„ikkun få glade dage”

Indberetninger om dåb og begravelse giver kun tal, og navnene i folketællingerne fortæller os i virkeligheden ikke meget om 1700-tallets mennesker. Når det gælder samfundets øvre lag, har vi andre kilder, der kan give navnene kød og blod. Men de brede og svage grupper er det normalt ikke muligt at komme på nært hold. Undtagelsen fra regelen er, når et sogn havde en skriveglad præst, som nedfældede korte personkarakteristikker i forbindelse med, at han noterede begravelser i sin kirkebog. Hér kan vi møde 1700-tallets almindelige danskere: jævne, muntre og virksomme liv, og triste og tragiske tilværelser.

En sådan meddelsom præst fik Sørbymagle og Kirkerup sogne sydøst for Slagelse i 1717. Præsten, magister Hans Hansen, var på det tidspunkt 35 år gammel. I sin studietid havde han boet på Borchs Kollegium sammen med den jævnaldrende Ludvig Holberg, og familiemedlemmers karriere i statstjenesten var formentlig baggrunden for, at han i 1711 blev skibspræst i flåden, og at han derpå fik kald og krave på kronens eget gods på rytterdistrikterne omkring Antvorskov. I Sørbymagle og Kirkerup var han indtil 1730, da han blev forflyttet til et federe kald. Men i den snes år, han var sjælehyrde i de to sogne, nedfældede han omhyggeligt et eftermæle for hvert sognebarn, han begravede. Adskillige var korte og tidstypiske. Mange var de gange, hvor han ved samme gudstjeneste begravede en mor, der var død i barselsseng, og døbte hendes spæde barn – for så en eller to søndage senere også at begrave barnet.

De fleste af hr. Hans' sognebørn fik dog et længere liv, om end ikke alle lige lykkelige efter hans formening. En gammel gårdmand blev mindet som „en sanddru og adstadig mand efter gammel vis og skik”. En kvinde, der var død i barselsseng, fik de ord, at „omendskønt hun var et godt, skikkeligt og gudfrygtigt menneske, så dog blev hun ikke vel gift og havde ikkun få glade dage i hendes ægtestand”. Rytterbonden Peder Markussen havde været „en arbejdsom og flittig mand, tarvelig i klæder efter gammeldags vis. Holdt et fornuftigt og stille hus, hjalp sig vel og betalte enhver rigtig, men i det øvrige påholden og dyr med, hvad han havde at sælge”. En anden gårdmand blev mindet som en fingernem mand, der havde lagt sig efter „at dreje, snedkre og tømre, at spille på fiol, hvilket han så godt som havde lært sig selv, og det som kan siges til hans ros, at man fast aldrig hørte ham bande”. En 27-årig karl kom i jorden med skudsmålet, at han „var enfoldig i hans adfærd, havde en vanskelig udmæle, var tungnemmet til hvad han skulle lære. Dog derhos gudelig, ædruelig, adstadig og alvorlig til hvad gerning han skulle gøre”.

Triste skæbner fra samfundets bund blev hyppigt nedfældet i kirkebogen. Den 28. februar 1723 holdt præsten fattigbegravelse over et sognebarn, der som ung havde forladt sognet, men nu var søgt hjem for at dø: „Knud Knudsen, en gammel betler, født i Kirkerup. Havde i mange år tjent kongen. Kom her til sognet omtrent for et halvt år siden. Var helt svagelig formedels mange blessurer, han havde fået i krigen. Søgte almisse hos fremmede, og da han sidste gang således havde været ude at søge almisse, blev han ført syg her til byen en aften, og døde så samme nat. Var gammel omtrent 60 år.” En anden sørgelig skæbne havde hr. Hans selv haft tæt inde på livet. Mikkelsdag 1729 begravede han det døde spædbarn Karen, „uægtefødt af Sidsel Christensdatter, som blev besovet af en landdragon ved navn Ole Holst (som tjente her i præstegården)”. Den lille pige var født den 25. september, blev døbt den 26., „og døde så samme aften, to dage gammel”.

Sådanne levnedsløb – lyse såvel som mørke – kunne man finde overalt i landets 2000 sogne. Det betød på den anden side ikke, at 1700-tallets danskere var ens, eller at de opfattede sig selv som ens. Der var forskelle fra landsdel til landsdel og fra egn til egn.

