Samfundet

I kapellet på dronning Anna Sophies enkesæde Clausholm vågede man – ligesom overalt i samfundet – vagtsomt over, at hver kendte sin plads og vidste, hvem der havde „gang og sæde” før hvem. I kirkerne havde den enkelte husstand sit stolestade placeret inden for den stedlige rang- og standsfølge. På Clausholm havde enkedronningen sin egen loge, og på de 16 døre til de lukkede stolestader stod omhyggeligt malet, hvem der skulle sidde der: fra overhofmesteren og hofkirurgen over mundskænken, lakajerne og livkusken til malkepigen, kokkepigen og vaskepigen.

.

Spørgsmålet om, hvordan det gamle samfund skal karakteriseres og forstås, har været meget forskelligt besvaret af eftertiden.

Samtidens mennesker havde flere opfattelser. I det omfang de gjorde sig tanker, der rakte ud over landsbyen, sognet og den nærmeste købstad, har langt de fleste ment, at de levede i et standssamfund. For dem eksisterede det senmiddelalderlige samfund stadig med dets opdeling i adelige, præster, borgere og bønder, skønt dette standssamfund for længst havde mistet sit reelle grundlag – og adelen i 1660 sine politiske og økonomiske standsprivilegier. Selv om der i dagligdagen var klare forskelle på landbosamfundets enkelte grupper: gårdmændene, husmændene, landarbejderne og landhåndværkerne, blev de af de andre samfundsgrupper under ét betragtet som almuen, og som sådan synes de også i vid udstrækning at have opfattet sig selv.

Nogle ville være tilbøjelige til at opfatte samfundet efter 1660 som et rangssamfund, hvis øverste sociale lag var grupperet efter det tjenesteforhold, i hvilket de stod til den enevældige monark. Enhver havde her sin klart præciserede stilling, der stod at læse i Christian 5.s rangforordning fra 1680 og i de efterfølgende udgaver, og som endnu overlever i Hof- og Statskalenderens rangklasser.

I dag vil de fleste historikere formentlig – uanset deres personlige politiske engagement – være tilbøjelige til at anskue det gamle samfund ud fra et klassebegreb og især lægge vægt på den enkeltes forhold til produktionsapparatet, på faktorer som indtægts- og formueforhold og på begreber som magt og status.

Spørgsmålet vil aldrig kunne besvares enkelt og entydigt. Dertil er – og var – menneskets opfattelse af sig selv i forhold til sine omgivelser alt for nuanceret og alt for kompliceret. Også 1700-tallets mennesker kunne på en og samme tid anvende flere indbyrdes modstridende kriterier i synet på sig selv og andre. Når en veltjent embedsmand blev anset for at være højt placeret, var det ikke, fordi han var rig, men fordi han havde en høj rang. En ung officer rangerede ligeledes højt, fordi militæret i den danske enevælde var placeret bevidst højt i rangsystemet. Og selv om adelsbegrebet havde mistet sit politiske og økonomiske indhold, var adelskab fortsat betragtet som en høj social distinktion, og de fleste officerer var adelige. En jysk godsejer kunne nok være anset, fordi han var en dygtig landmand og velstående, men på den sociale skala ville han ikke være placeret så forfærdeligt højt, fordi han hverken havde rang eller adelskab – hvorfor han så ofte tragtede efter det, om ikke for sig selv, så for sine børn. Sønnerne ved at lade dem gå embeds- eller officersvejen, døtrene ved fornemme ægteskaber. En købmands rigdom ville altid være en meget væsentlig faktor i andres øjne. Men for hans sociale anseelse var det også betydningsfuldt, om det var en rigdom, han selv havde samlet sig, eller om han ved fødsel eller ægteskab var knyttet til byens borgerlige patricierfamilier. Specielt i København var det forbundet med prestige at være medlem af hovedstadens eksklusive reformerte menighed og kunne trække på dens medlemmers udstrakte europæiske handelsforbindelser. Inden for byernes håndværk var der forskel på de enkelte lavs anseelse, ikke bare som følge af medlemmernes velstand, men også på grund af lavets alder og det udefinerlige, der gjorde en rig guldsmed til finere end en rig bager.

En vigtig social gruppe som gejstligheden var heller ikke blot én stand: præstestanden. Der var bondefødte og degne-fødte teologer, der måtte tage til takke med ringe aflagte kald, og hvis sociale prestige ikke var stor uden for sognets grænser.

Men samtidig var der præster, der var født eller indgiftet i indflydelsesrige provste- og professorslægter, som reelt havde en førsteret til de høje embeder og de fede kald, og som samtidig udgjorde en kulturel elite. Ej heller landbefolkningen var en grå, konturløs almue. I ethvert sogn var der dygtige gårdmænd og dårlige gårdmænd, ligesom der var velstående gårdmænd og fattige, og mænd, som lokalsamfundet betragtede med større respekt end andre som følge af afstamning og familieforhold.

Samfundet var en broget mangfoldighed, men de færreste var i tvivl om deres og naboernes placering i den sociale pyramide. Man vogtede på sin rang og ret og udkæmpede endeløse stridigheder om, hvem der havde „gang og sæde” før hvem, og hvem der skulle have de øverste stolestader i kirken. Men det var ikke et statisk samfund. De sociale opfattelser var ikke fastlåste én gang for alle. De ændrede sig – om end langsomt og næsten umærkeligt – i takt med udviklingen. En gård mand, en købmand og en embedsmand havde ikke den samme placering i samfundet i år 1800, som hans bedstefar eller oldefar havde haft omkring 1700.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Samfundet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig