Arbejderflertallet

Arbejderflertallet, "… I løbet af valgnatten gik noget op for mig, noget som om morgenen stod helt klart for mig.” Sådan berettede J. O. Krag i Folketingets åbningsdebat efter valget, at han havde besluttet, at der skulle forhandles med Socialistisk Folkeparti. Uanset hvor betydningsfuld denne kursændring var for Socialdemokratiet, der skulle opgive årtiers sædvane med at samarbejde til højre, kunne det næppe kaldes en frivillig beslutning. Med et flertal i Folketinget af de to partier var der ikke nogen anden mulighed. De socialdemokratiske politikere, der var skeptiske for ikke at sige panikslagne ved tanken, fik på et fællesmøde mellem partiets folketingsgruppe, hovedbestyrelse og LO's forretningsudvalg at vide, at nu ville fagbevægelsen have samarbejdet med SF i gang. Hans Rasmussen erklærede, at partiet ikke ville få en krone, hvis det ikke skete. Så stærke ord bekræfter den socialdemokratiske partihistories oplysning om, at det var „en ganske bevæget debat."

Forhandlingerne kom i gang, og de drejede sig om en koalitionsregering. Socialistisk Folkeparti havde i årevis talt om en sådan situation, men aldrig om, hvad man skulle gøre, hvis den indtraf. Nu var partiet komplet uforberedt. Aksel Larsen opfattede, ikke uden en vis ret SF som sit parti, og han ville nu have demonstreret partiets og sin egen fulde parlamentariske anerkendelse ved partiets deltagelse i regeringen. I dele af SF vakte tanken bestyrtelse. Man frygtede et omgående udsalg af mærkesagerne, bare fordi, som det hed, Aksel Larsen ville være minister.

Da det i løbet af et par dage blev klart, at det ikke ville lykkes at trække SF ind i et regeringssamarbejde, var det ingen kunst at finde nogle punkter, der ikke kunne være enighed om. Til stor lettelse for højrefløjen i Socialdemokratiet og de principfaste i SF fortsatte den socialdemokratiske mindretalsregering.

Flertallet var der ligefuldt og dermed også spørgsmålet om, hvad det skulle bruges til. J. O. Krag foretog en opsigtsvækkende ændring i ministeriet. Han overtog selv udenrigsministerposten og placerede Per Hækkerup som formand for folketingsgruppen og som politisk ordfører. Mange gisninger fulgte denne forflyttelse. Havde Krag skilt sig af med en minister, der kunne blive besværlig på et område, der var meget følsomt for den nye samarbejdspartner? Eller havde han anbragt Per Hækkerup – eller havde denne selv ønsket sig placeret – på en post, hvor han enten kunne splitte Socialistisk Folkeparti eller få det med til upopulære forlig, der ville kompromittere det i vælgernes øjne. Endelig var der også den mulighed, at han skulle berolige ængstelige socialdemokrater, der kunne tro, at revolutionen nu stod for døren. Det orakelsvar, Per Hækkerup selv leverede om et særlig nært forhold mellem ham selv og statsministeren, blev af gode grunde ikke taget for pålydende.

Den første prøve for det nye flertal måtte blive det spørgsmål, valget var blevet udskrevet på. Poul Sørensen erklærede overraskende, at de konservative forstod valgets tale og var villige til at forhandle på grundlag af kildeskat uden frivillighed og med afskaffelse af fradragsretten. Hans motiv var både at demonstrere, at regeringen ikke behøvede at gøre sig afhængig af SF, og at få sagt tak for sidst til Poul Hartlings nedkøling af VK-samarbejdet.

Socialistisk Folkeparti havde derimod vanskeligheder med skattereformen, specielt den del af den der bestod i indførelse af moms. I partiets hovedbestyrelse og i folketingsgruppen blev det diskuteret hidsigt, hvad man kunne presse regeringen til at give til gengæld for SF's tilslutning.

Per Hækkerup, der var blevet formand for Folketingets skatteudvalg, henlagde under stor opmærksomhed forhandlingerne til Store Kro i Fredensborg. Ved afslutningen på mødedagene søndag den 5. marts erklærede Per Hækkerup, at afgørelsen nu var nær, „på tirsdag går vi over Rubicon.” Det var imidlertid ikke afgjort, hvem der ville med, og hvem der skulle med, så afgørelsen trak ud til fredag den 10. marts. De konservative blev siddende ved bordet, navnlig fordi de ikke ville efterlade Det radikale Venstre med risiko for et tilbagefald til forlig med regeringen. Det er muligt, at de fortsat regnede med et bredt forlig. I så fald må de have haft svært ved at vurdere regeringens parlamentariske position og Socialdemokratiets forhold til fagbevægelsen. Det kan også have været vanskeligt med Per Hækkerup og J. O. Krag som et socialdemokratisk kræfternes parallelogram. Regeringen skulle have SF med, og SF havde en indlysende interesse i at blive alene med Socialdemokratiet. Derfor endte det med et tokantet forlig.

