bræt, „en fuldkommen pige”, der kunne „malke, brygge og bage med videre husgerning”, kunne regne med seks til syv rigsdaler, mens piger med ringere kvalifikationer blev tilsvarende ringere aflønnet.

De sjællandske gårdmænd betalte bedst. Derfor kom mange stræbsomme jyske karle til øen, for så hurtigt, det var gørligt, at lægge op til indfæstningen på en gård, så de kunne gifte sig og sætte bo. I begyndelsen af 1700-tallet kunne en stræbsom karl, der helt kunne holde sig fra at bruge af sin løn, eller som havde et medfødt handelstalent, spare op til indfæstningen i det sjællandske sogn, hvor han havde tjent, for to til tre års løn. Men fra midten af 1700-tallet begyndte indfæstningerne at stige, uden at lønningerne steg tilsvarende. Denne skæve udvikling medvirkede til at skærpe klassedelingen i landbosamfundet. Den favoriserede den ældste søn af en fæstebonde, der kunne lægge penge op til sønnens indfæstning, når han selv ville gå på aftægt, hvorimod husmands- og land-arbejderbørns muligheder for social opstigning i landbosamfundet blev yderligere reduceret.