At der var forskel på sjællændere og jyder, vidste alle og enhver. Degnen Lyder Høyer var en retsindig og alvorlig jyde fra Ålborg, som efter ti år i Grevinge nord for Holbæk nedfældede en beskrivelse af sognet. På det tidspunkt – omkring 1750 – havde han mange fortrædeligheder bag sig med sine sjællandske sognebørn, og det mærker man i hans beskrivelse af dem: „De er af naturen ladsnigende, følgelig ikke ret gode avisbønder”, og „deres gudsfrygt er mere tvungen end sand, består mere i ord end i gerning. I det almindelige levned vide de i omgængelse fluks at temporisere, eller på bredt dansk sagt, er de noget falske og tvetungede”. Men dette var på Sjælland, hvor vornedskabet i århundreder havde fastholdt bønderne på deres fødegods. I Jylland, hvor vornedskabet aldrig havde rådet, var befolkningen anderledes af sind og væremåde. Da Frederik 4. i 1706 overvejede at forlænge de jyske landrekrutters tjenestetid imod sit eget løfte i forordningen om landmilitsen, blev han advaret af en højtstående embedsmand. Efter krigskommissær Christopher Hartmanns erfaringer var jyderne „et deres frihed meget agtende folk”, som ville reagere stærkt på et kongeligt løftebrud.

I gennemsnit levede der på landet i Danmark ved 1700-tallets slutning 24 mennesker per kvadratkilometer. Men det var et gennemsnit, der dækkede over store regionale og lokale forskelle. Befolkningstætheden var størst omkring hovedstaden, hvor der levede 70 mennesker per kvadratkilometer, og på de mellemstore og mindre øer: på Langeland og Samsø 35, på Fanø 39, på Tåsinge 44 og på Ærø 56 mennesker per kvadratkilometer. En tilsvarende befolkningstæthed fandt man på Als og Sundeved. På Sjælland, Lolland-Falster og Fyn lå befolkningstætheden jævnt på omkring de 30, og i Østjylland omkring Kolding, Vejle og Århus var tætheden mellem 25 og 30. Men i Randers, Ålborg, Hjørring, Thisted og Viborg amter var tallet kun på mellem 10 og 20, og i Ringkøbing og Ribe amter var gennemsnittet helt nede på omkring 10. I disse to amter fandt man de næsten mennesketomme hedeområder. I Ginding og Bølling herreder lå befolkningstætheden på seks og i Hammerum Herred på fem, mens der i Slavs Herred kun levede tre mennesker per kvadratkilometer.

Mange af lokalsamfundene levede utroligt isoleret, skilt af heder og vådområder, og det satte sit præg på levevis og sprog. Umiddelbart undrer det ikke, at en dagligdags foreteelse som en ørentvist kunne have forskellige navne i forskellige dele af Jylland. Den kunne hedde kløftbider, kvinkel-stjært, tveklo og øreklo. Men det siger noget om de mange lokalsamfunds afsondrethed, at man endnu så sent som i sidste halvdel af forrige århundrede kunne registrere mindst 44 forskellige navne på dette dagligdags insekt alene i Jylland.

Det gamle samfunds sociale og økonomiske struktur: godser med fæstebønder og fæstehusmænd, efterlader umiddelbart en forventning om en befolkning, hvor mennesker levede, hvor de var født, og døde hvor de havde levet. Forventningen om et statisk samfund bestyrkes yderligere af den lovgivning, der gjaldt i det gamle samfund. På Øerne herskede et godt stykke ind i 1700-tallet endnu det senmiddelalderlige vornedskab. Ganske vist blev det ophævet af Frederik 4. i 1702. Men ophævelsen gjaldt kun børn født efter hans tronbestigelse i 1699. Og før ophævelsen kunne få virkning, indførte Christian 6. i 1733 det landsdækkende stavnsbånd, der nok formelt ophævedes i 1788, men som reelt først var endeligt afviklet den 1. januar 1800. 1700-tallets lovgivning fastholdt således landbefolkningens drenge og mænd ved deres fødestavn, på det gods hvor de var født og vokset op. Ikke desto mindre var 1700-tallets danskere et folk i bevægelse og på vandring, og der var tale om vandringer af et meget betydeligt omfang.

I København og i de største købstæder var dødelighedstallet normalt større end fødselstallet som følge af den tætte sammenstuvning af mennesker under elendige sanitære forhold. Når hovedstaden og de største købstæder ikke desto mindre var i stand til at følge med i den almindelige stigning i befolkningstallet gennem 1700-tallet, skyldtes det en massiv og vedvarende indvandring fra landdistrikterne. Også dengang var København den største jyske by i Danmark. I de små købstæder med deres mere åbne karakter fulgte befolkningsudviklingen tilsyneladende ubesværet væksten i landdistrikterne.

Vandringen fra land til by var betydelig. Men den vandring, der fandt sted fra en egn til en anden og fra en landsdel til en anden, var væsentligt større, mod 1700-tallets slutning formentlig seks til syv gange så omfattende. Både mænd og kvinder brød op fra egne med lave lønninger og håbløse fremtidsudsigter og tog til steder, hvor lønnen var højere og mulighederne større. Navnlig fra Nord- og Vestjylland søgte mange bort.

De fleste forblev dog, hvor de var, og for dem var horisonten afgrænset til landsbyen og sognet og til de omliggende sogne og herreder, hvor de som unge havde været ude at tjene som karle, drenge og piger. Men en stadigt voksende del af landbefolkningen brød op og medvirkede dermed til at udviske ældre tiders stærke egnspræg.