Afslutningen, hvor SF satte sig til det bord, som de radikale og konservative forhandlere havde regnet med, skabte megen bitterhed. Virkningen var bl.a., at de radikale overvandt partiets livslange uvilje mod de konservative. Skatteforliget fik i det hele taget betydning for partiernes indbyrdes forhold. Sam men med forliget blev der indgået en aftale mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti: „For at sikre den nødvendige orientering mellem de to partier om lovgivningsarbejdet og dets forberedelse oprettes et kontaktudvalg bestående af tre repræsentanter fra hvert parti.” Det var dette kontaktudvalg, der fik navnet Det røde Kabinet.

Forliget med regeringen blev godkendt i SF's hovedbestyrelse med kun to stemmer imod, og da der samtidig var sluttet overenskomst på arbejdsmarkedet, uden at der havde været brug for politisk indblanding, så det ud til, at det nye flertal havde stabiliseret sig. Vedtagelsen af finansloven sidst i marts var tæt på at skabe ny dramatik, fordi SF som sædvanlig meddelte, at partiet ville stemme imod på grund af forsvarsbevillingerne. De borgerlige partier erklærede, at de ikke ville udgøre regeringens parlamentariske grundlag, og således tvang de SF til at stemme for finansloven med dens indhold af forsvarsbevillinger. Derefter stemte også de borgerlige under megen munterhed for. Det var parlamentarisk drilleri; men det bidrog til de indre spændinger i SF.

I et forsøg på at afklare partiets stilling holdt SF kongres i juni. Diskussionerne var hidsige, også når de drejede sig om spidsfindige fortolkninger. Den gensidige mistænksomhed var vokset. Nogen afklaring blev det ikke til; men kritikerne af samarbejdet med Socialdemokratiet vandt en overvældende sejr ved valget til partiets hovedbestyrelse. Striden fortsatte, nu i stigende grad mellem på den ene side hovedbestyrelsen og nogle få fra folketingsgruppen og på den anden side folketingsgruppens flertal og partiets formand.

I november 1967 satte udefra kommende kræfter skred i begivenhederne. England meddelte den 18. november, at pundet devalueredes med 14,3 procent. Den danske regering besluttede, at kronen skulle følge pundet et stykke af vejen og devalueres med 7,9 procent. Det politiske drama kom i forbindelse med følgelovgivningen, der skulle bremse den inflation, der kunne blive en følge af devalueringen. På det tidspunkt havde SF allerede indkaldt til endnu en kongres, og fraktionskampene om valg af delegerede var i fuld gang.

Det springende punkt i regeringens plan blev forslaget om at „indefryse” den ene af de to dyrtidsportioner, som januarpristallet forventedes at udløse. LO og tjenestemandsorganisationerne havde accepteret. I SF bølgede slaget videre i den ekstra ophidselse, den forestående kongres skabte. Der var nu ret velafgrænsede fraktioner. I folketingsgruppen kunne modstanderne af samarbejdet med Socialdemokratiet regne med fem, måske seks medlemmer. Det var tilstrækkeligt til, at regeringens parlamentariske basis var i fare. Statsministeren bebudede, at der ville blive udskrevet valg, hvis regeringen kom i mindretal på sine forslag; men i de hektiske forhandlinger med SF strakte den sig vidt for at bevare flertallet. Det var klart, at der ikke ville være støtte at hente fra de borgerlige partier, heller ikke for indgrebet i overenskomsterne.

3. behandling og afstemning fandt sted den 15. december, dagen før SF's kongres skulle afholdes. Det var en afstemning om den politiske magt; partiernes standpunkter til en sådan lovgivning spillede ingen eller kun en lille rolle. Regeringen kom i mindretal over for de borgerlige partier og seks af SF's folketingsmedlemmer. J. O. Krag meddelte, at der ville blive udskrevet valg. Arbejderflertallet var revnet, spildt eller overstået alt efter hvilket perspektiv, man anlagde. Det havde varet lidt over et år.