Venstresocialisterne

Dagen derpå begyndte Socialistisk Folkepartis ekstraordinære kongres. En mæglerfløj, der havde arbejdet ihærdigt for at holde partiet samlet, måtte give op over for den ophidsede stemning, efter at regeringen var blevet fældet. Derfor vandt Aksel Larsen-fløjen; men det blev næsten dødt løb, 80 over for 76, og tre, der undlod at stemme. Demonstrativt udvandrede mindretallet for at gå over i en anden sal på Christiansborg og danne et nyt parti, Venstresocialisterne. Ud gik Erik Sigsgaard, Hanne Reintoft, Preben Wilhjelm og adskillige andre med store evner og meget talent, som SF kom til at savne.

Willy Brauer, typografernes tidligere formand, nu borgmester i København med ansvar for sporvognenes afskaffelse, fulgte med. Nogle gik på grund af hjertets renhed, andre fordi de ikke kunne døje Aksel Larsen.

Få regnede med, at det nye parti kunne nå at samle underskrifter nok til at deltage i folketingsvalget; men entusiasmen var overvældende, og København var på vej ind i 1968, ungdomsoprørets år. Da underskrifterne var afleveret og partiet opstillingsberettiget, fortsatte tvivlerne med at spå partiets hurtige endeligt, når vælgerne fik ordet den 23. januar. Det var også meget tæt på; først fintællingen bragte Venstresocialisterne over spærregrænsen.

De første og, skulle man synes, afgørende vanskeligheder for det nye parti var overvundet; men i virkeligheden begyndte de først nu. Den megen intellektuelle overlegenhed og de store analytiske evner, den sprælske fantasifulde agitation, som Venstresocialisterne præsterede, kunne minde om de københavnske radikale omkring århundredskiftet; men medén vigtig forskel: Venstresocialisterne fik ikke forbindelse med nogen husmandsbevægelse med jordnære interesser.

Det nye parti ville som alle nye partier undgå de fejl, som de gamle partier havde begået. I stedet for en dominerende formand skulle man have kollektiv ledelse, og for at undgå manipulering skulle der være fri ret til at fraktionere. Det gav mange og spændende diskussioner; men det jog de få arbejdere, der meldte sig, væk igen, fordi de fandt det hele for rodet. Mens man analyserede manglen på arbejdere i partiet, der repræsenterede arbejderklassen på den rigtige måde, gik Hanne Reintoft til DKP og Willy Brauer ud af politik.

Venstresocialisterne kom i de følgende år til at opfange alle de nyeste signaler i ungdommen, blomsterbørnenes endeløse tolerance undtagen over for autoriteter, „strammere” med forestillinger om et kadreparti, der forlangte studier af Karl Marx og salg af bevægelsens blad lørdag formiddag ved den lokale brugs, før nye medlemmer kunne godkendes. Venstresocialisterne fik i kraft af begavelse og flid betydning i nogle sagers behandling i den offentlige debat; parlamentarisk var de derimod magtesløse. Og dog har intet andet parti været afsæt for så mange nye partidannelser.

Tilbage stod Socialistisk Folkeparti som et jordnært, men også jordslået parti. Måske netop derfor vandt det i politisk troværdighed.