„et velvilligt hjerte”

For de mennesker, der forblev tjenestefolk hele livet, gjaldt det, at så længe de havde deres arbejdskraft i behold, og nogen ville bruge den, var de sikret udkommet. Men den dag alder eller sygdom gjorde dem uarbejdsdygtige, var de henvist til at dele kår med samfundets ringest stillede: de fattige. Denne gruppe omfattede også gamle og svagelige fra husmands- og landarbejderklassen og gårdmænd, der var gået fra gården i utide, eller som ikke havde kunnet betinge sig aftægt på deres gamle dage. Gruppen omfattede tillige kronisk syge, forældreløse børn, der endnu ikke var gamle nok til at komme ud at tjene, samt helt eller delvist arbejdsløse.

Hvor mange, der var ude af stand til at forsørge sig selv, ved vi ikke. Tallet svingede som følge af forhold, menneskene var uden indflydelse på, og som især ramte samfundets svageste: fejlslagen høst, epidemier, kvægpest og dyrtid. Det er blevet anslået, at der på Sjælland i 1709 var mellem 4000 og 6000 voksne, der var afhængige af hjælp det meste af året – en hjælp, de hovedsagelig var henvist til at hente hos nogle få hundrede præster og 13-14.000 fæstebønder. 1709 var formentlig et af de hårde år. Men selv i gode år var antallet af fattige stort og behovet for hjælp betydeligt. Da antallet af bondegårde reelt lå fast, medførte befolkningsstigningen, at det var de udsatte grupper, der voksede gennem 1700-tallet.

I princippet kunne samfundet og statsmagten godt erkende, at de, der ikke kunne forsørge sig selv, skulle hjælpes. Men dels var behovet for hjælp uforholdsmæssigt stort i forhold til det, der var at undvære, dels var de, der ydede hjælpen, meget nøjeregnende med, at der ikke blev givet til dem, der kunne arbejde, og at der ikke blev givet hjælp ud over det allermest nødtørftige. De fleste sogne rådede ganske vist over små legatkapitaler, hvis afkast var testamenteret de fattige, og mange godsejere havde i tidens løb oprettet hospitaler eller fattighuse, hvor godsets egne fattige fik bolig og kost. Men det rakte ikke langt, og det gjorde heller ikke de beløb, der på præstens opfordringer blev lagt i kirkens indsamlingstavle og fattigblok eller indsamlet blandt gæsterne ved bryllup og barnedåb.

Enevælden kendte fattigproblemet og dets omfang, og den var frem for alt interesseret i at få afskaffet det generende tiggeri. Men politisk veg den tilbage for at stille de nødvendige krav til godsejerne og bønderne. Den første egentlige fattiglov, udstedt i 1708, markerede derfor en meget betydelig afstand mellem idealer og realiteter. Loven påbød, at den enkelte sognepræst skulle organisere det lokale understøttelsesarbejde, at bønderne skulle pålignes ydelser i naturalier, og at godsejere, forpagtere og fogeder skulle yde rede penge til tøj. Da det kom til stykket, ville enevælden imidlertid ikke udstyre sognepræsterne med de nødvendige magtmidler til at påligne og inddrive fattighjælpen. Og et valent forsøg i 1730'rne på at gennemtvinge denne fattiglov viste kun yderligere afstanden mellem, hvad enevælden ville, og hvad den kunne. Nogle steder blev der gjort noget, navnlig hvor der var en samvittighedsfuld sognepræst eller en nidkær provst. Men i alt væsentligt levede det gamle samfund med sit fattigproblem, som det altid havde gjort. Den enkelte landsby hjalp sine egne fattige, så langt evnen og viljen rakte. Det var jo naboer og ofte slægtninge, det gjaldt. De fattige blev fordelt mellem de enkelte gårde i landsbyen, og hér fik de deres kost i den mængde og under den form, den enkelte husstand selv bestemte, mod at den fattige gav en hånd med i arbejdet. Men fattiglovens formaning om, at almissen skulle gives „med et velvilligt hjerte”, afslører mere end mange ord de ydmygelser, de fattige blev udsat for, og den vrangvillighed, den usle kost blev givet med.

Denne forsorgsform, hvor lokalsamfundet tog sig af sine egne fattige, var enkel og efter omstændighederne billig. Kom en fremmed tigger til landsbyen, blev indsatsen samlet om at få ham videre, og det gik på omgang mellem gårdmændene, hvem der skulle huse tiggeren om natten og næste dag føre eller køre ham videre til næste landsby.

Få eller ingen, der levede under denne landsbyforsorg, døde vel direkte af sult. Men mange levede en stor del af deres liv på sultegrænsen, og under. Og modstandskraften over for sygdomme var ringest og dødeligheden størst blandt dem, der ikke kunne arbejde eller ikke kunne få arbejde, og som var henvist til at leve i kulde, fugt og skidt og af en helt utilstrækkelig kost. Det var den forudbestemte og forudsigelige afslutning på livet for flertallet af landbosamfundets mennesker efter en tilværelse, der i sig selv havde rummet rigeligt af nød og usikkerhed. Sådan havde det altid været. Og fremtiden gav intet håb om, at det nogensinde ville blive anderledes.